Funktionelle betonkasser på Krabbesholm

Billedserie

Udstillingssted

Four Boxes Gallery

Krabbesholm Højskole
Se kort og tider

Funktionelle betonkasser på Krabbesholm

Four Boxes Gallery på Krabbesholm Højskole. Presefoto

Hvordan skaber man arkitektur med fokus på det æstetiske, når man søger inspiration fra noget så ordinært som en madkasse? Det ved Atelier Bow-Wow, for Krabbesholms nye udstillingsbygning Four Boxes Gallery excellerer med skønhed i enkeltheden.

Med en udstillingsbygning tegnet af den japanske tegnestue Atelier Bow-Wow har Krabbesholm højskole fået en bygning med funktionaliteten i top af en tegnestue, der lige om lidt for alvor træder ind på den internatonale arkitekturscene.

Timingen er altså perfekt. Om blot få år – hvis ikke måneder, ville Atelier Bow-Wow være umulige at få til Skive.

Four Boxes Gallerys facade, Foto Karen Johnsen
Four Boxes Gallerys facade, Foto Karen Johnsen

Ny japansk funktionalisme
Atelier Bow-Wow mestrer en site- og brugsspecifik tilgang til arkitekturen, som udmærker sig ved at være en seriøs undersøgelse af miljøet omkring bygningen.

Deres projekter er bygget op lag på lag med mulighed for afvekslende brug. En struktur, der kendetegner den nye tilpasningsdygtige æstetik med fokus på anvendelighed og kontekst, som for tiden skabes i Tokyo.

Det gør sig netop gældende for Four Boxes Gallery.

Store ambitioner i små størrelser
Da Krabbesholm havde brug for at få en masse ud af få kvadratmeter, var det derfor det helt rigtige valg, at satse på en tokyobaseret tegnestue.

Realiteterne var en trang byggegrund på plænen mellem Håndværkerskolens hvidkalkede facader og Idé-Pros røde murstensbeklædte fabriksbygning.

Her kommer Bow-Wows speciale i såkaldt "pet architecture" (kæledyrs-arkitektur) til sin ret.

Begrebet henviser til en stil, der er kendetegnende ved små, multifunktionelle strukturer med optimal pladsudnyttelse. En nødvendig reaktion på de minimale byggegrunde, der er tilbage i millionbyer som Tokyo.

Detalje - kuben som gennemgående tema, Foto Karen Johnsen
Detalje – kuben som gennemgående tema, Foto Karen Johnsen

Det er en innovativ tilgang til den rumlige perception, hvor en højnet opmærksomhed på topografiske problemer retter fokus mod arkitekturens essens: at skabe rum for aktivitet. Funktionalismen er i højsæde, og det er måske ikke tilfældigt, at tegnestuens navn, Bow-Wow, synes at rime på Bauhaus?

Moderne, men ikke dominerende
På Krabbesholm har Bow-Wow skabt en længe savnet udstillingsbygning for skolens elever og inviterede kunstnere – på meget lidt plads. Samtidig har atelieret taget højde for omgivelserne: Krabbesholms herskabelig historiske hovedhus og havneområdets rå industribyggeri.

Det har man gjort med en udforskning af geometriske former og kubiske silhuetter, der er umiskendeligt moderne, men ikke så højtråbende, som megen samtidsarkitektur.

Detalje, Foto Karen Johnsen
Detalje, Foto Karen Johnsen
Udsigt til nærmiljøet, Foto Karen Johnsen
Udsigt til nærmiljøet, Foto Karen Johnsen

Udefra fungerer resultatet fint. Højskolens bygninger skiller sig i forvejen væsentligt ud fra hinanden, og ingen overdøver hinanden.

Således ender hver af Krabbesholms bygninger med at blive unikke og tidstypiske eksempler på bygningshistorien.

