Det er svært at være enig med Per Arnoldi, som han sidder dér i sofaen over for Jes Stein Petersen i Deadline 2. Sektion på DR2. Den kommende formand for Statens Kunstråd er selvsmagende og selvhøjtidelig ud over alle grænser, men han har en pointe.
Det vakte postyr, da Per Arnoldi udtalte, at kunst ikke skulle provokere. Mungo Park var hurtigt ude med en drillende velkomstvideo, hvor Per Arnoldis uskønne Samsung-reklame bliver klippet sammen med udvalgte Per Arnoldi-citater. Der er ingen ”smoking gun” i videoen; den udstiller ikke Arnoldi som hykler, og videoen peger snarere tilbage på alle dem, der fór i blækhuset på grund af Arnoldis udtalelse.
Det er svært at være enig med en selvhøjtidelig kunstner, der samtidig reklamerer for fladskærme, men det er ikke umuligt.
Borgerlig opbyggelighed
Det er intet odiøst i at mene, at kunsten ikke skal provokere. Det betyder ikke, at kunsten ikke må provokere; blot at det aldrig kan være et krav. Men nerverne synes at sidde uden på tøjet hos de kunstnere, som pludselig så censur og borgerlig opbyggelighed over det hele.
I Deadline 2. Sektion blev først kunstneren Jens Galschiøt præsenteret som en kritiker. Han er bedst kendt for sine politiske happenings i både ind- og udland, og – heldigvis – blev hans forslag til en ny H.C. Andersen-skulptur i Odense aldrig til noget.
Den skulle have forestillet digteren med fødderne i en brønd, hvor han stor, mægtig og med en alfaderlig kærlighed kunne skue ud over sine bysbørn. Modellen var ikke alene gammeldags og romantiserende på den der Disney-agtige måde; den var også decideret grim.
Med eller imod?
Efter Jens Galschiøt blev Jan Egesborg fra Surrend præsenteret som en kritiker.
Deres platte plakat af et kongeligt sexorgie, der ikke fik lov at hænge i Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus blev også en historie om, hvordan nogle forsøgte at censurere og undertrykke kunstnernes grundlovssikrede ret til at provokere, selvom der efter alt at dømme blot var tale om en aftale mellem en kunstnergruppe og et museum, hvor førstnævnte ikke leverede dét, som sidstnævnte havde bestilt.
Det var derfor meget svært at vælge side i striden mellem Per Arnoldi, Jens Galschiøt og Jan Egesborg. Det nemmeste ville være, hvis de alle sammen havde været på samme hold. Heldigvis behøver man ikke vælge George Bush-retorikken og erklære sig ”med eller imod” en af siderne i konflikten. Men Per Arnoldi har en god og væsentlig pointe på det indholdsmæssige plan, selvom den bliver leveret i en lind strøm af selvfedme:
Kunst er først provokerende, hvis den er mere end en provokation.
Fræk og frygtløs
Rapkæftet, hurtig, provokerende og ironisk, dét er Per Arnoldi ifølge ham selv.
Der er skæve smil og drillende svar, når tv-værten interviewer ham, og han påpegede igen og igen, hvor fræk og frygtløs han var. Ligesom at den, der påpeger, hvor ”skør” og ”tosset” han er, ofte vil være det stikmodsatte; normal på den kun alt for kedelige måde, så tyder Per Arnoldis selvopfattelse på, at han ikke er så fantastisk rapkæftet og provokerende.
At kritikerne synes, at Per Arnoldis kunstsyn er provokerende, er derfor ironisk.
Kritikken kan skyldes to ting; enten har kritikerne ganske enkelt misforstået Per Arnoldi, og hele kontroversen kan blive afblæst. Eller også har kritikerne misforstået Per Arnoldi med fuldt overlæg, fordi det nu engang er Per Arnoldi. Han er en mand, man gerne vil være uenig med, men sjældent fordi han er rapkæftet, hurtig eller provokerende. Kritikken kan også skyldes en tredje ting; at kritikerne virkeligt mener, at kunsten død og pine skal provokere. Det er alligevel for svært at tro på.
Reaktioner viser en kedelig tendens, som ikke er forbeholdt kunstverdenen; gamle fjender bliver gjort til alt det, man ikke kan lide, så gamle slåskampe kan holdes ved lige. Det er en kamp, som vi kan forstå, og det er en kamp, som er sjovere at skrive og læse om.
Per Arnoldis kassetænkning
Det var en anstrengende debat at være vidne til, især da Per Arnoldi afslutningsvis sætter et skel mellem en romantisk og en ironisk tilgang til diskussionen om kunstens nytte.
Per Arnoldi fortæller, at han altid er ironisk, når han diskuterer kunst, og det kan man godt forstå:
Ironikeren risikerer aldrig andet, end at han ikke bliver forstået. På den måde har ironikeren altid sikret sig, at eventuelle problemer ligger hos andre end ham selv.
Romantikeren blotter sig for latterliggørelse, fordi hun eller han glemmer at holde sig mindst en armslængde fra kunsten.
Romantikeren har mere at tabe, men også meget mere at vinde, men det bedste ved romantikerens position er dog, at han eller hun kan finde sig roligt tilrette på modsatte side af Per Arnoldi. Det ville være dejligt, for så slipper man også for at forsvare den krukkede fladskærmesælger. Men sandheden er nok snarere, at hverken ironikeren eller romantikeren får helt ret.
Piet Hein skrev, at ”Den, som kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.” Det samme kan man sige om Per Arnoldis skel mellem ironikeren og romantikeren. Således ender man alligevel med at være uenig med Per Arnoldi, og så står verden igen.
Theis Vallø Madsen (født 1980) er kunsthistoriker og anmelder ved Kunsten.nu.
