Homo-pop på heden!

Vis billedserie

Udstilling

The Hole

13 sep 2008 12 okt 2008

Flemming Rolighed

I forbindelse med ferniseringen lavede kunstneren en handske-happening i Ikast. Se mere herom her

Homo-pop på heden!

Dagligdagens varer er kommet ud af skabet på Roligheds udstilling i Ikast. Foto: Kristian Handberg.

Flemming Rolighed får beskueren til at spærre øjnene op med en farverig og pågående udstilling i Ikast. Men kan han holde fast i tøjlerne hele udstillingen igennem og blive siddende i rodeotyrens sadel?

Sparker døren ind i Ikast
En kulørt skilteskov af kendte varemærker i homoficeret udgave, stand-up tv og en udstoppet, tvekønnet tyr. Selv ude på toilettet støder man på udstillingens væg-til-væg homo-pop! Rolighed giver den gas med pop-pedalen og sætter klicheerne om homoseksualitet overfor reklameverdenens tilsvarende stereotype retorik. Det er meget iøjnefaldende, ofte rigtig morsomt og udført i en fint gennemført finish.

Der er skruet op for pop'en i Kunstpakhuset. Foto: Kristian Handberg.
Der er skruet op for pop’en i Kunstpakhuset. Foto: Kristian Handberg.

Pop en masse
Vi møder således overbevisende udførte varer og emballager, hvor de kendte brands som Cocio kakaomælk og Omo vaskepulver er blevet til Cock og Homo (snavs er godt!). En klar reference til Andy Warhols pop-klassiker Brillo-boksen. Et vartegn er også den store udstoppede tyr med påmonteret yver. Sådan et objekts blotte tilstedeværelse er overrumplende og bryder med pop-varernes kunstige overflader.

Tyren er blevet tvekønnet i installationen XQ28 (Jeg en gård mig bygge vil). Foto: Kristian Handberg.
Tyren er blevet tvekønnet i installationen XQ28 (Jeg en gård mig bygge vil). Foto: Kristian Handberg.
Roligheds alternative emballager. Foto: Kristian Handberg.
Roligheds alternative emballager. Foto: Kristian Handberg.

Handsken er kastet!
Efter det pop-dominerede første rum, møder man i nummer to et handskedækket gulv og en række malerier på væggene. Handskerne er alle ’singler’ uden mager, undtagen to ridderhandsker i en manege i midten. Disse handsker er noget af et ‘brand’ for kunstneren, der gennem mange år har indsamlet dem og anvender dem i mange sammenhænge. For eksempel også til en performance ved udstillingens åbning. Et spændende og originalt råmateriale, der også gør sig godt i rummet.

De mageløse handsker og maleri i udstillingens andet rum. Foto: Kristian Handberg.
De mageløse handsker og maleri i udstillingens andet rum. Foto: Kristian Handberg.

Hvorfor disse malerier?
 Det er sværere at se meningen med malerierne på de omgivende vægge. Mønstrene og lagene i disse skal vist nok symbolisere forskellige lag, overflader og identiteter i det enkelte menneske.

Roligheds malerier virker lidt ude af trit med resten af udstillingen. Foto: Kristian Handberg.
Roligheds malerier virker lidt ude af trit med resten af udstillingen. Foto: Kristian Handberg.
Det er noget fortænkt, og sammenholdt med udstillingens øvrige udtryksformer skulle kunstneren nok have valgt at undlade dem denne gang. Man ved simpelthen ikke, hvordan man skal se dem.

På for mange heste
Udstillingen kunne generelt have haft godt af lidt mere tematisk og kuratorisk styring. Der er for mange ideer og for lidt ‘Kill your darlings’. Bag den iøjenfaldende overflade bliver man lidt usikker på meningen med homo-pop’en.

Hvis det blot drejer sig om at eksponere homoseksuel identitet, er det nok lidt at sparke åbne døre ind i år 2008 – også i Ikast. For at det skal være en helt vellykket udfordring af normalitet og pop som kunst, kræver det lidt mere stringens og retning. Der er dog gode ideer og farverig power nok til at gøre udstillingen et besøg værd.

Kunstneren kastede også handsken for undrende forbipasserende i Århus ved denne happening foran ARoS d. 23. september. Foto: Kristian Handberg.
Kunstneren kastede også handsken for undrende forbipasserende i Århus ved denne happening foran ARoS d. 23. september. Foto: Kristian Handberg.

Flemming Rolighed (f. 1974) er færdiguddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2008.

Vis billedserie

Udstilling

The Hole

13 sep 2008 12 okt 2008

Flemming Rolighed

I forbindelse med ferniseringen lavede kunstneren en handske-happening i Ikast. Se mere herom her

Kommentarer

Del artiklen

'Homo-pop på heden!'

Facebook