Hønen og ægget

Kunstneren Pia Kjærsgaard har lavet et værk uden titel. Det forestiller tre høns, hvoraf den midterste lægger et æg. Det er på mange måder et centralt værk, der gør os i stand til at forstå vores samtid, vores kunst og ikke mindst måden, vi taler om den på.

Vi begynder med den formelle beskrivelse, det er altid et godt sted at begynde, så er man på sikker grund:

Vi ser tre høns placeret på en pind, der skærer billedet noget under det gyldne snit. Hønsene er kridhvide,  ligesom det æg, der falder fra den midterste. De er meget runde i det, og mimer delvist æggets form, hvilket (sammen med den symmetriske opbygning) giver billedet harmoni. Hønsene er ikke detaljeret malet; fokus er på den overordnede komposition. Den gråbrune baggrund er helt abstrakt, omend man fornemmer ansatser til en rumlighed.

Eksistens og identifikation
I traditionen fra Munch og symbolisterne lægger Kjærsgaard sig altså i spændingsfeltet mellem det konkrete og det abstrakte. Og netop en symbolistisk tolkning må være på sin plads, den kan de fleste forstå. Kigger man på de tre figurer, er det slående, hvordan den midterste stirrer ud mod beskueren, som tvinges til at identificere sig med den.

Den midterste høne er fokuseret og stålsat, den ved hvad den vil, og netop dén er i stand til at lægge et æg. De to andre er mere distræte og fraværende. De skuer andre steder hen og er radikalt ufrugtbare. Men i den midterste hønes frugtbarhed lurer også tragedien: Ægget vil formentlig knuses idet det rammer jorden. Et rystende, dialektisk billede på eksistensens lunefulde greb i det enkelte menneske på kanten af det 21. århundrede.

Samtidskritik og sammenhængskraft
Men billedet rummer meget mere. Set i mere samfundsmæssig belysning er der en præcis kommentar til måden, vi behandler vores dyr på i den fremmedgørende kødindustri. Dette er ikke burhøns, klemt sammen i en kasse på meget lidt plads. Dette er stolte hønsehushøns, der sidder på pinde og kagler lystigt.

De er ikke klemt voldeligt sammen, men hører sammen i et kulturelt skæbnefællesskab, hvor sammenhængskraften understreges af den gennemgående hvide farve. Selv om de kigger hver sin vej og selv om de er lidt røde i kammen, er der ingen tvivl om, at disse høns hører sammen i et fællesskab på en pind, hvor der ikke er plads til flere.

Politiske æggestokke
Man skal huske på, at kunst er skabt af mennesker, så man må altid lave en biografisk tolkning. Nøglen til ethvert værk ligger i kunstnerens liv og smerte.

Beskueren behøver ikke kigge længe på billedet før hun kan se, at dette billede, som jo er malet i perioden omkring Kjærsgaards afgang som formand for Dansk Folkeparti, handler om selveste partitoppen.

Hønen i midten er Kjærsgaard selv, og de to andre er Tulle og Skaarup. Her sniger der sig en overraskende og voldsom kritik af hendes nærmeste kolleger ind: De kan ikke lægge æg som hun kan. De er ikke fokuserede som hun er. En diskret og alligevel lammende kritik af hendes efterfølgere.

Der er naturligvis også et queer-perspektiv i dette. Netop ved at skildre dem som høns, altså som hunkøn, udfordrer hun ‘Tulle’s og ‘Skaarup’s slipsemaskulinitet og vores andres forudfattede meninger. Hun stiller spørgsmålstegn ved, hvad en folketingsmand er, og tvinger os til at reflektere over køn, magt og æglægning. Er en folketingsmand blot en folketingskvinde uden æggeledere?

Når morgenmad gør ondt
Svaret ligger naturligvis hos beskueren, der skaber værket i en dialog med kunstneren. Jeg har faktisk haft lidt dialog med kunstneren, selv om hun næppe kan huske det; en dialog, der næppe tilfældigt fandt sit klimaks ved et morgenbord, hvor jeg spiste ÆG med Kjærsgaard. Jo, det er ganske vist.

Jeg var til et årligt møde på et konferencehotel i Nordsjælland, hvor Kunstfonden og Kunstrådet mødtes. Blandt de deltagende politikere var Pia Kjærsgard. Da jeg er imod stigmatisering af fremmede, som man kun kender gennem medierne, havde jeg besluttet at ville hilse pænt på Pia Kjærsgaard. Og det gjorde jeg. Hun hilste venligt og professionelt tilbage. Ikke noget dér.

Men ved morgenmaden på hotellet næste dag ville skæbnen at hun satte sig ved siden af mig. Vi talte ikke sammen. Jeg læste i Berlingeren. Da jeg gik op for at tage et blødkogt æg mere, så hun sit snit til at tage den avis, jeg var i gang med at læse.

Nu skal det siges, at det var hotellets avis, og at Kjærsgaard formentlig troede, at jeg havde rejst mig endeligt fra bordet. Ikke desto mindre var der ingen gestus fra hende, da jeg vendte tilbage med mit æg. Måske var hun så opslugt af Tidende, at hun slet ikke bemærkede min tilbagekomst. Men det føltes alligevel brutalt. Ja, jeg blev såret. Og også mit æg, som skulle nydes, blev ødelagt lige dér.

Utallige æglæsninger
Netop evnen til at plante følelser i beskueren, behersker Kjærsgaard til fulde. Hun har skabt en slags triptykon, bare på ét lærred, der taler ind i sin tid på alle tænkelige niveauer. Det er et billede, der emmer af ægte udtryksfuldhed og af udtrykte æg.

For Pia Kjærsgaard er kunst netop dette, en æglægning i beskuerens sind. Det åbner sig for utallige læsninger, der alle ligger i tråd med den herskende kunstdiskurs. Men frem for alt er det stærkt og provokerende.

Man kan elske eller hade hendes maleri, men det lader ingen uberørt.