Præsidentvalget står for døren, så lad os kigge på, hvordan kunstnerne går til de to præsidentkandidater, Donald Trump og Hillary Clinton. Det er et ganske særligt hjørne af den politiske kunst, som man kunne kalde for ‘valgkamps-kunst’ eller ‘præsidentkandidat-kunst’.
Lad os begynde med et portræt af dem begge to, nemlig Mark Wagners HILLARY BILLARY vs. DOLLAR DONALD… one WINS and one BURNS, der er lavet som collager af 1-dollar-sedler. Wagner er en etableret kunstner – velnok den mest etablerede i dette selskab. Han er en en nørdet virtuos udi at skabe motiver af pengesedler, som han klipper ud, bukker og limer til forbløffende vellignende motiver.
Materialets altoverskyggende symbolik – begge kandidater er drevet af økonomiske interesser og i lommen på kapitalen – er lidt banal, hvor vigtig den end er. Der er snarere en fascinationskraft i selve udformningen, en umiddelbar imponerethed over, at han kan lave portrætter af dette materiale, der er mere vellignende end mange tegninger. Og hvad ser vi så? Vi ser en Hillary, der stirrer direkte ud på os med et fast blik og lettere sammenknebne læber. Vi ser en Trump med en meget rund åben mund med blottede tænder, som går igen i de fleste portrætter af ham.
Størrelsen på Trumps…
Vi kommer ikke uden om det mest berømte billede i valgkampen. Det er vist det eneste værk, der direkte har påvirket den, nemlig Illma Gores Make America Great Again, en vellavet tegning af en nøgen Donald Trump med samme runde mund og en bemærkelsesværdigt lille penis, der står i en vis kontrast til titlen.
Det var forudsigeligt at en macho-præsidentkandidat som Trump ville blive fornærmet, hvis han så billedet, men at det skulle få ham til selv at adressere størrelsen på både hænder og penis fra talerstolen ved en af primærvalgets debatter, var ikke til at forudse. Det er formentlig første gang (og forhåbentlig sidste), at en præsidentkandidats penisstørrelse er blevet et punkt i en valgkamp. Men ikke nok med, at Trump selv tog sagen op – hans vælgere har chikaneret kunstneren og i et enkelt tilfælde overfaldet hende med vold.
Illma Gore har nemlig ramt et ømt punkt: Potens betyder magt, og for en mand som Trump er udstråling af magt, potens og fallos bundet sammen som en patriarkalsk treenighed. Så ved at tegne ham med en lille diller anfægter Gore hans autoritet.
Af samme grund er Trump nok ikke jublende glad for den støtte, han har fået fra den nationalkonservative mediekunstner Lucian B. Wintrich, der i en Trump-hyldende fotoserie viser sig selv og andre seksualiserede bøsse-ikoner sammen med Trumps slogan. Man kunne tro, det var ironisk ment, men det er det ikke. Det har kunstneren understreget adskillige gange.
Det meste Trump-kunst er dog som forventet stærkt kritisk – det er ikke just kunstnerne, der er blandt hans kernevælgere. Sarah Levy har en kropsfeministisk vinkel på ham i værket Whatever, hvor hun har malet Trump med sit eget menstruationsblod. Det er en direkte henvisning til Trumps kommentar til Fox-journalisten Megyn Kelly: “You could see there was blood coming out of her eyes. Blood coming out of her wherever.”
“Wherever” blev udlagt som en klar henvisning til menstruation og set som endnu én i rækken af Trumps mandschauvinistiske udtalelser.
Igen ses Trump med den runde mund og de blottede tænder, nu også med det ene øje halvt sammenknebet, hvilket giver ham et lidt dæmonisk præg.
Another Brick in the Wall
Om Trumps forslag om at bygge en mur langs den mexicanske grænse, og lade Mexico betale for det, kan kaldes politisk substans, kan godt diskuteres, men det er i hvert fald hans mest konkrete politiske forslag i denne valgkamp. Og det er oplagt at lave kunst over.
Kunstneren, der kalder sig Plastic Jesus, har bygget en meget fangelejr-agtig mur rundt om Donald Trumps stjerne på Hollywood Walk of Fame, komplet med pigtråd og ‘keep out’-skilte. Her fremstår det med al tydelighed, at USA med en sådan mur burer sig selv inde, idet det er en lille firkant med mur til alle sider.
