Her i den private lejlighed skal de to finske kunstnere Maarit Mustonen og Anne Naukkarinens næste værk, performancen ikkööhäïk – I’m ok, finde sted. Jeg er mødtes med dem i lejligheden, hvor kurator og redaktør Karin Hald fra udstillingskonceptet Forlaget Gestus bor. Vi drikker te og spiser kage, mens vi taler om deres fælles arbejde rundt om spisebordet.

Forlaget Gestus er startet af billedkunstnerne Karin Hald og Kirke Meng i 2015. De har udviklet et tværdisciplinært udstillingskoncept, som sidestiller tekst og billede. De arbejder i en skandinavisk kontekst. De har i samarbejde med en række vigtige kunstnere indenfor feltet, fx Mikkel Thykier og Cia Rinne, årligt produceret to steds-specifikke visninger og kunstnerbogudgivelser.

Forlaget Gestus sidestiller litteratur og kunst bl.a. for at nedbryde de klassiske hierarkier mellem tekst og kunst. Til Forlaget Gestus sidste udstilling blev selve udgivelsen spooning af Ingrid Furre ligefrem performeren i udstillingen. Kunstbogen var smukt og seværdigt lagt frem på sengen på et hotelværelse sammen med andre skulpturelle objekter. I spooning blev hver gæst ledt op på hotelværelset gennem en perfomance udført af kuratoren og derefter havde den besøgende mulighed for at være så længe på værelset, som hun ønskede sammen med værkerne. Det intime rum undersøges og udfoldes igen og igen hos Forlaget Gestus.

”Det skaber et hierarki, at tekst i relation til kunst ofte er den rationelle forklaring på den efemeriske og irrationelle kunst. Vi arbejder i stedet åbent med sproget som materiale. Det, vi arbejder med, skal virkelig have en krop. I vores udstillingskoncept er udgivelsen til en udstilling ikke et katalog. Forlaget Gestus’ publikationer er et værk i sig selv og kan leve videre efter udstillingen. Publikationerne er kunstværker, man faktisk har råd til at købe med hjem”, forklarer Karin Hald.

Dialogen, med de kunstnere Forlaget Gestus samarbejder med, er i fokus, og derfor kan man også kalde forlagets metode for en langsom kuratering.

”Vi fortæller selvfølgelig de kunstnere, vi arbejder med, at vi skal have lov til at have meninger om udstillingen samt publikationen. Så vi vil det modsatte af den klassiske form for kuratering, hvor man inviterer en kunstner til at vise eksisterende værker i en hvid kube. Der er ikke noget galt med denne tilgang, men der en overflod af den, og vi ønsker at præsentere en anden indfaldsvinkel. Her er det måske også vigtigt, at vi har en baggrund som billedkunstnere, så vi derfor kender til det at skabe ud fra egen krop. Vi kræver nye værker både til udstillingen og udgivelsen. Og vi skal alle sammen tage del i udviklingsprocessen. Vi forstår selvfølgelig, hvis ikke alle kunstnere er interesseret i sådan et samarbejde. Men det er noget vi selv har savnet – den meget aktive kurator som indgår fuldt og helt i processen”, siger Karin.

Site-specifik intimitet

Endnu en vigtig del af Forlaget Gestus kurateringspraksis er at arbejde steds-specifikt. Hald og Meng arbejder med at finde de helt rigtige omgivelser til hvert enkelt projekt for at undgå blot at facilitere et klassisk kunstrum.  

”Vi vil bruge dette rum, ” fortæller Karin og peger ud i hendes køkken-alrum: ”Dialogen med Anne og Maarit har handlet meget om, hvilket rum vi ville være i og hvilke stemninger dette skaber. Det er interessant at være i et hjem og at gøre det til en form for mellemrum, så det alligevel ikke er et privat rum. At det står og dirrer et sted midt imellem. Et hjem er jo også en ekstrem kuratering. Samtidig har vi talt om, at når vi træder ind i mit hjem, i denne sammenhæng autoriteten, så rykker magtbalancen sig, og jeg bliver stillet frem til skue. Normalt er kuratoren ikke synligt i den færdige udstilling, men her afprøver vi noget andet. Samarbejdet bliver tydeliggjort”.

“Vi oplever denne udstilling som et stærkt samarbejde, hvor ingen af os længere har ejerskab over værkerne, hvilket er befriende. Audiologepæden Alma Manley kommer og holder foredrag om stemmen, Karin som læser sin tekst op, vi, Maarit og Anne, skaber en performativ dialog – alle delene er lige meget denne udstilling”, uddyber Maarit.

Kuratorerne og kunstnerne har overvejet flere andre steder i forhold til spørgsmålene om sproget og kroppen, som er undersøgelsesområdet for værket ikkööhäïk – I’m ok.

