Frodig eksotisme

Mens kunst, der handler om mødet med det fremmede og i særdeleshed dette mødes konflikter er yderst udbredt, er kunst, der udlever en ærlig fascination af det eksotiske en sjælden fugl. Og ikke bare derfor er Emil Westman Hertz udstilling bemærkelsesværdig: I sit omfang af materialer, teknikker og udtryk når den ud i et kontrolleret excentrisk særpræg, der er både tankevækkende og medrivende.

I gennem fermt trukne stregtegninger, tryk, fundne fotografier, indrammede planter, skulpturer i alt fra bronze til beg, hvalknogler og klabautermænd handler udstillingen om den aura af fremmede, vilde og eventyrlige steder, der hænger ved ting, materialer og former.

Tropesol til stuens høvding
Først mødes vi af en række små skulpturer af et udpræget primitivistisk præg. I samme rum danner et interiør med lænestol og eksotiske møbler et scenarie af dagligstue, hvor stuens høvding i stolen kan drømme sig væk – måske så langt som til Bornholm, hvorfra et langhalmstæppe angiveligt stammer!

Det kunne være karikatur og kliche, men er kamufleret og dobbelttydigt: er skulpturerne oprigtige eller ironiske og vil vi sætte os i stolen og fantasere om fjerne steder eller i stedet kritisk betragte netop denne position? Udstillingen holder begge muligheder åbne.  

Tropesygens syner
I det næste rum giver et mystisk sygeleje, en mumieagtigt indpakket mandsfigur og et indrammet burreblad, med titlen Feber, trope-tematikken en karakter af feberfantasi og sygelig tilstand. Installationen Sygeleje består af en montre med tyk bund af voks. Et materiale, der i sin formløshed selv er fremmedartet og udpræget anderledes.

Ved siden af denne kiste, der både signalerer liv og død, ligger forskellige skåle med substanser og en lang træpibe. Det er den både medicinske og narkotiske beruselse, der fremkalder tropefantasierne.

I montrens magt
Hvor dette rum rummer få objekter, fyldes udstillingens tredje og største rum af en fortættet mængde af værker i alle formater. Her er vi i museet og samlingens rige, fortæller en række montrer og vitriner os. Hvor det første rum viste det eksotiske i privaten og det andet det eksotiske i feberens undtagelsestilstand, viser dette rum de fremmedartede tings traditionelle rolle i kulturens offentlige liv.

Museet var stedet, hvor verden blev samlet, dens orden forklaret for folket. Og den orden var ikke mindst imperialismen og kolonialismens verdensbeherskelse.

Museernes samlinger har dog også ansporet til drømme og fantasier og det er ikke mindst i denne rolle, de optræder i Feber. Fyldte med et virvar af mystiske former og ting er også de rugekasser for tropefeberen. Westman Hertz formår igen her at give luft til fascinationen og synes at slå et slag for, at den ikke smides ud med en politisk korrekt bevidsthed.

Ind i mellem bliver det lige flagrende nok. Jeg forstår eksempelvis ikke en serie akvareller af ‘blodeksplosioner’ og udstillingens avis med afbildninger af værkerne er også et blindt spor.

Helhelden holder dog klart, ikke mindst i kraft af en virkelig godt timet opsætning med variation mellem fortættede og åbne rum og kunstnerens gode håndelag og alsidige antrit. Westman Hertz formår virkelig at tilvejebringe tegninger og figurer, der både er originale og overbevisende imitationer. Og det er lige, hvad Feber er: original og overbevisende!