Film i formaldehyd

Film i formaldehyd

Lars von Trier. Foto: Christian Geisnæs

Sjældent har en udstilling om levende billeder foldet sig mere dynamisk ud end Kunsthallen Brandts nyåbnede om den verdensberømte, danske filminstruktør Lars von Trier. På en visuelt stimulerende måde vises klip fra hans 30 år lange filmproduktion i kombination med manifester og uhyggelige effekter fra hans dystre og pinlighedsoverskridende film.

Udstillingen Lars von Trier – det gode med det onde er blevet til på initiativ af Kunsthallen Brandts direktør, Mads Damsbo, og Brandts har hentet kyndig assistance hos filmforskeren Peter Schepelern. I denne tid, hvor avisernes spalter flyder over af kritik af Zentropas personalepolitik, er det både befriende og øjenåbnende at blive mindet om hvilke fantastiske film, som denne filmby har produceret, siden ”Ålen” og ”Lasse” dannede Zentropa i 1992. Numsesmæk og småtteydmygelser til trods. På Brandts kan vi nu for første gang mønstre von Triers formidable indsats som nyskabende og original filmkunstner.

Scenografien er lagt i hænderne på udstillingsarkitekten Anne Schnettler, der har valgt en prunkløs og rå iscenesættelse, som kan minde om den ikke-eksisterende scenografi i Dogville (2003). Lydsiden fungerer imponerende godt, da man kan tage en lyttebøf for det ene øre, mens man ser filmklippene – uden at genere eller blive generet af andre.

Udstillingsview fra Lars von Trier – det gode med det onde på Brandts. Foto: Kristine Mengel

Det første rum er det mest suggestive. Her omkredses vi af syv skærme med scener fra Melancholia til tonerne af Wagners Tristan og Isolde. Det er levende billeder, som viser von Trier som en meget stor billeddigter. I næste rum kan vi tage en af de mange sorte skivetelefoner af bakelit, der ringer. Her får man Max von Sydows hypnotiske stemme i røret. Og langsomt føres vi dybere og længere ind i Europa og dermed i von Triers univers.

Mange manifester
Man kan læse von Triers talrige manifester fra hans første som 20-årig, hvor han i avisen Det grønne område i egenskab af ”skribent og maler” skriver om Strindberg ”mellem geni og galskab” – man aner et tidligt valgslægtsskab her – til de sene manifester eller ”bekendelser”. I 2009 genkalder han sig atter Strindberg og sammenligner dennes Infernokrise med sin egen depression i forbindelse med Antichrist. Han slutter sit manifest med følgende ord: ”Jeg kan i hvert fald ikke tilbyde nogen undskyldninger for Antichrist. Andet end min absolutte tro på filmen – den vigtigste film i hele min karriere.”

Jävla danskar
Den dansksprogede TV-serie Riget (1994-97), som DR1 udsendte med et uhyre højt seertal, gjorde Lars von Trier verdensberømt i Danmark. Her blev den spiritistiske fru Drusse, spillet af Kirsten Rolffes, og den danskfjendtlige, svenske læge Stig Helmer alias Ernst-Hugo Järegård med hans ”Jävla danskar”, folkeeje. Et makabert præparatglas på udstillingen viser rekvisitten af den døde lillepige Mary i formaldehyd.

Sofaen, der indgik i Nymphomaniac. Udstillingsview fra Lars von Trier – det gode med det onde på Brandts. Foto: Kristine Mengel

Udstillingen viser også den fysiske brudekjole, som Kirsten Dunst bar i Melancholia, maskerne af Björk fra Dancer in the Dark, hvor hendes ansigt ses før og efter henrettelsesscenen, og den fedtede, lysebrune sofa, som nymfomanen Joe alias Charlotte Gainsbourg bliver spændt fast til for at gennemleve sin selvstraffende terapi. Derudover kan man gå ind i det ‘Bekendelsesskur’, som de medvirkende under indspilningen af Dogville kunne bekende deres synder i. Skriften på væggen! Det er en eksempelrig og velorkestreret udstilling med stor variation. Men filmklippene er og bliver udstillingens højdepunkt.

