Guide til kunstoplevelser i projektrum og andre udstillingsrum

Guide til kunstoplevelser i projektrum og andre udstillingsrum

Sofia Albina Novikoff Ungers: 21st Century Fox, kan opleves på Tranen indtil 27. februar. Pressefoto: Tranen.

Selvom store dele af kulturlivet igen er corona-lukket, er der stadig mulighed for at få store kunstoplevelser andre steder. Her peger vi på en række udstillinger, der kan opleves i landets projekt – og udstillingsrum.

Læs også vores Guide til udendørs kunstoplevelser og vores Guide til kunstoplevelser på gallerierne

Østdanmark

ARIEL – Projektrum i Kvindernes Bygning
La Vaughn Belle: For Alberta and Victor, a collection of conjurings and opacities
–> til 16. januar
Udstillingen af den St. Croix-baserede billedkunstner, La Vaughn Belle, er gæstekurateret af Daniela Agostinho, og beskæftiger sig med fortællingen om Alberta Viola Roberts og Victor Cornelius, der som børn blev hentet fra Dansk Vestindien for at blive udstillet i koloniudstillingen i 1905 i Tivoli, arrangeret af Emma Gad, grundlæggeren af Kvindernes Bygning.

Udstillingsplatformen FABRIKKEN Afd. AC i Amager Centret
Siska Katrine Jørgensen: Flydende konsistenser løber altid nedad
–> til 20. februar
I et ledigt butikslokale på Amager Centrets nyetablerede gang på 1. sal, står en støbt maskine, som spejler sig i lokalets rå gipsvægge og går i ét med gulvets beton. Siska Katrine Jørgensen har i centret skabt et rum, der skaber associationer til en byggeplads, og som dermed minder os om noget, vi kender – eller noget vi tror, vi har set før. Men når man træder ind i lokalet, inviterer installationen til både spørgsmål og undren.

Officinet
Torgny Wilcke: Modeller
–> til 30. januar
I udstillingen arbejder Wilcke med tekstilstoffer, der er bemalet med linoliemaling og hængt enkelt op i en flad kasse, der kunne minde om en montre.

Politikens Forhal
Studio ThinkingHand: Feral Fetish
–> til 22. januar
En gærbakteriekultur spiller hovedrollen i et videoværk, som danner omdrejningspunktet for udstillingen. I kontrasterne mellem gærbakteriekulturen, skamklippede græsplæner og de sansende personer opstår spørgsmålet, hvad er naturligt?

Tranen
Sofia Albina Novikoff Unger: 21st Century Fox 
–> til 27. februar
I udstillingsrummet Tranen på Gentofte Hovedbibliotek, handler det om ræve! Med udgangspunkt i at ræven stortrives, mens andre arter uddør, fremstilles ræven i kunstnerens version som lige så foranderlig som verden selv. Der er ikke en ræv, men en mangfoldighed af ræve. Der er den vilde ræv i naturen, den urbane ræv, den tæmmede ræv, den avlede ræv og den genmodificerede ræv.

Installationsview fra udstillingen Anxiety of Influence af Esben Weile Kjær og Yvette Brackman, der kan opleves i FourBoxes Gallery på Krabbesholm Højskole. Foto: Per Andersen.

Vestdanmark

FourBoxes Gallery, Krabbesholm Højskole
Esben Weile Kjær og Yvette Brackman: Anxiety of Influence
–> til 23. januar
I forbindelse med en workshop på Krabbesholm opdager Esben Weile Kjær det mere end 25 år gamle værk Camp af Yvette Brackman. Det bliver starten på et spektakulært samarbejde og udstillingen Anxiety of Influence. Udstillingen kan opleves ved at tage kontakt til Krabbesholm Højskole.

se! udstillings- & projektrum 
Aske Alexander Hvidtfeldt: Look the fuck up Hannah (please)
–> til 31. januar
En udstilling om at lytte til for mange historiepodcasts og være skuffet over menneskeheden. En inspirerende tale i en film af et geni, som viser sig at være et pædofilt svin. En koldkrigselefant i stuen. En fremtid der kunne have været, og det skrammel vi endte op med. Men heldigvis er himlen stadig blå, og dommedag er ikke forestående, ligegyldigt hvad de siger.

Fyns Grafiske Værksted
Nye medlemmer 2022
–> til 1. februar
I udstillingen vises nye værker udført af de elleve nyeste medlemmer af Fyns Grafiske Værksted. Deres kunstneriske udtryk spænder vidt, ligesom deres baggrunde er vidt forskellige.

Skitsehandlen
Ann Linn Palm Hansen: Arithmos
–> til 26. februar
Billedkunstner Ann Linn Palm Hansens værker er grundforskning i farver. Hun har fået international anerkendelse for sine geometriske form- og farvestudier.
Udstillingen viser en serie prøvetryk og originale form- og farvestudier til kunstnerbogen (Shape. Color) Riso I.

Del artiklen

'Guide til kunstoplevelser i projektrum og andre udstillingsrum'

Facebook