Vi indleder året med en rapport fra tre vidt forskellige kunstneriske manifestationer på de københavnske gallerier: Spanske Carlos Álvarez Clemente får os til at undre os over de fysiske naturlove. Svenske Gustav Gaston tuner ind på bilkulturens betydning for den maskuline identitetsdannelse, mens Alexander Tovborg maler farveintense malerier til evigheden i dialog med kristendommens ikonografi.
Lad os indlede med den spanske billedkunstner Carlos Álvarez Clemente (f. 1990), som gæster Tableaus showroom i Grønnegade. Tableau, hvis hovedbutik ligger i St. Kongensgade 50, er en spændende designbutik, der formidler innovative objekter til blomster.
Clemente er oprindelig uddannet som arkitekt i sit hjemland, men arbejdede i en periode som assistent for Cathrine Raben Davidsen og fik herigennem en tilknytning til den danske kunstscene. I dag bor og arbejder han i Danmark og på de canariske øer.
Clemente har en fænomenologisk-undersøgende tilgang til sit stof, som han primært finder i naturen, og han opererer typisk i grænsefladen mellem skulptur, fotografi og design.
Titlen på hans nye soloudstilling arriba, abajo dentro dentro betyder oversat til dansk: Oppe, nede, inde, inde, altså adverbier, der angiver placeringer i rum. Hans fotografier fungerer som en art portaler ind til andre verdener. Hans spørgende og legende tilgang til stoffet resulterer i en række forundringsskabende værker, der minder om naturvidenskabelige forsøg på at undersøge fænomenverdenen.
Han kan finde elementer fra de fotograferede naturmotiver og hente dem ind i udstillingsrummet, hvorved han skaber et interessant spil mellem repræsentationsformerne. I fotoet Uden titel, 2022, har han fotograferet en høj klippekyst med en vagina-formet grotte. Her kan bølgerne i overført betydning kopulere med klippen. Oppe nede, inde, inde.
I fotografiet piedra flying (2021) ser vi en meteorlignende sten, hentet på de canariske øer. Den er kastet op i luften, så den svæver op mod en blå himmel og nogle små fredelige lammeskyer – eller er den på vej ned mod jorden fra det ydre rum? Den kunne måske også været fotograferet liggende på et spejl, som er placeret under den åbne himmel?
Selvsamme sten indgår helt konkret i den anden del af værket, hvor den er indsmeltet i en glasplade, som omslutter den i en perfekt form, som var den et fossil, fanget i rav. Glas er skabt af sand, soda og kalk, der opvarmes til 1500 grader og dernæst afkøles, så det kan formes til pragtfuldt kunsthåndværk eller dagligdags brug. Sand består af nedbrudte sten og klipper. Således etablerer værket den perfekte cyklus, når stenen forenes med glasset.
Udstillingens i min optik mest interessante og komplekse værk er det tredelte mmmmmmhh 3 – et fotografi og to objekter: en bemalet træstol og en lysskulptur bestående af et fotografisk spotlys, en glaskaraffel m.m.
Fotografiets motiv er en ekstremt saltholdig sø i det spanske højland. Saltet skaber en rosa farve, der opstår pga. refleksionerne fra saltkrystallerne. Fotografiet ligner et impressionistisk solnedgangsmotiv med sfumatiske – slørede – konturlinjer.
Stolen, der optræder fysisk i gallerirummet, er malet rød på den ene side, som om den havde ligget i søen og havde taget farve af den, mens lysinstallationen som det tredje element er et forsøg på at genskabe søens refleksioner på gallerivæggen.
Jeg bor selv ud til en sø og oplever jævnligt solens spil i søspejlet, der reflekteres op i loftet og danner dirrende lysmønstre. Det er et mageløst lysfænomen. Lige så mageløse virker Clementes kunstigt skabte refleksioner på væggen.
Carlos Álvarez Clemente: arriba abajo dentro dentro. Tableau. Showroom. Grønnegade 41a. Åben efter forudgående aftale med Josephine Jein: Mobil: 29278711. Til 27. januar.
Tovborgs katedral
Maleren Alexander Tovborg (f. 1983) har i de seneste ti år placeret sig på en fremtrædende plads i dansk og internationalt samtidsmaleri. Fra udstilling til udstilling har han raffineret sit mangelagede, ornamenterede og spirituelt søgende maleri, som handler om eksistensens grundvilkår og selve meningen med livet.
Han inkorporerer lignelser og myter, der ligger som en matrice under vores kultur og rekontekstualiserer dem i en markant og farvestrålende ikonografi. Motiverne henter han ofte i kristendommens billedkultur, som han mixer med elementer fra indisk, orientalsk og inka-indiansk ornamentik: Stærke, varme farver og mange cirkelformer, der danner næsten abstrakte figurer, præger fladerne.
Ofte smelter figurerne sammen med ornamentikken, hvilket jeg synes er en sofistikeret pointe: Tovborg botaniserer i en sådan grad med sine kompositioner, at de stiliserede figurer smelter sammen med omgivelserne, hvorved han understreger menneskets dybe relation til naturen. Hermed gør han op med den vestlige civilisations dikotomi-tænkning: At naturen er det andet – at den ligger uden for mennesket som en ressource, vi blot har fået stillet til rådighed for at kunne overleve – uden at udvise taknemmelighed for den gudsskabte gave, den er. Men mennesket er jo selv natur, og som sådan er vi dybt afhængige af den.
