Hans Ulrich Obrist – i separationens tid

Hans Ulrich Obrist – i separationens tid

Hans Ulrich Obrist med Tabitha Thorlu-Bangura under Serpentine Miracle Marathon, Second Home (9. oktober 2016) Foto: Yousef Eldin

”Jeg ser lige nu en masse kræfter, der dyrker separationen – både i politisk form som versioner af neo-populisme og som versioner af racisme. Og det er min opgave hver dag at skabe krydsninger og fællesskaber, der står som modvægt til den bevægelse,” forklarer en af kunstverdenens vigtigste kuratorer og kunstneriske samtalepartnere, Hans Ulrich Obrist.

Den schweiziske kurator og daglige leder af Serpentine Gallery Hans Ulrich Obrist (f. 1968, Zürich) taler om udstillinger som krydsninger (junctions), kontaktflader mellem objekter, mennesker og aktiviteter. Krydsninger, der kan bane vej for en kreolisering af kulturen, der gør op med de herskende strukturer, stigende ulighed og tendenser til separation.

Det bliver hurtigt klart for én, at tiden er knap i selskab med Hans Ulrich Obrist. Et kvarter. Tre spørgsmål. En række mobiltelefoner foran ham illustrerer assistentbehovet, imens den blomstrede notesbog knap nok kan holde de mange løse ark med kunstneriske statements og kruseduller sammen. Men det står også klart, at kuratering for Obrist er et kald og en måde at forene tanker, objekter, mennesker og handlinger på – i kritisk forstand – og han vil rigtig gerne ytre sig om det.

Hans praksis er i det lys et klart eksempel på en kuratorisk intention, der arbejder i krydsfeltet for at skabe nye offentligheder med nye måder at betragte verden og vores medmennesker på.

Kurateringens små bevægelser i en stor verden

”Jeg prøvede engang at forklare forfatteren J. G. Ballard, hvad jeg lavede som kurator, og hans forslag var, at jeg i stedet skulle kalde mig selv en krydsningsmager (junction-maker) for at illustrere kuratorens rolle tydeligere som én, der sætter forskellige dele af verden i forbindelse med hinanden for i sidste ende at fordoble antallet af verdener,” forklarer Obrist.

Den kommende udstilling ved Serpentine Gallery Passer-by af Atelier E.B. undersøger krydsfeltet og hybrider mellem kommercielt design, skulptur, håndværk og film og forener værker af 30 deltagende kunstnere fra hele spektret. Foto: Zoë Ghertner

Det er altså her – i krydsningerne – at nye ting kan opstå. Men i krydsninger af hvad?

”Engang handlede kuratering udelukkende om at skabe krydsninger mellem objekter, men siden 1960’erne og kunstens dematerialisering og fokus på fx happenings er det immaterielle, non-objekter, også en del af den kuratoriske praksis. I dag taler vi så ovenikøbet om quasi-objekter (som kun får betydning, når vi aktiverer det, som fx en fodbold, red.), og Timothy Morton taler om hyper-objekter som solen, vejrfænomener og lignende,” pointerer kuratoren og supplerer:

”Men for mig handler det at være en kurator også om at skabe krydsninger mellem mennesker. Jeg skriver og introducerer folk til hinanden hele dagen lang, uanset hvor jeg er, og det ser jeg som min rolle. Verden har brug for samvær, ikke separation; kærlighed, ikke mistænkeliggørelse; en fælles fremtid, ikke isolation. Jeg ser lige nu en masse kræfter, der dyrker separationen, både i politisk form som versioner af neo-populisme og som versioner af racisme. Og det er min opgave hver dag at skabe krydsninger og fællesskaber, der står som modvægt til den bevægelse.”

”Det kan jeg gøre i form af udstillinger, men også blot ved at starte små samtaler, der har potentialet til at vokse. Jeg tror på idéen om, at små bevægelser kan blive store, og det er den entusiasme, jeg tror, vi er nødt til at dyrke i mødet med fremtiden.”

Et behov for nytænkning

Ting ændrer sig hele tiden og særligt i kunstverdenen, men nogle ting har i følge Hans Ulrich Obrist ikke ændret sig i forhold til udstillingen som fænomen og disciplin.

