Hist hvor vejen slår en bugt

Hist hvor vejen slår en bugt

Hygum Kunstmuseum i landskabet uden for Lemvig. Foto: Lasse Juhl Nielsen

Vis billedserie

Hygum Kunstmuseum
Se kort og tider

Udenfor sæsonen kan museet ses efter aftale.
Entre: 40 kr.
Børn under 12 gratis
Rundvisning efter aftale

Kunsten.nu har været på sommerudflugt til Vestjylland og har taget en snak med billedkunstner Lisbeth Hermansen, der er direktør for Hygum Kunstmuseum. Et museum med en forunderlig historie og en jubilæumsudstilling, der markerer ti år i udkanten og ti år i modvind.

Blandt gule bølgende kornmarker under en høj blå himmel, med udsigt ned over Hygum kirke og med vandet i Nissum Bredning i baggrunden ligger Hygum Kunstmuseum. Museet, der må være et af landets mindste, gemmer på en uventet skat, og en helt særlig historie. Vi har mødt billedkunstner, bygherre og direktør for det hele Lisbeth Hermansen til en snak om at bygge et museum op fra bunden i den yderste udkant – uden penge.

Et personligt projekt uden hastværk
En lang række prominente kunstnere har fundet vej til det lille hus i det bakkede landskab i Vestjylland uden for Lemvig. Samlingen rummer navne som Kathrine Ærtebjerg, Knud Odde, Lene Adler Petersen, Poul Anker Bech, Rose Eken, Ursula Reuter Christiansen og mange flere. Og inden længe slutter Simone Aaberg Kærn og Peter Land sig til.

Lisbeth Hermansen, direktøren for det hele. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Lisbeth Hermansen, direktøren for det hele. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Bag museet står billedkunstner Lisbeth Hermansen, der egenhændigt (bogstaveligt talt) har bygget det gamle missionshus om til kunstmuseum. Hun er en ukuelig iværksætter med hang til at sætte ‘umulige’ projekter i søen. Hun har købt en halv by og er i øjeblikket ved at opbygge sin Country Town – hvor hun selv er sheriffen – et sted blandt markerne uden for Lemvig – men det er en helt anden historie. 

Her skal det handle om det ‘umulige’ projekt Hygum Kunstmuseum, som Hermansen har drevet i ti år uden nævneværdig økonomisk støtte. Den specielle måde at opbygge museet på, har medvirket til, at samlingen i dag er så prominent, som den er. Når Hermansen inviterer nogle kunstnere, så besøger hun dem, og de kommer på besøg på museet. For nogle varer det derefter flere år, inden de kommer med et værk – det haster ikke.

“Nogle bliver pludselig meget berømte og får travlt i en periode. Og frem for at få noget hastværk, fordi de har travlt, så beder jeg dem vente, til de har overskud til det. Derfor vil du kunne se nogle meget gennemarbejdede værker, der udtrykker netop det, som kunstnerne lige præcis ønsker at have med her.”

Hermansens personlige engagement betyder et personligt forhold til de kunstnere, der har doneret værker til museet. Hvert værk gemmer på en pudsig, trist eller mærkelig historie, et varmt forhold eller et årelangt venskab med op og nedture.

Henrik Mennes blæseruro. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Henrik Mennes blæseruro. Foto: Lasse Juhl Nielsen

Karen Havskov: Hygum google earth. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Karen Havskov: Hygum google earth. Foto: Lasse Juhl Nielsen

Indtil videre er der godt 100 kunstnere repræsenteret, der har  doneret deres værker til den forening, der står som ejer af museet. “Jeg er nødt til at gøre det på den måde, men de får lidt for det. Det er faktisk kunstnerne der får mest. De penge jeg har fået ind er gået til kunstnerne. Jeg hader når kunstnere skal arbejde gratis,” pointerer hun.

Direktøren, håndværkeren og kunstneren
Adspurgt, hvad det kræver at være museumsdirektør, må Hermansen i spøgefuld alvor svare, at det først og fremmest kræver gode håndværksmæssige evner.

“Jeg har været ude og finde nogle gamle mursten og gjort dem rene, ude i skoven og hente noget sand og blandet cement i en trillebør. Det er sådan, jeg har bygget det her op. Det har været hårdt, og jeg har været helt ude i tovene flere gange. Men det giver også en frihed. Fordi penge binder. Og herude kan man i øvrigt heller ikke låne penge, hvis det var det man ville. Men jeg har været nødt til at være ude i alle afkroge.” 

