HuskMitNavn på Charlotte Fogh

Billedserie

Udstilling

Tåstrup

14 apr 2007

HuskMitNavn

HuskMitNavn på Charlotte Fogh

Sofapar, 2007 blandede materialer. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.

Street Art-kunstneren HuskMitNavn udstiller for øjeblikket hos Charlotte Fogh Contemporary med totalinstallationen Tåstrup. Installationen trækker på det råstof, han har i bagagen fra sin gennemsnitlige opvækst i forstadens parcelhuskvarter.

HuskMitNavn startede ud som graffitimaler uden respekt for gadens nøgne mure. I dag kan han opleves på gaden, men også indenfor institutionens rammer. At dette skulle være en begrænsning for kunstneren, tyder denne udstilling ikke på. Tåstrup giver HuskMitNavn mulighed for at fordybe sig i et emne, der giver et mere komprimeret billede af hans interesse for kunst, som konfronterer og kommunikerer med sin omverden. Siden årtusindskiftet har folk på deres færden rundt i det indre København kunnet nyde godt af de små visuelle sidestød til den danske selvtilfredshed og forfængelighed. HuskMitNavns street posters tygger på gennemtærskede danske floskler, som omformuleres og sammen med tegningerne bliver til politiske budskaber som: ”De sultne børn i Afrika tænker også på dig” eller ”Jeg kan ikke se sandheden i øjnene”

HuskMitNavns streg er let genkendelig og går igen i alle de projekter han kaster sig over, fra tegning til maleri og tryk. Kunstneren har oparbejdet en bred profil. Fra kampagneplakater for bevarelse af ungdomshuset til udsmykning af Ballroom Scenen på Roskilde Festivalen. For nylig har han illustreret etiketten til Wiibroe årgangsøl 2007, og hver uge står han for en tegning i Politikens iBYEN-tillæg, for blot at nævne nogle af de projekter, der viser spændvidden i hans kunstneriske produktion.

Brøndby fan, blandede materialer på pap. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.
Brøndby fan, blandede materialer på pap. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.
Udstillingsview. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.
Udstillingsview. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.

For to år siden begyndte HuskMitNavn at lave galleriudstillinger, bl.a. MuhameDansk på V1Gallery, der var en kommentar til den shawarmaædende danske befolknings håndtering af Muhammed-tegningerne. Nu får vi fornøjelsen af at opleve hans dybtfølte parodier over sin egen opvækst i Tåstrup – et erindringsbillede, der kredser om den gennemsnitlige dagligdag i en middelmådig danskers liv. Der er ikke noget markant opsigtsvækkende og anderledes over den historie der fortælles, snarere noget dybt komisk over det fælles menneskelige referencerum, som HuskMitNavn parodierer. Man kan ikke lade være med at smile.

Mand og kone vokset sammen på midten, på indkøb i Netto i matchende joggingsæt, deraf titlen Joggingsæt, med vognen bugnende af mere eller mindre overflødige varer. Mon ikke vi har set det billede før?

Eller hvad med installationen Sofapar der udgøret åndsforladt par med firkantede øjne, der trofast har taget plads i sofaen med en pose Matadormix. Parret er dybt optaget af apparatet, men kedsommeligheden og trivialiteten er uundgåelig.

Genkendeligheden går igen i portrætbillederne med stereotype menneskeeksistenser, der sagtens kunne være et tilfældigt udsnit af den danske befolkning. HuskMitNavn karikerer på bedste vis fænomener som vejfest, Brøndby-fan eller Inge Jensen og rammer os der, hvor det gør mest ondt, men også der, hvor det er sjovest.

Billedserie

Udstilling

Tåstrup

14 apr 2007

HuskMitNavn

Del artiklen

'HuskMitNavn på Charlotte Fogh'

Facebook