Gentagelsesmønstre og sne med kant

Billedserie

Udstilling

Den rette vej

3 okt 2008 1 nov 2008

Camilla Rasborg, Anne Skole Overgaard

Galerie MøllerWitt
Se kort og tider

Gentagelsesmønstre og sne med kant

Camilla Rasborg Modstand #3, 2008

Anne Skole Overgaard og Camilla Rasborg byder på mønstermalerier og forfriskende naturfotografier i Galleri MøllerWitt.

 

Fra Sibirien til baghaven
Mens Anne Skole Overgaard har været en tur i Sibirien og udstiller kulturmøder i maleri og tekst, har Camilla Rasborg taget baghaven og vindueskarmens stilleben i nærmere fotografisk øjesyn og konstrueret natur-relieffer. Det er der kommet en nærsynet, rumbedragerisk og interessant udstilling ud af, der dog lider lidt af gentagelser og en misvisende titel.

Camilla Rasborgs fotocollager i forgrunden.
Camilla Rasborgs fotocollager i forgrunden.

Anne Skole Overgaard Sengetøj, Ulan Ude, 2008
Anne Skole Overgaard Sengetøj, Ulan Ude, 2008


Mønsterets antropologi

Overgaards malerier fokuserer på mønstrede overflader, og de præsenteres sammen med en kort tekst, der skildrer et glimt af rejsens møde med det fremmede. Resultatet bliver dokumentariske fragmenter af antropologisk karakter, hvor betydningen opstår et sted mellem teksten og de næsten kitsch-minimalistiske malerier. En interessant vinkel på kulturmødet og en god idé, der desværre udtømmes efter et par billeder. Herefter bliver det en gentagelse, og tilbage er kun at beundre kunstnerens tekniske kunnen – i højere grad med penslen end med pennen.

Forfriskende skæve naturbilleder
Rasborg indfanger nære og poetiske naturoplevelser, som vindueskarmens kaktus og frosne solsikker i baghaven, og tager dem under heftig digital behandling. Ved for eksempel at skære et sneklædt landskabsbillede ud til et rumligt relief i firkantede former, peger Rasborg på det digitale fotografis pixelerede grundstruktur og manipulerbarhed.

Camilla Rasborg Modstand #4, 2008
Camilla Rasborg Modstand #4, 2008

Camilla Rasborg Modstand #5, 2008
Camilla Rasborg Modstand #5, 2008

De uventede manipulationer med billedernes perspektiv bidrager desuden til en svag fremmedgjort fornemmelse i det ellers genkendelige motiv. Kunstneren serverer dermed en ellers fortærsket genre af natur- og landskabsbilleder med en forfriskende skævhed.

Forfejlet titel
Udstillingens titel Den rette vej virker dog malplaceret og giver ikke umiddelbar mening i forhold til de konkrete værker. Den rette vej skulle ifølge udstillingens pressemateriale være en humoristisk kommentar til, hvordan vi både som samfund og privatpersoner søger at undvige og slippe af med problemer.
Men denne hentydning til en – om ikke politisk så holdningspræget – agenda, lever værkerne ikke rigtig op til. Istedet er det spændingsforholdet mellem det nære og fjerne, det genkendelige og fremmede, der er udstillingens egentlige tema, og det fortjener den at blive set for.

Anne Skole Overgaard Lænestol, Irkutsk, 2008
Anne Skole Overgaard Lænestol, Irkutsk, 2008
Anne Skole Overgaard Badeforhæng, Helsinki, 2008
Anne Skole Overgaard Badeforhæng, Helsinki, 2008

Anne Skole Overgaard (f. 1980) og Camilla Rasborg (f. 1974) er begge uddannet fra Det Jyske Kunstakademi.

Billedserie

Udstilling

Den rette vej

3 okt 2008 1 nov 2008

Camilla Rasborg, Anne Skole Overgaard

Galerie MøllerWitt
Se kort og tider

Del artiklen

'Gentagelsesmønstre og sne med kant'

Facebook