Måske er det korrekt, at man enten interesserer sig for sport eller for kultur. Eller kan ham, der på arbejde bærer jakkesæt, både træne til ironman og gå på kunstudstilling i sin fritid?
Når jeg tænker på typer, så er det fordi jeg sidder med augustnummeret af magasinet ‘brief’, der har kunst som tema. Magasinet er udgivet af Nordea Private Banking, men det fremgår ikke som det første, for det ligner et hvilket som helst kunstmagasin om samtidskunst.
Magasinet rummer en mængde udmærkede journalistiske tekster med citater fra relevante kunstfaglige. Vi kan blandt andet læse om kunst som investering eller provokation. Om fem typer kunstsamlere og om tre unge talenter. Der er også et kort interview med erhvervskvinden Stine Bosse, der gerne fortæller, at hun har en masse malerier af Kai Lindemann, suppleret af “ting, jeg er faldet over i et lille galleri i Odsherred”, som hun siger til ‘brief’.
Lindemann (1931-2007) er eksponent for farvemættet landsskabsmaleri og et par nøgne damer. Det er hæderligt, men i mine øjne er det så altmodisch, at jeg faktisk finder mere bid i HKH Margrethes farvemættede landskabsmalerier. Så om jeg begriber, hvordan Bosse kan argumentere for, at kunst kan “flytte virkeligheden” og fortælle om, at “der er en mangfoldighed i verden”, når det er dén slags kunst, der hænger over sofaen.
Vigtig men lemfældig omgang med kunsten
Bosse fortæller også om som 10-årig at have set et kunstværk med en tandbørste på MoMA i New York. Jeg har hørt hende fortælle den samme historie i forskellige sammenhænge, men aldrig er det lykkes mig at forstå, hvad hun mener om værket, hvad det får hende til at tænke eller føle. Kunstnerens navn eller værkets titel husker hun ikke, og hun har ikke evnet at finde det frem. Alligevel bliver det nævnt som en øjnåbnende oplevelse, alene fordi det fik hende til at tænke over, hvad kunst er.
Bosse er uden tvivl en af landets mest humanistisk orienterede topledere, hun er et eftertragtet bestyrelsesmedlem og en vellidt foredragsholder. Jeg kritiserer ikke hendes faglighed, men jeg tillader mig at bruge hendes udtalelser som en lidt lemfældig omgang med kunst, som praktiseres på mange niveauer.
Et andet eksempel er som når jeg til en reception taler med en kvinde, der løfter de perfekt plukkede øjenbryn og bedyrer, at” kunst er SÅ spændende”, men når jeg prøver at spørge “hvorfor”, så lyder svaret, at det er noget med, at kunst provokerer. Men hvad provokerer det?
Andre gange er jeg kommet i hjem, som holdningsløst er plastret til med kunstværker. Og spørger man ejeren om værkerne, så er det lutter anekdoter om, hvilke værker, der var foræringer for hvilke vennetjenester eller hvor meget deres markedsværdi er steget. Altså provenienshistorie. Men intet om betydning eller æstetik.
Jeg synes, at det er forkert. Det er ikke nok at omgive sig med kunst, hvis man ikke har begreb om hvorfor.
At være åbne
Vi bør som kunstforbrugere kunne tale med hinanden om, hvorfor vi omgiver os med kunst, hvorfor vi opsøger kunsten, hvad den gør ved os, og hvorfor vi finder det betydningsfuldt?
Hvis vi ikke evner denne samtale, så er det for alvor op til kunsten selv at kunne facilitere aktivitet, enten intellektuelt eller emotionelt. Jeg ville gerne stille dette krav til kunsten: at den åbner sig. Men jeg vil også stille dette krav til mig selv: at jeg åbner mig.
Det er ikke alle kunstværker, der lader sig læse umiddelbart som en åben bog. Men det er min erfaring, at når et kunstværk ansporer mig til at tale om det og dele det med andre, så virker det gavnligt, for kunstværket er generøst, der er nogle ting, der falder på plads og der bliver peget på ting, som jeg ellers ikke ville have forholdt mig til. Og ja, jeg tror, at denne sensibilitet er god. Og ja, jeg tror, at kunstnere kan medvirke til at vi træner denne sensibilitet.
Drop flosklerne
Så lad os se på typerne. Hvis vi stiller det helt s/h op, så er den sportsinteresserede et konkurrencemenneske, der vil være hurtigst og først og bedst, og som ser op til andre, der i diverse discipliner kan præstere målbart bedre end gennemsnittet. Heroverfor er den kulturinteresserede i stand til at tænke abstrakt, føle nuancer og forholde sig til kompleksiteter.
Måske er det for nemt, at omgive sig med kunst og foregive en interesse. Jeg giver ikke en bønne for floskler. Jeg kan blive imponeret over faktuel viden, men jeg kan blive rørt over mennesker, som tør sige hvad de mener (tænker og føler) i møder med kunst.
For nylig var jeg med tre veninder inde at se en forholdsvis avanceret kunstudstilling. De arbejder som henholdsvis laborant, sekretær og IT-konsulent, det vil sige ingen traditionelt humanistiske fag. Som det sig hør og bør fik vi en god frokost efterfølgende. Og her kunne de med oprigtighed tale om enkeltværker, som gik lige i mellemgulvet. Med få ord, den ene endda med let tårerandede øjne, kunne de tale om kunsten. Og så ved jeg, at kunsten virker.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