”Jeg tror fuldt og fast på, at de udstillinger vi husker, er dem, der opfinder nogle nye spilleregler, nye måder at vise, møde og opleve kunsten på,” understreger Obrist. Et historisk eksempel kunne for ham være Marcel Duchamps exceptionelle udstillinger af den surrealistiske kunst i Paris, London og New York (Exposition Internationale du Surréalisme (1938 i Paris og London og i New York i 1942, red.).

”Da jeg begyndte at besøge kunstnere som 16-17-årig og lavede de første udstillinger, var én af de første landsmanden Christian Boltanski, og han havde mange af de samme betragtninger omkring udstillingsformatet, som også gjorde, at vi sidenhen udviklede udstillinger sammen, der bestræbte sig på at ændre reglerne.”

Do it! og Take Me (I’m Yours) var netop sådanne forsøg fra de to i de tidlige 1990’ere, og begge udstillinger har turneret op mod 200 institutioner i hele verden og har haft et af de seneste stop i Villa Medici i Rom (åbnet 31. maj). Udstillinger, hvor publikum enten tager dele af udstillingens værker med sig hjem, eller hvor værkerne aktiveres via Fluxus-inspirerede og interaktive værkformater, der, som titlen antyder, handler om at enten modtage et værk eller gøre det. Og hver gang, udstillingerne vises et nyt sted, rykker lokale kunstnere ind blandt de deltagende kunstnere.

Felix Gonzales Torres: Untitled, 1991. Installationsview fra Kunsthal Charlottenborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg

”Der er tale om en form for ikke-homogeniseret globalisering, kan man vel sige. Det er alt sammen stadig relevant for mig, for vi følger alle nogle gamle modeller, som vi faktisk ikke udforsker særlig dybt eller radikalt. Samtidig er der i dag en form for inflation af udstillinger og festivaler. Der er over 200 internationale biennaler, der er hundredvis af kunstmesser og tusinder af kunsthaller, og jeg tror, vi bliver nødt til at spørge os selv, om der ikke er en vis udmattelse på færde af udstillingen som medium. Jeg tror ikke på ideen om ’den kreative kurator’ som den producerende kraft, men dyrker snarere en dedikeret, kuratorisk opmærksomhed rettet mod kunstnerne og deres praksisser. Hvis jeg ikke henter ideerne til udstillingerne fra min dialog med kunstnerne, så instrumentaliserer jeg dem,” siger Obrist uden tøven i stemmen.

Hans Ulrich Obrists Instagram-profil, der er fyldt med daglige Post-its med kunstneres citater og stregtegninger, illustrerer netop et sådan billede af en konstant og højfrekvent dialog og ping-pong mellem kuratoren og alverdens kunstnere og tænkere, som han dagligt besøger og fører dedikerede samtaler med.

En ny tid med nye møder

I disse tider ser Hans Ulrich Obrist altså en stadig interesse i at finde nye regler, nye metoder i kunstfeltet, men lige nu tegner der sig i hans øjne et endnu tydeligere billede af, at kunstnerne har lyst til at sætte tempoet ned, betragte tiden på ny og med nye perspektiver – lig for eksempel Per Kirkeby (1938-2018), der udviklede en praksis i dialog med en geologisk og markant anden tidsopfattelse, der baserer sig på lange tidsspænd (Strata).

”Mange kunstnere har en særlig interesse for langvarige værkprojekter og -processer i dag, og det betyder en del for, hvordan vi så skal forstå begrebet ’udstilling’, hvis den fx udspiller sig som en samling af værker, der realiseres hvert 50. år, hvilket Dominique Gonzalez-Foerster foreslog for mig for nylig. Jeg ser det som en udvikling, der kommer ud af en realitet, hvor de fleste kunstnere rejser ud, viser et værk og tager hjem igen eller videre til næste udstillingssted, og hvor der er mange, der overvejer helt grundlæggende, hvordan publikum møder deres værk – også i forhold til fremtidige generationer. Så lige på dette punkt er der en forandring på vej, oplever jeg.”

