Mageløst. Så enkelt kan det siges. Jacob Tækkers udstilling Cave and Reality på Charlotte Fogh Contemporary i Århus er en af de udstillinger, man bare skal opleve med egne øjne. Tre mere eller mindre simple værker danner ramme for refleksioner over kunst, kunstnerisk professionalisme og iscenesættelse.
Omkring mig er alting mørkt. Bælg ragende mørkt. Jeg hører lyde. Rungende, dunkende, altomfavnende lyde. Som et fortidens hulemenneske famler jeg mig frem i mørket – mod lyden og fornemmelsen af lys.
Jeg bøjer mig forover for at fornemme, om der findes en stol at sætte sig på. Sætter mig på gulvet. Et behåret gulv. Identificerer mig for en stund med hulemanden på skærmen foran mig. Drages af hans univers.
Beskueren i Tækkers hule
Jeg befinder mig inde i det, der mest af alt minder om en totalinstallation: Et hulelignende rum for enden af udstillingslokalet. Herinde udspiller det egentlige værk sig: Jacob Tækkers Cave and Reality (2010), der tydeligvis bygger på Platons Hulelignelse.
På 11.20 minutter visualiserer Jacob Tækker på en ukrukket, men dog selviscenesættende vis, hvordan hulemanden – der spilles af Jacob Tækker selv – har et kedeligt og ensomt liv. En dag finder han imidlertid nogle euforiserende svampe, som han spiser, og kunstens verden åbenbarer sig for ham. Den psykedeliske oplevelse gør, at han begynder at male.
Når videoværker fungerer
Det er fantastisk at opleve et videoværk, der er af så høj teknisk kvalitet. Såvel selve billedsiden som den lydmæssige side af Cave and Reality emmer af professionalisme og af en kunstner, der kan sit håndværk.
Det auditive niveau spiller således en betydelig rolle for forståelsen af det visuelle niveau. Den delikate sammenhæng mellem lyd og billede opstår for eksempel i forbindelse med hulemandens svampespisning: Her zoomes ind i halvnær på dennes ansigt, der bliver mere og mere sløret samtidig med, at lydniveauet intensiveres og til sidst syrer ud i en trancelignende lydtilstand.
Med filmiske klip og et intensiverende lydbillede opstår dermed en form for dialog mellem beskueren og hulemanden. Virkeligheden uden for hulen synes fjern. Hulemanden nær.
Mandens verden dominerer
Det er ikke kun inde i hulen, at (hule)mandens verden er i centrum. Udstillingens to andre værker Keep running up that hill (2009) og I AM Y (2010) tager ligeledes fat i et maskulint univers. Og selv for undertegnede, en kvinde, er dette univers interessant og dragende. Og øjenåbnende. I hvert fald oplevede jeg pludselig en indsigt i computerspillets kunstneriske muligheder.
Dette i form af værket Keep running up that hill, der på enkel vis forener den ældgamle tegneteknik med højteknologisk computerteknik. Et interessant materialevalg til et værk, der illustrerer Sissifosmyten; et utal af computeranimerede mænd (alle sammen Jacob Tækker) kravler op af et blyantstegnet bjerg, og lige da den første næsten når toppen, falder han bagover og trækker de andre mænd med ned. Og sådan gentager historien sig.
Jeg er, hvorfor?
I værket I AM Y har Jacob Tækker igen brugt sig selv som statist, idet han danner hvert enkelt bogstav i titlen. Værket spiller på en lydlig flertydighed: "I" henviser både til "eye" og "I", ligesom "Y" både henviser til "Why" og det mandlige y-kromosom. Således bliver værket selviscenesættende, idet Jacob Tækker selv former ordene "Jeg er y," altså en mand. Samtidig kan selv samme sætning læses som "Jeg er, hvorfor?", hvormed værkets mere filosofiske karakter træder frem.
Dermed bliver man, som beskuer, inddraget i værket, idet man nødvendigvis kommer til at tænke over sin egen eksistens. Timelange refleksioner opstår, og man kan blive ved med at lege med forståelser af værket.
Ved første øjekast syner selve udstillingen ikke af meget, idet den blot indeholder tre enkelte, umiddelbart lettilgængelige værker. Imidlertid har såvel Keep running up that hill, I AM Y og Cave and Reality en art filosofisk dybde, der gør dem yderst interessante både i form og indhold. Med værker af høj kvalitet og intensitet er udstillingen Cave and Reality derfor et must see – så skyld dig af sted og få en fantastisk oplevelse i (hule)mandens univers.
