I århundrederne fra 1450 til 1750 gik den vilde heksejagt igennem Europa og står tilbage som et skummelt og ofte aflåst kammer i den fælles historie. Det er svært at forstå dette heksebryg (undskyld udtrykket) af hysteri, mistænkeliggørelse og magtudøvelse, som ledte til den fanatiske forfølgelse af den påståede trolddom personificeret af tusindvis af (mestendels) kvinder.

Den stort anlagte gruppeudstilling Heksejagt tager udgangspunkt i den nordiske heksejagt og dens ofte ukendte spor. Hekseprocesserne i Skandinavien var blandt de mest heftige i hele Europa og ramte med særlig slagside de samiske folk i de nordlige områder af den skandinaviske halvø. Dette er i sig selv en vigtig historie og i glimt kan man få en del indsigter i fortidens heksetro og -jagt ud af herværende udstilling, som også er skabt i samarbejde med HEX! – Museum of Witch Hunt i Ribe.

Heksejagt er dog også opsat på at vække genklang i nutiden – som en udstilling om dæmonisering, frygt og udskamning i en tid omsluttet af fake news, skingert diskussionklima og selvfølgelig en global pandemi.

Som bygning fra 1754 er Charlottenborg-komplekset fra efter heksejagtens epoke, om end vi er blevet bekendt med, at oplysningstiden også havde andre sider i kolonialismen og udnyttelsens skygge. Kunsthallens hvide sale danner en rummelig – omend lidt steril – ramme for de 19 kunstneres værker, som stedvist suppleres med billedmateriale fra hekseforfølgelsernes historiske hovedepoke.

Med det samme introduceres vi for den nærmest kollektive heksestempling af det samiske folkefærd i en række illustrerede landkort af Keviselie (Hans Ragnar Mathisen), der viser de bortskrevne samiske stednavne i Nordskandinavien og symbolerne på den kulturarv, der længe efter de åbenlyse forfølgelser er set skævt til.

Tæt ved ser vi en mindre skulptur af Louis Bourgeois, som skal referere til denne verdenskunstners medvirken i at skabe et mindesmærke for de 91 brændte hekse i den nordnorske by Vardø. Steilneset Memorial (indviet i 2011) lavet sammen med arkitekten Peter Zumthor er dog en helt anderledes stor struktur, som oplagt kunne have været gengivet mere i udstillingen.

Igennem udstillingen og allerede i det første rum er der alle formater af værker, fra små plancher til store installatoriske miljøer. Så oplevelsen er frigjort fra mediespecifikke hensyn, men også lidt kaotisk, som det kan opleves ved censurerede udstillinger – uden at værkernes professionelle kvalitet lader noget tilbage. Jeg kunne bare godt have ønsket mig en form for forløb eller en tematisk inddeling til at skabe en fortælling og sætte værkerne mere i spil med hinanden.

Heksefest i nutidige klæder

Et værk, der med det samme tiltrækker sig opmærksomhed er Rasmus Myrups store ensemble af hekse og andre sagnfolk (den lange rolleliste er næsten det bedste) klædt på til en yderst nutidig fest i den store installation Salon des Refusés. De menneskestore figurer og den absurde realisme ligner lidt Edward Kienholz’ store koncept-tableauer fra 1970’erne.

Modsat disses lettere aflæselige samfundskritik (som for eksempel hans Portable War Memorial fra 1968) ved jeg ikke helt hvad meningen er med Myrups installation. Men den direkte relation til heksetemaet er klar, når man finder figurer som Maren Spliid, troldkvinden Gefion og alle de andre i fri dressur og det festlige islæt er bestemt velkomment i en ellers traumetung og budskabsmættet udstilling.

Et andet indslag, der skiller sig ud, er Aviva Silvermans Queen City Special, der består af et kørende modeltog kreativt sat op, så det kører imellem to af udstillingens rum. Med figurer af fremtrædende feminister og queer-rettighedsforkæmpere er er værket en farverig hyldestparade.

Her er vi dog et stykke fra udstillingens tematiske afsæt i de historiske heksejagter, og jeg synes, at disse mere bredt samfundskommenterende værker er af mindre relevans, når man nu har gjort så stort et arbejde med temaet. Dette kommer også til udtryk i den bog, som er udgivet i forbindelse med udstillingen med en righoldig buket af forsker- og kunstnertekster om de nordiske hekseprocesser.

Mystikkens materialer

En række af udstillingens værker arbejder mere abstrakt og med fokus på selve materialerne som udtryk for det anderledes og forheksede. Dette gælder for New Nowetas Ohägn, der dels bruger et særligt udvalg af materialer og dels relaterer sig til stengærder i Småland, som indkredser den dyrkede jord fra den forheksede natur.

Sandra Mujingas store plastikbehandlede stofhud blafrer effektfuldt som et mystisk væsen og gør sig godt i det store rum. La Vaughn Belles undersøgelse af materielle levn og mystiske processer af den forfulgte overtro fra St. Croix i Virgin Island i videoform bringer os i kontakt med et element af ritual og mystik, som ellers ikke er så meget til stede i udstillingen.

Havde udstillingsdesignet bare fulgt med

Hvor der således i samtidskunsten er en udbredt interesse for mysticisme og kunsten som et form for ritual, forsøger udstillingen som helhed ikke så meget at forhekse sit publikum og på den vis at nyfortolke de forkætrede hekserier.

Mest relevant havde det måske været at gøre lidt ved den meget hvide og neutrale opsætning i Kunsthallens velkendte rum. Her kunne et mere et mere inspirerende og effektfuldt udstillingsdesign have gjort det righoldige værkudvalg en stor tjeneste. Med såvel en rumlig som en tematisk struktur kunne man blive ledt igennem såvel Heksejagts omfattende værker og tematiske horisont på en meningsmæssigt skærpet og sansemæssigt fængende vis, hvilket Heksejagten klart berettiger.