”Performancen skulle vises i et privat hjem, fordi det er intimt at arbejde med kroppen, stemmen, åndedraget og sproget, som igen handler om et begær efter mening og at skabe kontakt”, siger Maarit Mustonen og Anne Naukkarinen fortsætter:

”Vi har alle vores helt egen stemme. Vi vil gerne have, at man husker på, at det en person med en sansende krop, som performer, og at situationen ikke kan kontrolleres. Man skal lytte og være opmærksom”.

Sproglig og fysisk oversættelse

Forud for performancen har Maarit på et residency-forløb i København lyttet til danskere tale i det offentlig rum. For hende, der ikke forstår dansk, stod sprogets udvendige, lydlige side frem. Anne har herefter forbundet sprog og krop i en del af performancen ikkööhäïk – I’m ok.

”Jeg kommer fra moderne dans og performance-miljøet, så jeg er vant til at arbejde med improvisation og at sætte forskellige fragmenter sammen, hvor der ikke behøver være en fortælling. Jeg er vant til at arbejde med noget, der står fysisk i rummet, men vi endnu ikke ved, hvad er ”, forklarer hun.

Dialogen i mellem kuratorerne og kunstnerne har netop handlet meget om at turde at bevæge sig ud i ikke-narrative udtryk, som kan være vanskelige at forstå. Et usikkert og underligt udgangspunkt, som kan opstå, når man arbejder tværfagligt i mellemrummene mellem kunstarterne. Performancen ikkööhäïk – I’m ok stiller således bl.a. spørgsmål til, hvordan vi er programmeret til et ønske om mening; hvordan vi gerne vil forstå kunst.

”Performancen handler bl.a. om at betyde og hvordan. Vi har arbejdet med sprog, vi ikke forstår. Jeg har lyttet. Er der noget, jeg kan opfange? Og derfra har jeg været i en proces uden at fokusere på at finde meningen med ordet, men i stedet på, hvordan det lyder, og hvordan det føles. Jeg har indsamlet verbale rum, som jeg ikke havde kontrol over. Det var krævende”, fortæller Maarit.

Hun skrev lydene ned og oversatte til sit helt eget sprog, og dette materiale har Anne Naukkarinen så oversat til et kropsligt sprog som en del af performancen.

”Det finske ord for oversættelse betyder også en vending, en fysisk vending. Det ligger altså implicit i det finske sprog at ’oversætte’ også er en vending; at se noget fra en konkret anden vinkel. Der er så fint, der er en forbindelse her mellem sprog og krop”, nævner Maarit smilende.

”Mit arbejde har selvfølgelig også med oversættelse at gøre. Jeg har udvalgt enkelte ord og brugt gentagelser. Gennem gentagelser af ordet får man en forståelse af et ord; Jeg har arbejdet med ordets sanselighed; hvad kan ordet bruges til fysisk? Hvad foreslår ordet kroppen at gøre? Jeg har virkelig kunnet mærke de mange forskellige stemmer i materialet, og at det er indsamlet”, bemærker Anne om hendes oversættelsesarbejde.

En politisk feminin skrift

Idet performancen ikkööhäïk – I’m ok forsøger at nedbryde magtstrukturer og er en slags oversættelse af talt sprog til kropslige gestus; altså fremskriver et andet fysisk sprog, kunne man kalde Maarit og Annes arbejde for écriture féminine. Det er et begreb den franske poststrukturalistiske teoretiker og forfatter Helene Cixous har brugt om en kropslig forankret skrift, der vil omvælte de stereotype kønsdikotomier.

”Da vi alle tre er feminister er dette selvfølgelig et feministisk værk. Vi har ikke talt så meget om det, men det findes konstant implicit. At være feminist er er en konstant handlen og genforhandling, så vi gentænker hele tiden ideer; værket er dermed en også en form for écriture féminine. Ideen om at være rationel og bruge sproget på den “rigtige” måde er en meget magtfuld maskulin tradition. Så at forsøge at finde en plads i verden ved at bruge sproget, det mest magtfuldt rationelle i verden, på en anden måde, er meget interessant. Men det er også udfordrende at lære at tage den plads”, fastslår Karin og Anne afslutter:

”Jeg føler, at dette arbejde udfordrer, hvad vi forstår ved sprog. Hvis jeg oplever noget, hvilket sprog skal jeg så bruge om det, og hvordan har vi en dialog? Hvilken form for dialog vil vi have? Sproget er så dominerende i forhold til, hvordan vi skaber rum og situationer. Der er et mellemrum mellem intellektuelle ideer, tanker og fysiske handlinger, det at leve. Hvordan skal krop og intellekt forbindes? Det skal vi arbejde med, hvordan vi eksisterer. Det er noget, vi ikke ved, noget ukendt, men vi skal arbejde med det”.