Hold nu fingrene væk!

Udbollet som få. For et par uger siden åbnede publikumsmagneten: den årlige Forårsudstilling på Kunsthal Charlottenborg. Pressen og publikum var talstærkt fremmødte for en gangs skyld. Hvorfor?

Fordi der var nogle nøgne kunstnere, der bollede med en gammel bygning. Jamen, så er det vel god kunst og et legitimt kulturtilbud, når nu så mange dukkede op?

Den lader vi stå…

Ambitionernes gravplads
Den nuværende kunstneriske leder, Mark Sladen, var så godtroende, at han tog imod lederstillingen med tilhørende bestyrelse, mistroisk offentlig bevågenhed og kulturministeriel overvågning. Ro på bagsmækken og ambitiøs støtte har der ikke været tale om. Snarere mistro og almisser som udgangspunkt.

Nu ser vi så billederne af Charlottenborg igen i aviserne. Og igen – som så mange gange før – er det ledelsen, publikumstallene og et nyt forsøg på at revitalisere kunsthallen, der bliver gransket. Uhyre kritisk. For den er gal igen. Endnu en udenlandsk og ambitiøs kunsthalsleder har ikke forløst de kulturministerielle ambitioner. Og jo, 23.000 besøgende i 2012 er exceptionelt lavt.

En fusion med Det Kongelige Danske Kunstakademi er nu en realitet.

Det unge og lokale
Hvis man skal følge ræsonnementerne fra Kulturministeren så er modellen ‘de unge’ og ‘talenterne’, samtidig med at kunsthallen bør vende tilbage som et lokalt kunstnerhus:

“Symbolsk formuleret kan man sige, at vi giver Charlottenborg tilbage til kunstnerne,” siger kulturminister Uffe Elbæk således til Politiken og argumenterer fusionen med Det Kongelige Danske Kunstakademi sådan her:

“Kunsthal Charlottenborg skal være interessant for størstedelen af befolkningen, men det skal også være et sted, der giver unge talenter mulighed for at træde frem, og som i måske lidt højere grad end nu afspejler den lokale scene.”

Kunstnerdreven uafhængighed
I de sidste år har der været en fantastisk energi på den københavnske kunstscene, der i høj grad har været fodret af de små uafhængige kunstnerdrevne udstillingssteder: MODTAR Projects i Teglgårdsstræde, IMO-projects på Carlsberg, skulpturi.dk i Store Kongensgade og TTC Gallery, Koh-I-Noor og Toves Galleri på Vesterbro er bare nogle af de mange steder, der ufortrødent udfordrer og kvalificerer det kunstneriske udbud i København på et grænsesøgende, udforskende og lokalt baseret plan.

Disse steder kan agere progressivt, kuratere utraditionelt, række ud lokalt og eksperimentere med udstillingsformatet, netop på grund af deres uafhængighed. Den uafhængighed har ikke været – og kan næppe komme – på tale med Kunsthal Charlottenborg.

Men hvis man fra Kulturministeriets side tror at flere korpulerende forårs-, afgangs- og talentudstillinger er med til at øge kvaliteten på den københavnske og danske kunstscene – bare fordi publikum møder op, så tager man så grueligt fejl!

Talentsyge
En kunsthal skal være modig, udfordrende, internationalt orienteret og en del af den aktuelle kunstneriske dagsorden, ikke en bare en lokal udstillingsplatform for ‘talenterne’. De platforme er der mildt sagt rigelige af.

Så kan man spørge sig selv om den nuværende kunstneriske leder, Mark Sladen har været modig, international og aktuel? Det har han i undertegnedes øjne. Og det aktuelle buzz-word på kunstscenen, ‘kunstnerisk forskning’ var allerede en markant del af udstillingsprogrammet på Charlottenborg (med såkaldte Research Programmes med internationale kunstnere på besøg i forskningsophold), før nogen andre havdetænkt så langt.

Et simpelt valg
Så før man korpulerer endnu en Kunsthals-leder offentligt og kræver kioskbaskere, skal man overveje, om man vil have en publikumsmagnet med tilhørende bollebevægelser eller en kunsthal, der tør og kan agere kvalitativt?

Lige nu ser det ud som om, man er på vej til at gøre det første, hvis ikke man fra Kulturministeriets side giver Mark Sladen og den ligeså ambitiøse rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, Mikkel Bogh, den nødvendige støtte og arbejdsro.