Hvad kaninmanden gerne ville have sagt

Hvad kaninmanden gerne ville have sagt

Patrick Steptoe: Sandskulptur ved Købenahvns Skuespilhus, august 2012. (Foto: Patrick Steptoe)

Hvorfor må en midlertidig sandskulptur ikke vrisse? Vænner vi os nogensinde til Operaen? Og hvordan kan venner have magt men ikke ansvar?

Vænner vi os nogensinde virkelig til Operaen, folkegaven fra Mærsk, som i al evighed koster kassen i drift og vedligehold og herved tager fra bevillinger til øvrige kulturtilbud; næppe.

Kunstner Jakob S. Boeskov har lavet værker om Mærsk og nyligt overleverede Superflex et nyskrevet operapartitur – klar til opførelse – allerhelst på Operaen, forståes. Partituret handler om magtforholdet mellem et enkelt menneske og det omgivende samfund med Operaen som omdrejningspunkt.

Henover sommeren husede havnekajen overfor Operaen en sandsskulpturfestival, som var mere end dét.

Folkelighed
Over 70.000 gæstede sandskultpurfestivalen og det lyder sørme også besnærende, når udstillingen præsenteres som:

“En verden i sand – fra vulkaner til rumskibe …  gennem en 200 meter lang labyrint og 20 skulpturer op til 10 meters højde bliver I taget med på en rejse, hvor I vil opleve verdensskabelsen, urtiden med dinosaurers, Romerriget, middelalderen med riddere, det gamle København, nutiden og fremtidens samfund med futuristiske skulpturer. Festivalen opføres ved Ofelia Beach i Københavns centrum omgivet af vand på hele tre sider. Amalienborg, det Kongelige Teaters Skuespilhus og Operaen ligger som tre smukke perler og danner en arkitektonisk ramme om de smukke skulpturer.”

En af deltagerne, Patrick Steptoe, har som den eneste forholdt sig til netop denne lokalitet. Hans joker, Kaninmanden, vender vrisk ryggen mod netop Operaen, for han bryder sig ikke om den. Den fylder for meget, omstændighederne for dens tilblivelse er lumske, det er højkultur som maser undergrunden.

Med disse associationer og relationer til lokaliteten adskiller Steptoes bidrag sig markant fra de andre sandskulpturer af eventyrlige skabninger med historiske referencer. Herved rummer hans værk tankegods, som et kunstværk. De øvrige værker er i højere grad kulturprodukter, der fascinerer ved umiddelbar underholdningsværdi, letaflæselige symboler og håndværksmæssig excellence.

Fordi Steptoes bidrag har ambitioner om at ville bare lidt mere, så burde festivalens gæster hjælpes lidt på vej, men det er ikke tilfældet.

Skulpturen uden tekst
Festivalen har sponsorer og samarbejdspartnere som Wonderful Copenhagen, NCC, Det Kongelige Teater, COPENhagen, Københavns Kommune, Ofelia Beach, Dagbladet Politiken, Pitzner, Confident Aps, Rolling Coffee og Stark. Men ikke Mærsk.

Alligevel fik kunstneren ikke lov at bringe den udstillingstekst, som skulle have ledsaget hans værk. Kaninmanden har som den eneste ingen forklarende tekst. Det kan undre, at festivalen er underlagt deres venners interesser; selvom Mærsk på ingen vis er associeret til festivalen så er Det Kongelige Teater og Ofelia Beach måske i taknemmelighedsgæld til den glade giver af Opera-bygningen. De finder det upassende, at huse et værk, der er en lille smule kritisk. Cencur er et hårdt ord. Men det er vel dét som er tilfældet?

Og til slut, kunstnerens digt, der heller ikke kom med:

Kaninmanden er undergrundens Joker
Han spiller ofte med overjorden Poker
Totempælen, han øverst pryder
Frugtsommelig jorden sig ny-pløjet fryder
dårskab og hovmod vender han ryggen
engang kom han op af et lokum på Bryggen

Line Rosenvinge (f. 1975) er mag.art. i kunsthistorie og siden 2005 forretningsudvikler i egen virksomhed, specialiseret i programudvikling og protreptiske udviklingssamtaler med institutioner og enkeltkunstnere. Mere www.tendertask.com

Del artiklen

'Hvad kaninmanden gerne ville have sagt'

Facebook