Debuten
I 1984 så jeg den første film af min jævnaldrende, den dengang 28-årige filminstruktør Lars von Trier. Det var gennembrudsfilmen Forbrydelsens element. Den var markant anderledes end alle andre film på den tid med dens sitrende uro, dystopiske livssyn og mørke melankoli. Den slog ned i mig som et lyn, fordi den var et filmisk modsvar til den herskende tidsånd i 1980’erne, der trak lange spor efter sig af angst og usikkerhed. Angst for atomkrig, suppleret med en knugende no future-stemning blandt os unge med arbejdsløshed og økonomisk krise og en af stigende bevidsthed om, at festen var forbi, bl.a. på grund af forureningen og klimakrisen. Det var ”Sortefirserne” med punk, ny storbypoesi og ekspressive og fortællende billeder, der blev skabt af vores jævnaldrende billedkunstnere; de vilde malere.

Altmodisch
I sit filmsprog kigger Lars von Trier generelt bagud til filminstruktører som Hitchcock, Carl Th. Dreyer, Orson Wells, Fritz Lang, Andrej Tarkovski m.fl. Forbrydelsens element udskilte sig derfor som en lidt altmodisch film. En postmoderne film. Det var hans internationale debut, produceret i samarbejde med manuskriptforfatteren Niels Vørsel. Filmen indbragte dem en pris ved filmfestivalen i Cannes foruden en Robert-pris for bedste film og en Bodil-pris for bedste spillefilm det år. Det er en mytologisk krimi, som også i sit visuelle udtryk er en fornyelse af filmsproget, bl.a. er den optaget med gult filter. Den foregår i en nær fremtid, hvor Europa er gået i opløsning. Den var første del af en trilogi, som efterfulgtes af Epidemic (1987) og Europa (1991).

Udstillingsview fra Lars von Trier – det gode med det onde på Brandts. Foto: Kristine Mengel

Lars von Trier rammede tidens trykkende atmosfære ind på det firkantede lærred i denne dystre film. Den havde paralleller inden for den samtidige billedkunst bl.a. i Michael Kviums og Balder Olriks henholdsvis grotesk-vrængende og mytologisk-suggestive – men også meget filmiske mørkebilleder, især hvad sidstnævnte angår.

Sidenhen kom der en mængde nyklassikere til, som har anbragt von Trier i den international filmkunsts absolutte topliga.

Ingen katharsis
Lars von Triers film tematiserer de allermørkeste afkroge af menneskepsyken. For at udfolde dette så nuanceret som muligt behøver han en kvindelig hovedperson. Samtlige kvinder i hans film er i deres følelsers vold og i dyb krise – som det fremgår af de trængte kvinder i Antichrist, Melancholia og Nymphomaniac. Vi møder dem alle i filmklip og stills på udstillingen.

I øvrigt bemærker Palle Schantz Lauridsen i en af katalogets mange informationstætte og velskrevne artikler, at de danske biografgængere siden 2003 har haft vigende interesse i hans film. 90% af billetterne til hans film sælges i udlandet. Lars von Trier har dog hele tiden fået fremragende anmeldelser, men hovedparten af det danske biografpublikum tænder af på hans formeksperimenterende film, hvor han giver sig selv det ene benspænd efter det andet og også trækker på en mængde litterære, film- og kunsthistoriske referencer, som gør filmene flertydige, komplekse og mangelagede. Han er alt andet end en pleaser. Snarere er han en psykoanalytiker, der virker inspireret af Den Onde selv.

Lars von Trier: Still fra Antichrist. Foto: Christian Geisnæs

Man går aldrig katarsisk og glad ud af biografen efter en von Trier-film. Man føler sig derimod befriet over atter at befinde sig i normalverdenen uden mord, nervesammenbrud og ydmygelser. Dybt rystet, men samtidig visuelt stimuleret af hans billedskabende evner og mod til at søge nye veje – og gå planken ud.

Jeg tør personligt kun se hans film om formiddagen af frygt for at blive berøvet min nattesøvn, hvis jeg vælger en aftenforestilling. Men se dem, det skal jeg!

Nu kan man sniffe til filmværket i fuldt udtræk, og hvis man har set filmene, så er det et ærefrygtindgydende, men glædeligt gensyn med en kompromisløs og stor filmskaber.

Stort udstillingskatalog, redigeret af Peter Schepelern med tekster af Linda Badley, Palle Schantz Lauridsen, Peter Schepelern, Jhs. H. Christensen, Kim Schumacher, Gunhild Agger, Elfriede Jelinek, Slavoj Zizek, Jørgen Leth, Christian Graugaard og Christian Monggaard.

Kommentarer

Del artiklen

'Film i formaldehyd'

Facebook