Fusionskunst med blod og blomster

Fusionskunst med blod og blomster

Imran Qureshi: And they still seek the traces of Blood. Foto: Kunsten

Billedserie

Imran Qureshi splejser pakistansk miniature-tradition med actionpainting. På Kunsten i Aalborg folder han sig ud med store samtidskunstinstallationer, men er bedst i mikroskala.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Imran Qureshi er godt eksponeret på store vestlige kunstinstitutioner med udstillinger på blandt andet The Metropolitan Museum of Art i New York og Venedig Biennalen. Han fusionerer pakistanske kunsttraditioner med vestlig samtidskunst og passer på den måde eksemplarisk ind i den kritiske postkoloniale dagsorden, mange velmenende kunstinstitutioner gerne – og retteligt – abonnerer på.

Imran Qureshi. Installationsview. Foto: Ole Bak Jakobsen
Imran Qureshi. Installationsview. Foto: Ole Bak Jakobsen

I Aalborg er Alvar Aaltos ikoniske museumsbygning netop åbnet igen efter en omfattende renovation og ombygning, og Qureshi kan opleves både i den ‘gamle’ højloftede særudstillingssal og i den store nye udstillingssal i underetagen.

Her folder han sin praksis ud i sin fulde palet: Små miniaturearbejder, store ekspressive malerier, et omfangsrigt gulvmaleri og en gigantisk installation af sammenkrøllet papir. Han pendulerer på den måde mellem en række poler: mellem mikro- og monsterskala, mellem bladguld og acrylfarver, mellem øst og vest, mellem blod og bladvækst, mellem liv og død, mellem det teatralske og det meditative, det voldsomme og det stille.

Imran Qureshi: Du som er min kærlighed, men også mit livs fjende. Foto: Ole Bak Jakobsen
Imran Qureshi: Du som er min kærlighed, men også mit livs fjende. Foto: Ole Bak Jakobsen

Hovedgrebet
Qureshis hovedgreb er at fusionere den minutiøse, dekorative pakistanske miniature-tradition med den ekspressive actionpainting-tradition, som vi kender den fra eksempelvis Jackson Pollock (1912-1956). I sine store malerier har han dryppet eller sprøjtet farven ud over lærrederne. Signaturfarven er rød, og der spilles på associationer til blodbadet. Qureshi er da også direkte påvirket af voldsomme, personlige oplevelser med terrorangreb i Lahoa, hvor han bor. Billedernes umiddelbare ekspressive gestus kontrasteres imidlertid af sirligt malede blomster eller bladvækster, der organisk er integreret med de blodrøde stænk. Blomsterornamenterne er ‘lånt’ fra den klassiske østlige miniaturetradition.

Imran Qureshi: Dette spedalske skær, 2015 (detalje). Foto: Ole Bak Jakobsen
Imran Qureshi: Dette spedalske skær, 2015 (detalje). Foto: Ole Bak Jakobsen

Symbolikken er følgende: Vi lever i en verden, hvor vold, terror og krig er den skræmmende realitet og dagligdag mange steder. Samtidig peger blomsterne og de spirende blade på væksten, på håbet og troen på trods af de destruktive realiteter: Liv og død, kaos og orden i et greb – det er faktisk hurtigt læst.

Tilbage skal værkerne leve på det æstetiske clash og på den fysiske og sanselige virkning, og jeg er ikke helt overbevist stående overfor malerierne i en pæn udstillingssal på et pænt kunstmuseum i Nordjylland. For undertegnede er disse malerier reelt mere ‘harmoniske’ og dekorative end egentlig strittende og modsætningsfulde.

Slagtehalsinstallationer
Qureshi har foldet grebet ud i stedspecifik storskala, hvor store gulv- og vægarealer har fungeret som lærrede. Han gjorde det blandt andet på Sharjah Biennalen i De Forenede Arabiske Emirater i 2011 og på The Metropolitan Museum of Art i 2013. Det forstærker selvsagt den teatralske kraft og inddragelsen af beskuerens krop og virker mere overbevisende.
I Aalborg er det gulvet i underetagen, der er sprøjtet til – nu med blå maling, hvorved den dramatiske slagtehals-symbolik viger pladsen for et ønske fra kunstnerens side om “at skabe et rum for ro og eftertanke, som frembringer håb i en kaotisk omverden”, som det hedder i museets præsentationsmateriale. Jeg synes ikke, det er helt skarpt skåret.

Imran Qureshi. Installationsview. Foto: Kunsten
Imran Qureshi. Installationsview. Foto: Kunsten

Et kødbjerg?
Ligeledes er den store installation, der består af 30.000 sammenkrøllede fotos af et af Qureshis røde gulvmalerier, lanceret som “et bjerg af menneskekød”, mens værktitlen And they still seek the traces of Blood er et citat fra et digt af Faiz Ahmed Faiz, der omhandler mennesker begravet uden hyldest, og uden at dødsårsagen er kommet frem i lyset.