Udstillingsview. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Udstillingsview. Foto: Lasse Juhl Nielsen

Hos Hermansen er der ikke altid langt fra tanke til handling, og hvis hun tror på projektet fuldfører hun det, om det så skal koste hende livet. Men hvad får hende til at kaste sig ud i – og gennemføre – et projekt, der i sandhed har kostet blod, sved, tårer, vabler, søvnløse nætter og økonomiske problemer?

“Jeg er drevet af fortællingen. Af visionen. Jeg vil virkelig gerne forandre verden, og jeg vil gerne fortælle noget. Og jeg tror på kunstnere,” siger hun og fortsætter. “Jeg har så meget på hjerte, at jeg faktisk føler, at det er livsnødvendigt at videregive de her fortællinger for at afsøge verden. Vi står et sted, hvor vore værdier er faldne, og meget har spillet fallit. Vi skal finde nogle nye måder at leve og finde vej på. Og i stedet for at plante en sandhed, så synes jeg, kunstnere er gode til at stille spørgsmål og finde nogle pejlemærker.”

Klaus Weiss har med sin vindtegnemaskine ladet vestenvinden bidrage til museets samling. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Klaus Weiss har med sin vindtegnemaskine ladet vestenvinden bidrage til museets samling. Foto: Lasse Juhl Nielsen

Martin R. Olsens figur forestiller Lisbeth Hermansen, der i museets gulv ringer på en klokke, når man træder på en fodpedal. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Martin R. Olsens figur forestiller Lisbeth Hermansen, der i museets gulv ringer på en klokke, når man træder på en fodpedal. Foto: Lasse Juhl Nielsen

Hygum Kunstmuseum er – for Lisbeth Hermansen – et værk i sig selv. Det er et eksperiment med selve museumskonceptet – hvad er et kunstmuseum, og hvad skal det kunne. “Jeg syntes vi var havnet et sted med store monumentale tankegange og planer. Alle museer skulle helst have ambitioner om udvidelser og større og større bygninger, selvom det måske blev lidt tomt indeni. Det skulle være større og ligge i centrum. Jeg ville eksperimentere med at gøre det mindre og gøre det til en del af landskabet. Som det jo faktisk er.”

Imod alle odds
Lisbeth Hermansen var godt klar over, da hun købte huset for næsten ingen penge, at det ville blive svært, og at det ville blive et arbejde stik imod tidens ånd, hvor alting skulle udvides og centraliseres. “Det er en naturlov, at jo længere du kommer ud på landet, jo mere er de fokuseret på et centrum. Og jo mere skal de fandme ikke ligge under for Louisiana eller ARoS, det skal helst være større. Jo større det er, jo bedre er det, og jo flere kraner, jo flere 100 millioner det handler om, jo bedre er det. Men når jeg kommer og beder om 70.000 er det et spørgsmål, om vi skal have et hospital eller Hygum kunstmuseum.”

En plads i lokalsamfundet, en lufthammer og en madpakke
Hermansen har et ganske fint forhold til omgivelserne nu, men hun har måttet kæmpe for det. “Man bygger jo sådan et sted her op i dialog med omgivelserne: Så kommer der lige en landmand op og spørger, hvad det er for noget med et kunstmuseum, med alle de kunstnere, der får al den støtte der. Så forklarer jeg ham, at det her sted er det eneste i hans synsfelt, der ikke får støtte. Jeg spørger ham hvad naboens køer, kirken og markerne får i støtte – om han kan nævne mig ét eneste sted, der ikke får støtte. Jeg mødte alle fordommene – også mine egne.

Udsigten fra indgangen til museet. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Udsigten fra indgangen til museet. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Men når man opbygger på den måde, kommer man i den der gavnlige dialog med folk.” I dialogen fandt Lisbeth Hermansen også ud af, hvem de virkelige støtter var, hvem der træder til og hjælper, når der er behov for det. Det var blandt andet flere lokale fiskere og folkene på Harboøre Genbrugsplads, der har ydet en uvurderlig hjælp – og smurt madpakke til hende. De kunne fortælle hende, hvordan man blander cement, og hvor man får fat i en lufthammer.

