Handlingens mand

Ansigt til ansigt med verden, politikere, kampklædt politi, verdens krigsførende nationer og Børsens spekulanter lyner han som billedkunstens Thor fra sin vogn.

Når menneskeheden står for fald eller trues af livsindskrænkende dogmer handler han. Når kunstens vilkår trues, står han altid klar til debat og konfronterer med dyster røst de ofte noget dårligere reflekterede politikere. Kort sagt, Bjørn Nørgaard er en kæmpende kunstner, der aldrig kæmper for sit eget velbefindende, men fordi han inderligt tror på kunsten.

Det er derfor vi skal se ham idag, 45 år efter hans kunstneriske debut. Ikke på grund af en skulptur på et gymnasium.

Kunsten og samfundet
Det væsentlige hér er, at kunsten hos Nørgaard rummer det hele: Mennesket, historien, politikken og moralen.

Mennesket og samfundet må stå til ansvar for dets handlinger, og i kunsten kan netop dannelsen, læringen og undersøgelserne foregå. Det er her vor samfunds idealer vendes på vrangen og betragtes med et kritisk blik.

I følge Nørgaard er det samfundsmæssige behov for kunst meget reelt. Det samfund vi har skabt er udpræget materialistisk – fokuseret på kvantitet. Kunst er det modsatte: Fokuseret på kvalitet. Vi står altså overfor en kunstner, der vil præge os og samfundet omkring os.

En folkets kunstner.

Nørgaards to heste
Bjørn Nørgaards altomfavnende kunstpraksis kan deles i to spor: ‘Grundforskning’ og ‘anvendt forskning’, som han selv kalder det.

Grundforskningen er eksperimentende og den kunstneriske diskussion, som aktionisten Nørgaard har været en væsentlig del af i hele sin kunstneriske karriere, og i mest radikal form fra 1967 og de følgende ti år.

Den anvendte forskning er derimod de færdige værkproduktioner til det offentlige rum, som har præget billedhuggeren Nørgaards oeuvre siden midten af 70erne.

‘Grundforskning’
Grundforskningen dækker over eksperimenter der har både social og formmæssig karakter:

Samfundskritiske videoværker og aktioner som den kendte børsaktion, Kvindelig Kristus II/ Uddrivelsen af templet (1969) og den utrolig kendte Hesteofringen (1970), begge i samarbejde med kunstneren og hustruen Lene Adler Petersen.

I disse år møder vi en radikaliseret kunstner, som tyger til hårde, blodige, væbnede og kropsligt penetrerende strategier, der får et helt samfund op af sofaen. Det er kraftfuldt, selv idag.

Nye udtryk og aktivistiske strategier undersøges for deres sociale og offentlige virkning som kommentarer til samtiden. Selvom man kan diskutere, hvad en ofring af en hest indlejret i noget, der minder om et oldnordisk ritual, har at gøre med krigen i Vietnam, så markerer Nørgaard og hans datidige medsammensvorne et radikalt skift på den danske kunstscene.

Kunsten vil præge samfundet – næsten for enhver pris – og ser sig som en del af en omvæltende tidsånd på den globale kunstscene.

En kunstners kamp
Den mere formmæssige grundforskning er også kraftfuld og tydeligt gengivet i hans tidligeskulpturer – hverdagsobjekter og materialer sammensat i kontrastfyldte former med en ofte kritisk brod.

Dén forskning får endnu mere konkret form, når Nørgaard barrikaderer sig fra verdenen bag et hegn med utallige materialer (gips, glas, jord, sten og alskens hverdagsobjekter), der i en lang kamp modelleres til en totalskulptur – en ny verden . Hér kommer udstillingens meget utopiske men ikke mindre idealistiske titel fra.

Under disse ofte nøgne kraftanstrengelser er lydsiden i de fleste tilfælde blevet leveret af den tro følgesvend Henning Christiansen (1932-2008) – sidste gang i 2007 under H. C.’s retrospektive fluxusudstilling FLUXID i Den Frie Udstillingsbygning.

Det er inden for denne meget konkrete grundforskning, at Nørgaard funkler og også involverede sig med det tyske kunstikon Joseph Beuys (1921-1986).

Ligesom Nørgaard selv indskrev han kunsten i en samfundsmæssig sammenhæng med en tro på dens evner til at ‘re-modellere’ mennesket som nyt socialt og moralsk væsen.

‘Anvendt forskning’
Nørgaards andet spor, ‘den anvendte forskning,’ er den mere kommercielle del af hans karriere, hvorunder man skal se hans skulpturer og offentlige værker (også stærkt repræsenteret ved Horsens Kunstmuseums samtidige Nørgaard-udstilling!):

Menneskemuren (1982), restaureringen af Amagertorv (1994), Gobelinerne til Christiansborg (1999) og de mange skulpturer til det offentlige rum i Gladsaxe, Holstebro, Odense, Randers, Horsens, Lofoten (Norge), Guangdong Province (Kina) o.s.v.

På Statens Museum for Kunst bliver disse repræsenteret i en yderst informativ videoinstallation.

Her er der ikke tale om en Nørgaard i reel kamp, hverken med sig selv, kunsten eller verdens tilstand. Skulpturernes materialer og bearbejdning virker ofte lidt tilfældig, sjældent indbydende og præget af forvirrede mix af fortærskede mytiske, religiøse og historiske symboler.

Statens Museum for Kunst har gjort sig uhyre umage med at blotlægge historierne bag og de mange referencer i Nørgaards offentlige skulpturer, men rigtig interessante bliver de ikke som værker.

Den tamme Bjørn
Det er som om Nørgaards kritiske og meget fundamentale ‘grundforskning’ aldrig forenes harmonisk i den ‘anvendte forskning’. Den impulsive leg, grænseoverskridelse og stærke handlings-symbolik har det unægteligt sværere i stivnet form på en sokkel.

Derudover kommer Nørgaards store interesse i den antikke kunst særligt til syne i disse offentlige værker, og det får den kritiske og handlingsberedte Bjørn til at tage sig ufrivilligt gammel og tam ud.

Bjørnen og billedhuggeren
Der er utrolig meget Nørgaard for skattepengene i Re-modelling the World, og de 115 værker – fra 1965 og frem – er fornemt tilrettelagt af Birgitte Anderberg og ikke mindst ypperligt formidlet.

Men – lad det være sagt her – når Nørgaard taler på folkets vegne, så foretrækker jeg den udforskende og kritisk handlende Bjørn fremfor den klassisk dannede billedhugger Nørgaard.

Den 3. oktober er det dermed også helt sikkert, at jeg vil hænge op af hegnet, når Bjørnen væbnet med gips, sten, glas og objekter går i klinch med sig selv, verden, idealerne og det kunstneriske formsprog i en ‘re-modellering af verdenen’. Jeg giver gerne en hånd!