Noget andet, der er ved at ændre sig i kuratorens globale blik, er, at det bliver mere og mere tydeligt at kunsten kun kan adressere de store ulighedsspørgsmål i dag ved at være en del af den kritiske dialog, der udfolder sig i den offentlige debat.

Arthur Jafa: A Series of Utterly Improbable, Yet Extraordinary Renditions, installationsview, Serpentine Sackler Gallery, London (8. juni 2017 – 10. september 2017). Foto: Mike Din

”Hvis kunsten ikke skal være en del af problemet, bliver den nødt til at engagere sig i de spørgsmål kritisk. Og selvom vi har 1,2 mio. besøgende i Serpentine Gallery, så er vi nødt til at gøre noget andet og meget mere end at have gratis entré som institution. Arthur Jafa, der udstillede hos os sidste år (Love is the Message, The Message is Death, 2017), ville netop ikke bare vise sine værker hos os, men i en lang række lokale boligområder parallelt med udstillingen, hvilket ikke bare ville sætte nye krav til værket, men også til vores rolle og funktion som institution,” erkender Obrist.

Nye forbindelser og positioner

Den schweiziske kunstner Thomas Hirschhorn har beskrevet sit eget kunstneriske virke som et forsøg på at ”forbinde det, der ikke kan forbindes.” (Obrist, Interviews, s. 399). Det er netop den form for kunstnerisk tænkning, Obrist relaterer til.

”Og hvis vi vil skabe sådanne forbindelser, kan vi ikke sidde i vores elfenbenstårn, men er nødsaget til at lave en masse alliancer med grupper i samfundet, større og mindre institutioner og politiske organisationer på både lokalt og regionalt niveau. Kunstens sociale skulpturer, som jeg ser mange nye og interessante bud på lige nu, vil netop være et centralt sted for sådanne forbindelser, fordi det ligger i den form for kunsts DNA at udfordre den etablerede struktur. Se på de sociale skulpturer af en kunstner som Theaster Gates fx og Superflex og Bjarke Ingels Group’s Superkilen i København. Det er bud på en ny form for sociale skulpturer, som jeg ser mange perspektiver i.”

Installationsview fra Primers aktuelle udstilling, Ripe. Her Nanna Abell: solve et coagula/spills, 2018. Foto: Kristian Emdal – Mimesis Photo

Det handler i sidste ende om at få positioneret sig selv rigtigt i følge Hans Ulrich Obrist, og det danske udstillingssted Primer er som kuratorisk projekt virkelig interessant i den sammenhæng, hvor man som udstillingssted har placeret sig midt i et videnskabeligt laboratorium (Aquaporin).

”Så måske handler de her spørgsmål i særlig grad om at flytte udstillingen til uventede sammenhænge, og det er bevægelser, vi er nødt til at støtte op om. Den stigende interesse for residencies og kunstnerisk forskning berører den samme bevægelse, vil jeg mene. Vi er nødt til at finde steder og huller imellem de etablerede videnskaber og forståelser for at komme med nye bud på vores globale udfordringer, og der har kunsten en vigtig rolle at spille.”

Hans Ulrich Obrist (f. 1968, Zürich) er co-director ved Serpentine Galleries i London. Før det var han kurator ved Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris. Siden hans første udstilling, World Soup (The Kitchen Show) i 1991, har han kurateret mere end 250 udstillinger. Obrists seneste publikationer inkluderer Conversations Series (22): Jeff Koons (2012), Lives of Artists, Lives of Architects, Ways of Curating (2014), A Brief History of Curating, Do It: The Compendium, Think like Clouds (2014) og The Age of Earthquakes: A Guide to The Extreme Present med Douglas Coupland og Shumon Basar (2015). Hans Ulrich Obrist bor og arbjeder i London, når han ikke rejser – hvilket han gør 300 dage om året, forlyder det.

Se en tidslinje her over Obrists produktioner.

Tjek Hans Ulrich Obrists famøse Instagram-profil her

Hans Ulrich Obrist deltog i dette års Heartland Festival TALKS og var i samtale med Salman Rushdie under titlen Is a sense of belonging crucial to our identity? Læs vores reportage fra den samtale her

Del artiklen

'Hans Ulrich Obrist – i separationens tid'

Facebook