Støtte eller ej
Projektet har fået 20.000 af Lemvig Kommune i tre år i løbet af de 14 år, Hermansen har arbejdet med det. Men hun indrømmer, at de tilbød hende penge, da hun var ved at bygge det op, som hun sagde ‘pænt’ nej tak til. Efter at have søgt og ingenting fået i tre år, hvorfor alt var fuldstændig kaos, blev hun tilbudt 25.000 af kommunen. “De inviterede mig ned på kommunen og alle sammen sad og smilede, fordi de havde besluttet sig for at støtte mig…med 25.000 – til at lave et kunstmuseum for. Jeg blev simpelthen så tosset. Så jeg sagde nej tak og gik,” beretter hun med en vis stolthed.

Knallert uden for museet betyder besøg fra en af de lokale. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Knallert uden for museet betyder besøg fra en af de lokale. Foto: Lasse Juhl Nielsen

Lisbeth Hermansen har selv muret vinduerne til i det gamle missionshus. Foto: Lasse Juhl Nielsen
Lisbeth Hermansen har selv muret vinduerne til i det gamle missionshus. Foto: Lasse Juhl Nielsen

“Jeg bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt kunst og støtte kan hænge sammen, men samtidig er der jo ingen kunstnere, der kan overleve medmindre, de får støtten. Men det er problematisk. Hvem skal bestemme, om her skal være et kunstmuseum? Er det et politisk parti, en kommune, en region eller en kunstner? Museet her er opbygget nedefra, der er over 100 kunstnere med, og en masse kunstinstitutioner i Danmark har bakket op. Det er bare ikke nok til at overbevise et lokalt kulturudvalg, der ikke synes, de skal spørge nogen til råds. Så er det bare ligegyldigt. Det der med at starte nedefra, det kan man godt glemme.”

…men alt kan lade sig gøre
Nu har det så ligget der i ti år, museet i det lille missionshus med den helt fantastiske udsigt over det bakkede landskab få kilometer fra det brusende Vesterhav. Lisbeth Hermansen markerer ti-året med en jubilæumsudstilling, hvor alle kunstnere, der har doneret værker til museet er repræsenteret. Hermansen trækker med udstillingen en streg i sandet, trækker vejret dybt, og ser frem mod de næste ti år med skiftende udstillinger og dermed en gradvis udvidelse af samlingen. Men fremtiden er ikke lagt i faste rammer. “Det er autonomt, og det er fuldstændig kunstnerstyret. Alt kan lade sig gøre,” slutter Lisbeth Hermansen.

Kunstnere
Agnete Werner, Al Masson, Anette Harboe Flensburg, Anita Jørgensen, Anne Mette Ruge, Anne Tophøj, Bente Møller, Bianca Maria Barmen, Bjørn Poulsen, Cai Ulrik Von Platen, Carlo Cesta, Christian Skell, Claus Egemose, Erland Knudsen Madsen, Eva Örhling, Finn Thybo Andersen, Floorless, Grethe Hermansen, Hans Morten, Hans Pauli Olsen, Helle Frøsing, Henning Christiansen, Henrik Menne, Hjørdis Hack, Inge Ellegaard, Jaenette Schou, Jeroen Kooijmans, Jesper Rasmussen, Jobim Jochimsen, Jonna Sejg, Jytte Rex, Karen Gabel Madsen, Kathrine Ærtebjerg, Kirsten Bak Andersen, Kirsten Dufour, Kit Lauersen, Klavs Weiss, Knud Odde, Laila Westergaard, Lene Adler Petersen, Lillian Pollack, Lisa Neighbour, Lisbeth Hermansen, Lone, Høyer Hansen, Marianne Hesselbjerg, Marianne Jørgensen, Marianne Therese Grønnow, Martin Fasting, Martin R. Olsen, Mette Gitz Johansen, Mikael Thejll, Morten Skriver, Nanna Gro Henningsen, Nils Erik Gjerdevik, Ole Broager, Ole Sporring, Per Kramer, Peter Holmgren, Peter Land, Peter Nansen Scherfig, Poul Agger, Poul Anker Bech, Rene Holm, Rose Eken, Søren Ankerfelt, Signe Vad, Simone AAberg Kærn, Siri Kollandsrud, Stine Barr Prebensen, Svend Danielsen, Thomas Wolsing, Toni Larsen, Ursula Reuter Christiansen.

Vis billedserie

Hygum Kunstmuseum
Se kort og tider

Udenfor sæsonen kan museet ses efter aftale.
Entre: 40 kr.
Børn under 12 gratis
Rundvisning efter aftale

Kommentarer