Forårsudstilling opstarter samarbejder med Politikens Forhal og Deep Forest Art Land

Forårsudstilling opstarter samarbejder med Politikens Forhal og Deep Forest Art Land

Deep Forest Art Land. Peter Land: Falden Måne, 2017. Foto: Peter Land.

Charlottenborg Fonden har netop offentliggjort et nyt samarbejde med Politikens Forhal og Deep Forest Art Land. Samarbejdet skal skabe bedre muligheder for de deltagende kunstnere samt  bredere distribution af Forårsudstillingens aktiviteter.

Forårsudstillingen fungerer som et springbræt for helt unge kunstnere. I 2021 introduceres derfor to institutionelle samarbejder med Politikens Forhal i København og Deep Forest Art Land i Kibæk. Fokusset for den nye satsning er ifølge fonden at understøtte vækstlaget gennem en række skræddersyede samarbejder, hvor kunstnerne får mulighed for at videreudvikle deres udstillingspraksis i tæt samarbejde med institutionerne og blive en del af et solidt kunstnerisk program. Formålet er, at de gennem en koncentreret indsats kan skabe en solo præsentation i professionelle rammer.

Samarbejderne vil afspejle de individuelle partneres profiler og programmer, og vil både udmønte sig i udstillinger, residencies samt andre begivenheder. Projekterne vil dels manifestere sig under Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg, men som noget nyt også̊ i den resterende del af kalenderåret.

Soloprisen, som førhen gav vinderen mulighed for at skabe en soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg det følgende år, vil fra 2022 blive præsenteret og faciliteret af Politikens Forhal. Udstillingssamarbejdet mellem Politikens Forhal, Charlottenborg Fonden og vinderen af soloprisen vil blive udviklet over et helt år og udstillingen vil åbne i Politikens Forhal samtidig med åbningen af Forårsudstillingen 2022 på Kunsthal Charlottenborg.

Det nye tiltag hos Deep Forest Art Land tiltag er skabt i samarbejde med Skovsnogen i Kibæk. Vinderen af denne pris vil få mulighed for, i samarbejde med Deep Forest Art Land og Charlottenborg Fonden, at skabe et stedsspecifikt værk til platformen i forlængelse af en residency periode i nærområdet. Værket vil blive præsenteret i efteråret 2021 og udstillingen vil være offentligt tilgængelig frem til sensommeren 2022.

“Det er med stor fornøjelse for os i Deep Forest Art Land, at vi opstarter et samarbejde med en gammel hæderkronet institution som Forårsudstillingen på Charlottenborg. Vi ser frem til sammen at afprøve nye veje til at understøtte og formidle den unge og frie kunst.” siger Søren Taaning, som er medstifter af Deep Forest Art Land.

Kilde: Charlottenborg Fonden

Del artiklen

'Forårsudstilling opstarter samarbejder med Politikens Forhal og Deep Forest Art Land'

Facebook