Jeg underkender igen ikke, at en installation af den størrelse har en vis teatralsk og kropslig effekt, men det er svært at se bort fra den noget postulerede og hurtige symbolik.

I skyggen af en magtforvreden klode
Problemstillinger omkring etnicitet og kulturelt tilhørsforhold har fået en stigende – og helt nødvendig – opmærksomhed i kølvandet på den postkoloniale kritik, som blandt andre Edward Said og Homi K. Bhabha har eksekveret.
Kritikken af eksklusionen af andre kunstneriske traditioner og andre regioners aktuelle kunstformer er blevet taget til behørig efterretning af mange vestlige kunstinstitutioner, som har ‘inkluderet’ udstillinger af sydamerikanske, afrikanske og asiatiske kunstnere.

Men det er ikke nemt for nogen af aktørerne på en historisk og stadig magtforvreden klode at træde ud af sin egen skygge. Store monumentale værker er velkendte på europæiske og amerikanske kunstscener såvel som den ekspressive gestus, og trods alle gode intentioner er det nærliggende at tænke, at succesen for ‘ikke-vestlige’ kunstnere kommer, når de netop udtrykker sig i ‘vestlig’ indpakning. Som den kinesiske kurator Feng Boyi fortalte mig til åbningen af den aktuelle kinesiske samtidskunstudstilling A New Dynasty på Aros, må man huske på, at den ikke-vestlige verden har lært ideen om samtidskunst af vesten. Omvendt er det ikke let at overtræde den grundlæggende fordom: at ‘ikke-vestlige’ kunstnere kan repræsentere andet end noget ‘eksotisk’ eller ‘afvigende’ i forhold til et ‘vestligt’ kunstideal.

Imran Qureshi: Moderat oplysning, 2009. Foto: Kunsten
Imran Qureshi: Moderat oplysning, 2009. Foto: Kunsten

Magiske miniaturer
‘Eksotiske’ fremstår netop Qureshis miniaturemalerier for en indfødt dansker. Og hvordan vurderer man ‘objektivt’ disse værker for sine æstetiske kvaliteter og kritiske perspektiver. Der er ikke en let opgave. Ikke desto mindre fascinerer de, og for mig at se står Qureshi paradoksalt stærkere her end i de store installatoriske værker.

Miniaturerne trækker på en kunstnerisk arv, der går helt tilbage til 1500 tallet, og som blev revitaliseret på kunstakademiet i Lahore i 1980´erne, hvor en gruppe unge kunststuderende lod sig skole i den tålmodighedskrævende disciplin. En række af disse kunstnere, der nyfortolkede genren, fik siden international bevågenhed – ikke mindst har Shahzia Sikander været foregangskvinde, men foruden hende og Imran Qureshi er der kunstnere som eksempelvis Nusra Latif Qureshi, Tazeen Qayyum og Aisha Khalid.

Imran Qureshi bringer for sit vedkommende sprængaktuelle temaer ind i miniaturerne. I Misil-serien er det atomkapløbet mellem Indien og Pakistan. I serien Moderat Oplysning kommenterer kunstneren på den politiske kampagne Oplyst Moderation, som den pakistanske præsident Musharraf introducerede i 2004 i et forsøg på at imødegå religiøs fundamentalisme og vold. Qureshi er både sirlig og syrlig med sine billeder af skæggede mænd i knælange amerikanske shorts og en læsende mand med religiøs hovedbeklædning og armystrømper.

Miniatureserierne er små verdener af akuratesse, ornamentik og ethårspenselstrøg. De har en særegen magisk realisme og poesi, og det meditative anslag skinner klarere igennem her, selvom en del af småskala-universerne også er ‘blodstænkte’ med dryp og strint. Motiverne er mange steder omkranset af bladguldsborder, og selve den virkningsfulde ophængning i et mørkt rum med spots på billederne fremhæver det sakrale – billederne nærmest svæver i rummet.

Nærvær og universalitet
Det er som om, der er et større nærvær og en større præcision i miniatureværkerne, hvilket måske hænger sammen med, at de refererer til en mere lokal kontekst. Måske er noget gået tabt i transformationen til de store samtidskunstinstallationer og ønsket om at være global og universel?

Imran Qureshi: Første ord i dette nye hellige skrift, 2013. Foto: Ole Bak Jakobsen
Imran Qureshi: Første ord i dette nye hellige skrift, 2013. Foto: Ole Bak Jakobsen

Et par af miniaturene viser mure og indre gårde, hvor den røde farve er stænket udover. Her finder man den mest åbenlyse korrespondance til de store gulvmalerier, men dialogen er på sin vis til stede tværs over alle formater.

Qureshi har i interviews talt om, at han som person rummer to sider. En stille, refleksiv side og en mere dramatisk med større armbevægelser. Udstillingen i Aalborg giver et dansk kunstpublikum en tiltrængt mulighed for at lære en kunstner at kende, der fejrer stor international bevågenhed, og den gør det eksemplarisk ved at vise os hele spændvidden.

Billedserie

Del artiklen

'Fusionskunst med blod og blomster'

Facebook