Et endnu mere konkret værk er lavet af David Gleeson & Mary Mihelic, der har bygget et lille stykke mur tæt på den mexicanske grænse, ikke mere end cirka to meter i bredden. Det bedste ved det værk er, at de rent faktisk har sendt regningen for materialer og anslået arbejdsløn til den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, som en direkte afspejling af Trumps håbløse idé. Frugten på muren hænger sammen med deres aktivistiske rundrejse til Trump-vælgermøder med det parodiske slogan “Make fruit punch great again”.
Hillary Clinton som fantasivæsen
Den australske gadekunstner Lushsux lavede et berygtet murmaleri i Melbourne, der forestiller Hillary Clinton med en ung, struttende krop og store bryster iført en badedragt, der ikke overlader meget til fantasien. I en valgkamp, hvor det utrolige er sket, at den mandlige kandidat er blevet mere seksualiseret og bodyshamet end den kvindelige, er vi her undtagelsesvis i en regulær seksualisering af den kvindelige kandidat. I taljestroppen er en række 100-dollar-sedler stukket ind, og det samlede udsagn synes at være noget i retning af, at Clinton er en prostitueret, der spiller på sit køn og er til salg for penge.
Murmaleriet vakte en del lokalt postyr, og myndighederne besluttede at fjerne den, samtidig med at kunstnerens Instagram-konto blev lukket på grund af seksualiseret indhold. Hans reaktion var at komme overmalingen i forkøbet og male en niqab hen over Clintons krop, så der nu kun var øjnene tilbage. Denne handling har nok ikke den store symbolværdi i forhold til Clinton som person eller politiker, men synes at handle mere om censur.
Der er i det hele taget mindre Hillary-kunst, end der er Trump-kunst, nok fordi kunstnere hellere vil hænge politikere ud, og Trump er lettere at hade.
Men én kunstner synes decideret forelsket i Hillary Clinton og bruger hende som en slags gennemgående hovedperson i en række fantasiscenarier, hvor Clinton som oftest er alene og måske lidt ensom, mens hun i andre er sammen med kunstneren selv. Hun hedder Sarah Sole, og hendes projekt er som en vanvittig besættelse, der også rummer fiktive samtaler mellem hende og Clinton.
Vi ser Hillary alene og nøgen på motelværelset med en flaske vin i hånden. Vi ser Hillary som cowboy, som skøjteprinsesse, som scooterpige, som Teletubbie, som superhelt og meget andet. Det har ikke noget klart politisk indhold, det er snarere Hillary som en fleksibel model, ikke ulig Peter Carlsens Villy-figur. Men ligesom Villy-figuren er der diskrete indforståede kommentarer til den politiske (medie-)virkelighed.
Således er der ét, hvor hun vier to mænd. Det kom i kølvandet på homovielsesdebatten, hvor Clinton efter manges mening var for længe om at komme ud og støtte sagen. Og sådan henviser flere af dem nok til begivenheder og politiske sager, mens andre synes at være blotte fantasier. Hillarys ansigtsudtryk er som regel køligt og lettere sammenknebent, ligesom på Wagners pengeseddel-portræt, der indledte denne tekst.
Link: Se dem alle på Sarah Soles hjemmeside
Nye sider?
Kigger man samlet på disse eksempler, får man et billede af Trump som en sexistisk mand med en rund mund og en lille penis, der meget gerne vil bygge en mur. Og af en Hillary Clinton som en helt og USA’s potentielt første kvindelige præsident. Men også en lidt kølig, kontrolleret person (sat over for Trumps eksplosive uberegnelighed) og en kandidat, der er i lommen på store pengeinteresser. Intet af dette er nyt for os, så spørgsmålet er, hvor meget disse værker egentlig bidrager med?
Hvor er de værker, der viser os nye sider af de to kandidater og deres dagsordener? Eller som går mere direkte i kødet på mediernes og pengenes rolle i en valgkamp? Måske er de derude, og du skal være velkommen til at linke til dem her i kommentarfeltet.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
