Sven Dalsgaard: Sandelig siger jeg jer, en af jer vil forråde mig, 1969 (udsnit). Pressefoto.
Sven Dalsgaard: Poetens Eftermiddag, 1942. I 1940erne ses Dalsgaards flirten med den psykofotograqfiske surrealisme tydeligt. Han vender senere tilbage med et mere selvstændigt bud på en form for ny-surrealistisk maleri.
Sven Dalsgaard: Stand in, 1993. Som så mange andre vitalistiske kunstnere bevarede Dalsgaard til det sidste sin sans for erotikkens betydning i livet. Her lader han stolen være en vellystig stand in.
Sven Dalsgaard: Højere højere op i solens cirkel, 1972. Et eksempel på hvordan, Dalsgaard annekterer nationalsymbolet og bytter om på tegnenes orden: Han potenserer glæden ved nationalsymbolet til bristepunktet.
Sven Dalsgaard: Inger, 1963. De blå øjne som stirrer igen fra værket er emblematiske for Dalsgaards eksplicitte animisme. Værket er charmerende naivt og humoristisk. Det ser tilbage på os og vil i dialog.
Sven Dalsgaard: Sandelig siger jeg jer, en af jer vil forråde mig, 1969. Som en Jesus på korset henrettes frisindets budbringer. Med humor, patos og selvironi optrådte Dalsgaard flere gange nøgen sammen med nationalflaget.
Sven Dalsgaard: Blå Pakke, 1969. En af de utallige pakker, hvor Dalsgaard leger med pirringen i fantasien om det som måtte være inde i pakken.
Sven Dalsgaard: Solrytteren, 1955. Skulpturen er ’ skåret ind til benet’, så kun det stativ, som normalt bærer leret, står tilbage som den egentlige skulptur. Denne type figurer findes i samme periode i Dalsgaards malerier.
Sven Dalsgaard: To (selvportræt), 1950. Ungdomsårenes sjælelige splittelse blev over tid overvundet gennem en mere åndelig søgen. Her opdagede han sin dualistiske verdensforståelse og anerkendte den som sin særlige evne.
Oversigtsbillede med hovedværket Det store optog fra 1948 i baggrunden. Her ses allerede Dalsgaards dualisme og glæde ved de naturlige drifter. Pressefoto
Indgangspartiet til udstillingen benytter flagkunstens dobbelte betydning som symbol for fest og fejring men her også som symbol for Dalsgaards utrættelige brug af flaget som form og tegn i sin kunst. Pressefoto
Skulpturen får når massen negeres til fordel for en imaginær volumen, det omgivende rum til at spille en afgørende rolle, idet skulpturen næppe i sig selv er andet end en antydning eller et omtrentligt omrids, for beskueren at hænge sine fantasi om
Dalsgaard boede hele livet i Randers og på godt og ondt omfavnede han dette vilkår. På væggen 'portrætter’ af randersborgere. På gulvet to af hans mange stoleobjekter. Og flaget gjorde Dalgaard til sit eget. Pressefoto
Her ses det hvorledes de skulpturelle figurer går igen i malerierne. Anne Højer pedersen argumenterer i tekst for at betragte Dalsgaards skulpturer i 1950 erne, som ’konstruktionsskulpturer’, der afviser enhver from for illusionisme. Pressefoto.
Sven Dalsgaard: Samme sted (to stænger), 1978. Nationalsymbolet skjuler kun nødtørftig den liderlighed og homofili, som udfolder sig lige bag den nationalistiske borgermorals pæne facade.