Havenyt for kunstelskere

Havenyt for kunstelskere

Per K. Nygård: Not Red But Green, 2017. Installation. Foto: Anders Sune Berg

Med ARoS-Triennalen har Aarhus fået et nyt, tilbagevendende udstillingskoncept. I 2017 er titlen The Garden – End of Times; Beginning of Times. Projektet fokuserer på forholdet mellem menneske og natur og indeholder værker fra de sidste 400 år. Man frygter til tider, at udstillingen drukner i sit eget ambitionsniveau, men ARoS formår at trække tråde på tværs af perioder, skiftende ideologier og forskellige udtryk, uden det hele falder til jorden. Også selvom der visse steder trænger til at blive luget ud.

The Garden er en af de bedste udstillinger på ARoS i lang tid. Den er intelligent, gennemtænkt og formidlet til nær perfektion. Den undgår tilmed en af de faldgruber, som mange lignende udstillinger, der søger at spænde så historisk vidt, ofte falder i: Periodiseringen. På trods af at vi mestendels går kronologisk frem.

For dette er ikke kun fortællingen om ”det ene efter det andet”, om ismerne. Idéen om haven er et filter, hvorigennem vi ser og forstår menneskets komplekse rejse bort fra naturen og tilbage igen.

Tur. Natur. Retur
Kultur er ikke det modsatte af natur. Vi kalder et havecenter for en planteskole. For kultivering er nødvendig for både mennesker og planter. På engelsk hedder havebrug ”horticulture”, altså havekultur. Det er i haven, vi bygger ting i fællesskab på tværs af arter og ophav. Rødder fletter fingre med fingre.

Claude Lorrain: Flodlandskab med hyrder, 1630. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst

I The Garden fungerer haven som et billede på vores forhold til naturen. Her er forestillingen om Edens Have illustreret ved inklusionen af Franz Rösel von Rosenhofs to malerier Paradisets have før syndefaldet (1690/95) og Jorden efter syndefaldet (1690). I det første billede er alt fredeligt. I det andet hersker kaos. Alt hvad der følger synes at pege tilbage til dette tab.

De næste rum er fyldt af malerier af Lorrain og Poussin. Herefter følger billeder af Constable, Friedrich, Eckersberg, Ernst, Klee med flere. Samtidig besøger vi den franske og den engelske have. Vi hører, hvordan vores måde at indrette haven på afspejler vor skiftende forståelse af menneskets placering i verden – fra barokhavens lige linjer, hvor alt ordnes ud fra et perspektiv, som sætter mennesket i midten, til romantikkens naturopfattelse, der lukker de farlige naturkræfter ind igen. Til tider bliver man lidt billedtræt. En overmætning finder sted. Det er svært at se skoven for bare træer.

At tænke en have
The Garden vil meget. På ARoS fylder den to etager. Derudover åbner endnu to dele senere på året. På ARoS undersøger man The Past. Fra den 3. juni kan man opleve The Present i byrummet og The Future langs kysten, hvor den afløser Sculpture by The Sea.

Yinka Shonibare: The Swing (After Fragonard), 2001. Foto: Anders Sune Berg

Første del lover godt. Man kunne dog have ønsket sig lidt mere refleksion over de ideologier, der gør en sådan udstilling om menneske-versus-natur mulig til at begynde med. For selvom der kunne have været luget lidt ud blandt de mange værker, fremstår naturen også underligt renset her. Når vi dyrker haven eller vandrer i den, så befinder vi os midt i den. Vi nedsænkes i den, fordyber os, opsluges af den. Men de mange landskabsmalerier bekræfter et andet billede. For naturen bliver først til landskab, når den betragtes på afstand. Der er referencer til det sublime, men selv det naturlige i Friedrichs Tågebanker (1820) virker tæmmet her.

