Har dokumentaren en plads i kunsten?

Billedserie

Seminar

Distributing in between Film/Art

14 nov 2008

Jytte Jensen, Andrea Picard, Mark Adams, Alain delle Negra, Ditmar Schwärzler, Tine Fischer

Cinemateket
Se kort og tider

Har dokumentaren en plads i kunsten?

Visning af Ship of Fools (Miklós Erhardt & Little Warsaw, 2008) på Statens Museum for Kunst under CPH:DOX. Foto: Inger Bonde (PB160012)

Møder mellem kunst- og filmverdenen var på dagsordenen en regnvåd fredag på Cinemateket til seminaret Distributing in between Film/Art. Spørgsmålet til debat var, om dokumentarfilmen har en plads i kunstverdenens institutioner.

Tætte relationer mellem film og billedkunst er ikke noget nyt. Men der er i de senere år indgået et stigende antal samarbejder mellem billedkunstnere og filmmagere. Mange videokunstnere vender blikket mod dokumentarens greb, og filminstruktører henter inspiration fra den nutidige videokunst.

Det skaber fornyet debat om, hvor de eksperimenterende dokumentarfilm skal vises. Med et internationalt panel bestående af kuratorer, programlæggere, distributører og en enkelt videokunstner blev muligheder og konflikter i gråzonen diskuteret.

Når grænseflader overskrides
Den franske kunstner Alain delle Negra var som eneste kunstner i panelet repræsentant for den aktuelle tendens indenfor kunstfilm. Delle Negra har sammen med den japanske kunstner Kaori Kinishita lavet to film om brugerne af det virtuelle univers Second Life. Det er film, der berører balancen mellem det virkelige og det virtuelle og samtidig i sin form leger med dokumentarens rum.

Projektet er finansieret af det franske filmproduktions- og distributionsselskab Capricci, men har også allerede fundet vej til kunstscenen. Det er et højaktuelt eksempel på berøringsfladen mellem film og kunst – distributions- som genremæssigt.

I Second Life er der skabt flere visningsinstitutioner. Her er det screenshots fra Splo Museum
I Second Life er der skabt flere visningsinstitutioner. Her er det screenshots fra Splo Museum

Dokumentarens anden kontekst
Delle Negra og Kinishitas to værkers distributionsliv er samtidig også eksemplarisk for mange eksperimenterende dokumentarfilms visningsmuligheder. De primære visningssteder er enten i TV eller biografen. Men mange dokumentarfilm er for skæve og eksperimenterende til at opnå visning de steder og ender derfor i en limbotilværelse.
Kunstinstitutionerne kan måske her sammen med de alternative biografer og filminstitutter spille en afgørende rolle for kunstneriske dokumentarister.

Der er en årelang tradition for at vise kunstfilm på kunstinstitutionerne, men hvilken rolle indtager de i dag i forhold til distribution af de legende, udforskende dokumentarer, der lander i mellemrummet mellem kunst og dokumentarfilm?

Gitte Villesen er en af de danske billedkunstnere, som konstant bevæger sig i dokumentarens grænseland. (foto: Galleri Nicolai Wallner)
Gitte Villesen er en af de danske billedkunstnere, som konstant bevæger sig i dokumentarens grænseland. (foto: Galleri Nicolai Wallner)

Æstetisk anerkendelse
Jytte Jensen fra filmafdelingen på Museum of Modern Art i New York (MoMA) fremhæver særligt museets evne til at skabe anerkendelse omkring de film, de udvælger til visning. Kunstnerne får ikke honorarer, men eksponering og museets institutionelle blåstempling som et væsentligt filmværk.

Kunstinstitutioner kan altså være med til at give grænselandsfilmene kunstnerisk autonomi og autoritet. Det gælder i særlig grad, hvis en kunstinstitution vælger at indkøbe filmværket i en særlig ‘original’ udgave til museets samling, når samme film kan anskaffes billigt på DVD.
Film kan distribueres i utallige kopier og derfor bliver kunstinstitutioners investering i film også et spørgsmål om æstetisk kvalitet.

CPH:DOX paneldebat Distributing in between Film/Art på Cinemateket. Foto: Inger Bonde (PB140003)
CPH:DOX paneldebat Distributing in between Film/Art på Cinemateket. Foto: Inger Bonde (PB140003)
Hvad med publikum?
Når det gælder distribution af dokumentariske film indenfor billedkunstens felt, kommer oplevelsen af filmværkerne også til debat. Det betyder, som både Jytte Jensen og Mark Adams fra Institute of Contemporary Arts i London påpeger, meget for oplevelsen af værket, om det fremvises som en del af en installation på et kunstmuseum på det store lærred eller på den lille tv-skærm.

Koblingen mellem filmfremvisninger og kunstudstillinger kræver en bevidsthed om folks forventninger til, hvad de kan møde på et kunstmuseum. Mange gæster ved ikke, at eksempelvis MoMA er indehaver af en biograf og en stor filmafdeling.
Med det åbnede felt for møder mellem film og billedkunst lige nu, synes der også at ligge en formidlingsmæssig opgave for kunstinstitutionerne på det område.

Det rigtige fokus
CPH:DOX har for første gang i år også indgået et samarbejde med Statens Museum for Kunst i forbindelse med den store samtidskunstudstilling Reality Check på museet. Der er dermed også gennem fællesarrangementer på museet søgt at sætte fokus på de aktuelle berøringsflader mellem billedkunsten og filmens felt.

Der blev rejst mange væsentlige spørgsmål til det lille letoversete arrangement Distributing in between Film/Art. Spørgsmål, der til stadighed vil være til debat, imens billedkunstnere og filminstruktører skaber nye mønstre i landskabet mellem dokumentaren og billedkunsten.

Panelet bestod af:

Jytte Jensen (programlægger og kurator på filmafdelingen på Museum of Modern Art i New York)
Andrea Picard (programlægger og kurator for Cinema Ontario og Wavelengths, Toronto International Film Festival)
Mark Adams (Director of Cinema, Institute of Contemporary Arts I London)
Alain delle Negra (billed- og videokunster, uddannet ved Les Beaux-arts of Strasbourg)
Ditmar Schwärzler
(Sixpack Films i Østrig)

Debatten blev modereret af festivaldirektør Tine Fischer.

Billedserie

Seminar

Distributing in between Film/Art

14 nov 2008

Jytte Jensen, Andrea Picard, Mark Adams, Alain delle Negra, Ditmar Schwärzler, Tine Fischer

Cinemateket
Se kort og tider

Del artiklen

'Har dokumentaren en plads i kunsten?'

Facebook