Nu har Mark Sladen, den anden udenlandske direktør ved Kunsthal Charlottenborg, kastet håndklædet i ringen, og man nægter fortsat at følge de faglige råd der blev givet allerede i 2005. Hvorfor ikke bare lukke ’Kunsthal Charlottenborg’ og undgå alt det vrøvl, kunne man spørge?
I tirsdags sagde den britiske direktør for Kunsthal Charlottenborg, Mark Sladen, farvel efter kun to år på posten. ”Fusionen mellem Charlottenborg og Kunstakademiet markerer starten på et nyt kapitel for organisationen, og her vil nytænkning og nye måder at gribe tingene an på være til gavn,” udtalte han i en pressemeddelelse. Sladen er den anden udenlandske direktør, som takker af efter kort tid.
En gammel advarsel
I 2005 nedsatte forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) det såkaldte Ohrt-udvalg, der skulle undersøge Charlottenborgs fremtidige potentialer. Indtil da havde den kunstnerstyrede udstillingsbygning, der har eksisteret siden 1883, haft forskellige kunstnere som direktører.
Udvalget anbefalede, at stedet fortsat skulle drives som et kunstnernes hus med mulighed for, at sammenslutningerne kunne ansøge om at udstille på lige fod med andre. Man advarede imod at omdanne den til en international kunsthal og anbefalede i stedet, at der skulle bygges en moderne kunsthal for samtidskunst andetsteds i København. Deres anbefalinger er nu blevet overhørt i to omgange, og der er skuffelse og frustrationer over hele linjen i kunstlivet.
Manglende sikring
Misèren begyndte altså hos Brian Mikkelsen og konsorter, som trodsede sagkundskabens gode råd og åbnede ’Kunsthal Charlottenborg’ i 2008 under ledelse af svenskeren Bo Nilsson.
Man havde nyindrettet Charlottenborg, men der var ikke afsat midler til at udstyre den med moderne klimaanlæg eller topsikring, som en moderne kunsthal skal have. Den 7. september åbner den privatejede ’Faurschou Art Foundation’ i Nordhavn med hele det tekniske gear, der gør det muligt at vise dyre kunstværker fra Robert Rauschenberg og Louise Bourgeois til Peter Doig og Ai Wei Wei, hvis man vil. Disse kunstnere ville ikke kunne vises på Charlottenborg med det nuværende sikringsniveau.
Som mange husker, blev Bo Nilsson fyret i november 2008 pga. mangelfulde økonomistyring og nogle uheldige dispositioner, gennemført uden om bestyrelsen, og nu har Mark Sladen altså kastet håndklædet i ringen og vender tilbage til London.
Afsked med røde tal
Han forlader Charlottenborg uplettet, men med historisk lave besøgstal og en deraf følgende elendig økonomi. Det har ikke været muligt for ham og hans stab at få sponsorater, ej heller at skabe tilstrækkelig international og lokal opmærksomhed, bl.a. fordi der har været alt for få værker og alt for lange udstillingsperioder som følge af et uhørt lavt budget.
Kulturministeriets forventninger stemmer ikke overens med bevillingerne, og i 2011 måtte man låne 1,2 mio. kr. af Kulturministeriet for at undgå røde tal på bundlinjen. Dette beløb skal tilbagebetales over tre år.
Mikkel Bogh, rektor for Kunstakademiet, er med fusionen den 1. september i år udnævnt som øverste leder af Kunsthal Charlottenborg. Kulturminister Uffe Elbæk (R) forventer med den manøvre at kunne spare på administrationsomkostningerne, ligesom Kunstakademiets dimittender fremover skal holde deres afgangsudstilling på Charlottenborg i stedet for som tidligere i Kunstforeningen Gl. Strand eller i Nikolaj Kunsthal. Det er ellers en god øvelse for de unge kunstnere in spe at komme ud af kuvøsen og prøve kræfter med det virkelig kunstliv.
En skrøbelig konstruktion
Men sådan skulle det altså ikke gå. Vi må håbe, at Mikkel Bogh har tilstrækkelig arbejdskapacitet, når han nu får et ekstraarbejde. Det er en skrøbelig konstruktion, og man frygter fortsat for Kunsthal Charlottenborgs fremtid. Charlottenborg synes at være krisernes holdeplads på trods af den smukke arkitektur og den unikke beliggenhed i hjertet af København.
Den bør være en lækkerbisken for den rette mand/kvinde ved roret, men er blevet et lærestykke i bad management og uheldige politiske beslutninger: Hvordan kan man forvente, at Kunstakademiet, der i forvejen har måttet gennemføre den ene sparerunde efter den anden, skal klare lederskabet af endnu en fattig institution?
Tør vi satse på kunsten?
Hvorfor ikke bare lukke ’Kunsthal Charlottenborg’ og undgå alt det vrøvl, og hvorfor skal København nu have så mange kunsthaller, kan man spørge? Fordi kunst løfter niveauet og udblikket i en krisetid, hvor kreative og kritiske tanker skal have ekstra næring, hvis vi skal få nye visioner og komme videre. Det ved de i Stockholm og i Malmø. Stockholm har 9 kunsthaller, mens København nu har fået sin sjette (Faurschou). I Malmø udviser man en helt anden generøsitet over for kultur end i København: Malmø Kunsthal får 16 mio. DKK i støtte fra Malmø Kommune, og der er gratis adgang.
Nu lukker man oven i købet ned for gratis adgang til Statens Museum for Kunst, hvilket alle ved, vil få social slagside. København – og Danmark – gør klogt i at satse på kunsten. Vi har i forvejen en række topprofessionelle, internationalt orienterede gallerier og et forbløffende stort antal begavede, internationale samtidskunstnere, der byder på en række væsentlige kunstoplevelser. Hvis kunsthallerne styrkes med deraf følgende synergieffekt, vil kulturturismen øges betragteligt – og i takt hermed danskernes kunstneriske opdatering. Hertil kommer store kunstinstitutioner som Louisiana, Statens Museum for Kunst, Arken og Glyptoteket, der kan sætte samtidskunsten i historisk perspektiv.