I sin nye værkserie på Galleri Nicolai Wallner, der tematiserer en af kristendommens mest tilbedte figurer, Madonna eller jomfru Maria – zoomer Tovborg ind på mor-barn-dyaden.
Meget apropos så jeg kort før jul en udstilling i Berlins Gemäldegalerie med den italienske renæssancekunstner Donatellos (1386-1466) skulpturer og relieffer, primært udført i marmor. Her var et helt rum viet til Madonna-med-barnet-motivet, men hvor Maria og Jesusbarnet i Donatellos fortolkning ses i profil, mens de ser hinanden ind i øjnene og udstråler en hellig sammenhørighed, vokser Tovborgs mor og barn i højere grad sammen via ornamentikken og vender sig generelt frontalt ud mod beskueren som i mange old kristne ikoner af Maria og Jesusbarnet. Tovborgs mange variationer over motivet udmønter sig i titler som madonna of solitude, madonna of mystery, madonna of loyalty, of embrace, of the storm of the coin, scorpio madonna etc.
En paradisisk lykketilstand
Udstillingen falder koloristisk i to dele: I det store rum hænger malerier i orange-gule-røde, varmt-glødende farver, og i siderummet bag væggen ses værker i køligere blå-grøn-turkise og ultramarine farver. Man bemærker, at Jesusbarnet i værkerne her har skikkelse af en pige: Dea, der fremstilles som Salvator Mundi – verdensfrelser. Hermed bryder Tovborg med to årtusinders patriarkalsk praksis.
Hvert maleri er en rejse ind i en paradisisk lykketilstand – i et saftspændt univers fyldt med blomstrende flora og spirende frugter. Der er to akvareller, mens de øvrige malerier er akryl og oliepastel. Nogle af dem er malet på lærred, påmonteret træ fra kirkebænke. Også materialemæssigt går der således en lige linje til kristendommen.
I sine nye værker viser Tovborg, at han fortsat er en troens ridder, der giver plads til skønheden og kærligheden. Et ophold i hans ”katedral” er som at deltage i en sindsro-gudstjeneste eller en meditationstime. Øjet får uophørligt noget at græsse af i konfrontationen med disse fint ciselerede værker, der er frembragt med stor tålmodighed og lag på lag på en grund af eksempelvis engangskarklude, der skaber en mosaikagtig og taktil kakkelstruktur – så det ligner gobeliner.
En smuk lille bog med digte af Ulrikke Bak (f. 1991) ledsager udstillingen og fuldender denne gennemførte og genuine kunstoplevelse.
Alexander Tovborg: Madonna. Galleri Nicolai Wallner. Til 14. januar.
Blinkende lygter
Galleriet aaaa nordhavn har eksisteret i et år. Dets unge ejer, Aske Aagaard Andersen, der er barnebarn af den legendariske multimediekunstner Gunnar Aagaard Andersen (1919-82), excellerer i vovede udstillinger med unge kunstnere, der tør gå planken ud.
Den aktuelle udstilling Show Me Metal Theeth med Gustav Gaston (f. 1988 i Gøteborg og dimitteret i 2022 fra Det kgl. Danske Kunstakademi) er en bekræftelse af denne praksis.
På åbningsdagen var gallerirummet indhyllet i tåge, og hvis man troede, at der midt i rummet stod en bil i røg og damp og med blinkende lygter, tog man fejl. Det var attrapper af en bils forlygter, der var programmeret til at blinke og illudere bil på vej frem.
Men hvad skal vi med biler i kunsten i vores dystopiske, antropocæne æra, hvor fossile brændsler er uønskede, og biler skal fases ud? var min umiddelbare tanke. Er det en form for sorgarbejde over en bilkultur, som snart er på retur, som Gaston her bedriver?
Nej, det er snarere et forsøg på at skabe en fiktiv karakter, der rykker ud til natlige, ”psyko-sociale” ritualer på parkeringspladser, sådan som det oftere sker i vores kæmpestore naboland Sverige, hvor ”muskuløse” biler med mange hestekræfter er mere almindelige end herhjemme.
I Sverige er bilen ofte potensforlænger, ligesom den er et effektivt hjælpemiddel, hvormed man kan opnå en udvidelse af aktionsradiussen for mange, der skal kunne forcere store afstande. Samme maskuline bilkultur kendes i USA, hvor unge mænd til tider taber hovedet i konkurrencen om at køre hurtigst og udføre de farligste stunts i en ungdommelig dødsforagt. Vi ser det også sporadisk herhjemme, når bilister, der ikke sjældent er påvirket af narko eller alkohol, speeder vildt op om natten midt inde i byerne, så de undertiden rammer uskyldige forbipasserende og derved bliver skyldige i dødsbilisme.
Gustav Gaston (et kunstnernavn) har skabt den perfekte illusion, især når tågemaskinen kører, og bilen bliver forandret til et farligt rovdyr på spring gennem natten.
Gustav Gaston: Show me Metal Teeth. Aaaa Nordhavn Galleri. Til 27. januar.