Så er der mere selvundersøgelse at hente i kataloget. Det er en udgivelse med et betydeligt højere lixtal end ARoS’ tidligere publikationer. Her finder vi blandt andet essays af W.J.T. Mitchell, T.J. Demos og Jacob Wamberg og en samtale med Bruno Latour. Det er en imponerende bog, der i ligesom katalogerne til quinquennalen Documenta, formår at udvide udstillingens rum ved at tænke emnet videre.

Kom ind i baghaven
Af og til vejer temaet lige lovligt tungt over værkerne. Men det er altid problemet med denne slags udstillinger. Man ser temaet, før man ser værket. Yinka Shonibares The Swing (after Fragonard) (2001) er et eksempel på dette. Under overskriften ”Den Lystfulde Have” gynger en hovedløs figur gennem rummet. Installationen er en appropriation af Fragonards berømte maleri Les Hasards heureux de l’escarpolette fra 1767. Det er et kækt træk at inkludere den britisk-nigerianske samtidskunster på dette punkt i udstillingen. Også Watteaus forløber til det velkendte maleri pryder væggen.

Mark Dion: The Phantom Museum (Wonder Workshop), 2015. Installation. Foto: Anders Sune Berg

Men Shonibares værk reduceres samtidig til noget andet. For det er ikke den slags natur, værket undersøger. Gyngen er skubbet i gang. Kvinden strækker koket sin slanke fod frem. Hendes ene sko smutter af som i det oprindelige maleris ”lykkelige uheld” og dingler nervøst i luften. Det er et uroligt værk, der citerer og forstyrrer vores kulturelle identitetsforståelse. Shonibare elsker at blande referencerne. Den hovedløse kvinde vækker minder om guillotinen og adelens fald under den franske revolution. De batikstoffer, der udgør klædedragten, ser afrikanske ud, men er trykt i Holland. Selvet slår mange rødder i den postkoloniale globaliseringsproces. Shonibares have er også imperiets baghave: Kolonierne. Her er foden et velplaceret spark bagi. Men det er en helt anden historie.

Æblet falder ikke langt fra stammen
I underetagen bærer udstillingen undertitlen The Anthropocene. Det antropocæne beskriver den tidsalder, vi siges at leve i netop nu. En ny geologisk epoke kendetegnet af menneskeskabte klimaforandringer. Og dermed også et brud med tidligere tider. Det kan derfor undre, at man har fundet det relevant at inkludere dette undertema i den del af triennalen, der handler om fortiden. Dog hviler der en underlig nostalgi over værkerne. I Mark Dions installation The Phantom Museum (Wonder Workshop) (2015) fremstilles naturen som noget, vi har mistet. Og i teksten til Helen og Newton Harrisons installation Hog Pasture: Survival Piece #1 (1970) får vi at vide, at ”hvis vi skal overleve som art, så bliver vi nødt til at lære at dyrke jorden.” Naturen er det, du har tabt, eller det, du ikke har fundet endnu.

Olafur Eliasson: Beauty, 1993. Installation. Foto: Anders Sune Berg

Men at dyrke jorden er jo ikke en ny idé. Derfor handler udstillingen også om noget andet end haven. Den handler om det tabte, om det du ikke længere har adgang til – fra Paradisets have til klimaets harmoniske balance. Den handler om, hvordan man mindes en have, hvorfra man er for evigt forvist. En sær sorg karakteriserer The Past. Inklusionen af Olafur Eliassons Beauty (1993) bliver et velkomment brud på denne naturfremstilling. Her skinner kunstigt lys gennem et gardin af støvregn. Den regnbue, der opstår, bliver et mytologisk symbol på, at der stadig er noget at komme hjem til. Og på at skønheden, det æstetiske, nydelsen fortsat betegner noget af det, der får os til at holde af naturen.

I år lanceres ARoS-triennalen som en del af programmet for Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017. Dette års udstilling falder i tre dele:
1. The Past (på ARoS) 8. april til 10. september
2. The Present (i byrummet) 3. juni til 30. juli
3. The Future (langs kysten) 3. juni til 30. juli

Kommentarer

Del artiklen

'Havenyt for kunstelskere'

Facebook