Katja Bjørns soloudstilling på Randers Kunstmuseum er gribende og fyldt med gåder om havfruedrømme, indestængte længsler og kvinden som mytisk skikkelse.
Det ligner nu mere en kvinde end en havfrue, der ligger stille hen i vandet. Dét er det første, man bemærker i den kompakte udstilling. 
I de senere år har kunstneren flittigt arbejdet med den nøgne kvinde i vandet som motiv.
Hun endevender dette motiv med stor kompleksitet, og der går heller ikke lang tid, før værkerne på denne udstilling diskret stiller beskueren et par gåder.
Den passive kvinde
Er hun død? Der er både noget smukt og unheimlicht over Hibernating Mermaid. Det er ikke et nyt greb i samtidskunsten, men det virker her!
Det kunne sagtens være et lig, alligevel er det ikke helt makabert. Der er nogle æstetiske og seksuelle undertoner på spil, som en blanding af henholdsvis Bill Violas og Pipilotti Rists videokunst.
Nu hentyder titlen dog til en havfrue i dvale. Derfor kan den tålmodige beskuer godt blive lidt forvirret af følgende grunde.
For det første ledsages filmen af en solid hjertebanken, som nærmere må komme fra en person på farten, end fra én som ligger i dvale.
For det andet får videoen pludselig en glidende, men dynamisk drejning. I en ultrakort scene er der pludselig store bølger, og havfruen er lysvågen og svømmer imod kammeraet.
Man føler, at man lige har set en film-teaser; det tilføjer en gnist af spænding, og man begynder at spekulere mere over værket.
Man får indtrykket, at denne havfrue afventer en tid, hvor hun kan vågne op og leve igen. Symbolikken, der er knyttet til havfruen, er en mystisk, fri og lidt farlig kvinde, og man får tanken, at denne kvinde ikke føler, at der er plads til eller behov for hende.
Desuden er der noget dulmende ved værket. Hun vugger langsomt frem og tilbage i vandet, og man begynder efterhånden selv at vugge med og kommer næsten ind i en trance, som når man stirrer ind i flammerne fra et bål.
Havfruedrømme – frisk fra dåse
Til gengæld er havfruerne vågnet i det andet værk Canned Mermaid.
De tre tønder er fyldt med vand og under de hvirvlende strømme vises en video med en nøgen kvinde, som energisk dykker rundt.
En undtagelse er dog den blå tønde, hvor havfruen har delt sig i to. Hendes ‘tvilling’ udgøres af en yngre kvindefigur med langt rødt hår, slankere talje og større barm.
De tre tønder i installationen har en mere diskret tekst tæt ved bunden: “Preserved dreams and longings”(konserverede drømme og længsler).
Værket spiller på modsætningen mellem at fange en havfrue – et symbol på frihed – og bogstavelig talt stoppe hende sammen, som en enkelt sild i en tønde.
Klaustrofobien understreges af, at der oven i købet er kamp om den trængte plads i en af tønderne, hvor den yngre og mere frugtsommelige havfrue ender med at blive skubbet væk til sidst.
Værket er nemt at gå til, men efterlader stadig en del at gruble over. Man får indtrykket, at kunstneren sætter spot på masseproduktion ved systematisk at konservere drømme og længsler.
Det er i hvert fald dejligt med en kunstrebus, som tigger efter at blive løst på en eller anden måde. Éns gamle filosofilektor ville have været stolt, fordi man forlader Katja Bjørns installation med flere spørgsmål end svar.
