Frieze overtager New York

Ved indgangen mod nord tårner en installation, der skal forestille en rød ballonhund. Den røde ballonhund er tilmed oppustelig, lavet af plastik og fæstnet til jorden ved hjælp af reb. Materialet og de grimme, ukorrekte detaljer afslører, at det ikke er Jeff Koons, vi her har at gøre med, men en anden stor amerikanske kunstner, nemlig Paul McCarthy, hvis yndlings udtryksform er provokation.

Denne territorielle afpisning og tydelige hån fortæller, at Paul McCarthy såvel som Frieze Art Fair ønsker at pege fingre af den etablerede kunstscene i New York og markere sig som det bedste alternativ, hvis da ikke forvandle andre kunstmesser, herunder særligt Armory Art Fair, der hidtil har været den vigtigste kunstmesse i New York, til alternativer.

SE PROGRAM, DELTAGERE OG TALKS HER

I år finder Frieze New York sted på Randall’s Island, som er en ø og offentlig park, der har sin placering i East River som en del af bydelen Manhattan.

Den er adskilt fra Manhattan mod vest, fra Queens mod øst og Bronx mod nord og hænger sammen med Wards Island mod syd.

Har nogen set giraffen?
Selvom hovedformålet med Frieze New York er at sælge kunst og dernæst promovere (i forvejen) fremtrædende kunstnere, fungerer kunstmessen hovedsageligt som en kulturel og social begivenhed, der samler mange forskellige personligheder, hvoraf de fleste har en direkte tilknytning til kunstverdenen (kunstnere, kunsthandlere, gallerister, journalister, kuratorer, samlere et.c.).

Det er tydeligt, at størstedelen af de mange tusinde besøgende kommer for underholdningens skyld, for at se hinanden og blive set.

Netop dette cirkus er da også det, der fascinerer, forskrækker og tiltrækker de fleste, og derfor også hovedsageligt det, jeg turde forvente at få ud af dette års Frieze-messe. Men som allerede antydet, tog jeg fejl. Frieze New York er mere og andet end bare nem underholdning.

Det handler ikke kun om penge
På messen deltager over 180 gallerier, hvoraf 55 af dem har adresse i New York. Foruden en solid repræsentation af de største og vigtigste internationale gallerier, er dette års Frieze Art Fair er bygget op omkring to zoner; ‘Frame’ og ‘Focus’. Gallerierne i zonen ‘Focus’ er udvalgt på baggrund af udstillingsprojekter eller solopræsentationer, kurateret særligt til Frieze.

Gallerierne i denne zone åbnede i eller efter 2002, og værkerne, der vises, har eftersigende ikke tidligere været vist på andre kunstmesser. Zonen ‘Frame’ er dedikeret til gallerier, der har eksisteret i mindre end 6 år.

Derudover præsenterer Frieze New York: Frieze Projects, Frieze Talks, Frieze Sounds, Frieze Sculpture Park og Frieze Education.

De her initiativer vidner om, at der er tænkt grundigt over indholdet og den oplevelse, man ønsker at give publikum.

Frieze New York tager sig selv seriøst som afsender og formidler og ønsker ikke at drukne sit eget navn i andre store, dyre navne. Disse initiativer fungerer som en kuratorisk ramme.

Til sammenligning var The Armory Show, som også forsøgte sig med kuraterede zoner, talks og events under temaet ‘USA’, næsten pinlig. Dette tema var valgt for at fejre kunstmessen 100 års jubilæum, og det store spørgsmål var:

”One hundred year after the avant-garde made its American debut at the 1913 Armory, today we must ask what, if anything, is new, shocking, or revolutionary”. Hvis det virkelig kan passe, at The Armory Show ikke er kommet videre siden Andy Warhol, har jeg ét svar: ”I guess not”.

Ligeværdig respekt for kunsten og markedet
Hvor det på The Armory Show var tydeligt at se, at der var lagt mere vægt på kvantitet frem for kvalitet, er der en helt anden respekt for værkerne og udstillingsarealet på Frieze. Der er fx luft mellem galleribåsene, hvilket gør det muligt rent faktisk at koncentrere sig omkring enkelte værker og gallerier. Den enkle inddeling af udstillingshallen i udstillingszoner, herunder brug af forskellige pangfarver til yderligere at adskille gallerier fra hinanden, gør det nemt at orientere sig, ligesom det er et godt formidlingsgreb. På overfladen lader det til, at der på Frieze er en ligeværdig respekt for kunsten såvel som for markedet.

Fra supermarked til dagligstue
Frieze New York som udstillingsrum i sig selv ikke er interessant. Som det gør sig gældende på alle andre kunstmesser, minder udstillingsarealet om et supermarked. The Armory Show markerer sig dog omend et mere luksuriøst et af slagsen, bl.a. fordi enkelte gallerier har formået at udnytte den udstillingsbås, de har fået tildelt, og transformeret den til deres fordel. Et af dem er Berlin-baserede Galerie Mehdi Chouakri, der havde arrangeret deres udvalgte værker på en sådan måde, at deres udstillingsbås lignede en dagligstue. De vandt da også Frieze Stand Prize, der lød på $15.000.

Et andet eksempel på en vellykket transformation var så omtalte den hemmelige bar, hvor du skulle have en særlig nøgle og udføre et særligt ritual for at blive tilladt adgang. Indenfor blev du mødt af tjenere, der serverede stærke gratis cocktail i omgivelser, der mindede om en dunkel og gammel bar, du kunne finde i Tjekkiet. Den hemmelige bar var et installatorisk værk af den amerikanske kunstner Liz Glynn kaldet Fault (2013). I en kunstmessesammenhæng, hvor der er tydelige hierarkier, fungerede værket godt, idet selv vigtige kunstpersonligheder, der normalt aldrig bliver nægtet adgang, var afvist ved den hemmelige dør, fordi de ikke havde en nøgle.

Kvalitet – en høj pris
På sofistikeret vis peger Frieze fingre af Armory og amerikansk samtidskultur, og markerer sig i mine øjne som New Yorks mest indflydelsesrige kunstmesse.

Med den dyre entrépris på $40 er Frieze dog kun for dem med økonomisk overskud eller de, der er snedige nok til at snige sig ind. Mange unge kunstnere og kommende kunstformidlere, kuratorer og andre kunstinteresserede, som er en væsentlig del af messens primære publikum, skæres fra. En kunstmesse så gennemarbejdet som Frieze og med kunstformidling (særligt med initiativerne Frieze Talks og Frieze Education) i højsæde burde være åben for en større publikumskare, der ønsker kendsskab til førende international samtidskunst.