4 bokse oven på hinanden
Helt konkret består Four Boxes Gallery, som navnet antyder, af 4 bokse stablet oven på hinanden. Nederst udgør to gårdhaver, som skal fungere som udendørsgallerier, og et stort indendørsgalleri 2 af strukturens bokse.

Oven på står den 3. boks. Et mindre og mere intimt udstillingsrum – som kan mørklægges, så eksempelvis videoværker kommer til deres ret. Den er et glimrende eksempel på, at der er tænkt over rummenes forskellige anvendelsesmuligheder.

Øverst finder man den fjerde og sidste boks, som skal være et privat værkstedsområde for kunstnere i residency.

Interiør, Four Boxes Gallery. Pressefoto
Interiør, Four Boxes Gallery. Pressefoto

Madkasseinspireret æstetik
Strukturen minder om den såkaldt ‘bento’-boks. En japansk madkasse til måltider bestående af ris og fisk/kød. En sådan boks består af individuelle kamre af varierende størrelse til de forskellige ingredienser. Grundideen er et himmelstræbende æskesystem, hvor de enkelte moduler er flytbare og foranderlige og sat sammen efter funktion.

Nøjagtigt som de bedste bento-bokse bestræber Four-Boxes Gallery sig på at præsentere sit indhold så elegant som muligt. Bygningen udmærker sig til det formål med en enkel og klart defineret struktur.

Det nederste og største udstillingsrum, Foto Karen Johnsen
Det nederste og største udstillingsrum, Foto Karen Johnsen

Elegant almindelighed
De indre gårdhaver, der leder tankerne mod traditionelle japanske huse, modulopbygningen, de åbne trappeopgange og broerne inde i huset mindsker den trange rumoplevelse, der ofte optræder i et betonbyggeri af denne størrelse.

Strukturen bliver en fusion mellem rum og lys, hvor lyset bringes ind via de tomrum, der bliver til overs mellem de 4 bokse, huset er bygget op omkring.

Four-Boxes Gallery virker måske nok meget almindelig ved nærmest at undsige sig opmærksomhed frem for en højtråbende signaturarkitektur. Men samtidig er der skønhed i enkeltheden.

Derfor tillader bygningen også andre kunstarter at træde frem. Og resultatet er en yderst brugbar konstruktion, der sætter de optimale rammer for udstillingen af kunst.

Areal: 250 kvadratmeter
Opført: 2009
Klient: Krabbesholm
Tegnestue: Atelier Bow-Wow
Projekt arkitekt: Naho Maki
Ingeniør: Fritz Nielsen & J. Juul Christensen A/S

Atelier Bow-Wow blev etableret af Yoshiharu Tsukamoto og Momoyo Kaijima i 1992. Tsukamoto (født i 1965, Kanagawa, Japan) er uddannet fra Tokyo Institute of Technologyhvor han i dag er ansat som ekstern professor. Kaijima (født i 1969, Tokyo) er uddannet fra Japan Women's University. Hun er i dag ansat som ekstern professor ved Tsukuba University og har tidligere undervist ved ETH i Zürich. De har desuden også undervist ved UCLA og Harvard University. Ud over de mange byggeprojekter Atelier Bow-Wow har forestået har de endvidere deltaget i Liverpool Biennalen, 2008, Venedigs Arkitektur Biennale, 2008, Sao Paulo Biennalen, 2007, Busan Biennale, 2006, Echigo Tsumaari Art Triennale i 2003, den 50. Venedig Biennale (2003) samt Gwangju and Shanghai Biennalerne, 2003. Deres projekter har samtidig været inkluderet i gruppe udstillinger ved The Hayward Gallery, Walker Art Center, Mori Art Museum, Tokyo City Opera Gallery, og the New National Museum in Berlin.

Billedserie

Udstillingssted

Four Boxes Gallery

Krabbesholm Højskole
Se kort og tider

Del artiklen

'Funktionelle betonkasser på Krabbesholm'

Facebook