Den britiske fotokunstner Anne Hardy iscenesætter og fotograferer sært konstruerede universer, fiktive rum for at genforhandle og forstyrre ideen om den afsluttede arkitektur.
Under Copenhagen Photo Festival stod et værk af Anne Hardy på pladsen ved Kunsthallen Nikolaj. Et fotografi af et imaginært rum. Fire forfaldne telefonbåse med flosset tapet på væggene, efterladte stablede bøger, papir og et blødt, gyldent lys daler ned fra gamle lampetter.
Fotografiets stoflighed gør, at man får fornemmelsen af at kunne træde ind og bevæge sig rundt i lokalet, røre ved tingene, men samtidig er man ikke i tvivl om, det er et fiktivt kunstværk med en for beskueren uigennemtrængelig overflade.
Det manipulerede fotografi
Sceneriet, der på en gang virker både velkendt og foruroligende fremmed, er opbygget i et studie alene af kunstneren bag, som efter at have skudt sit ene foto destruerer det hele.
Den London baserede kunstner Anne Hardy (1970) har haft soloudstillinger og deltaget i gruppeudstillinger i en række lande og høstet megen opmærksomhed, som en del af en trend omkring det konstruerede eller digitalt manipulerede fotografi.
Anne Hardy, der ikke bryder sig om at blive sat i bås som hverken fotograf, performance- eller installationskunstner, fortæller om sin særlige arbejdsmetode.
”Hvert fotografi begynder forskelligt. Jeg begynder med objekter, en ide om en særlig arkitektur eller nogle gange noget meget formelt fx en bestemt form for rum, en særlig følelse eller et specielt lys.
Disse ting trigger videreudviklingen af mit arbejde. Jeg laver som regel ikke nogen tegninger. Jeg ser igennem kameraet, imens jeg flytter rundt på objekterne og bygger på den måde en form for skitse op og bliver bekendt med, hvad jeg er i færd med”.
At skulle ødelægge hele det opbyggede rum efter fotografiet er taget, berører mærkeligt nok ikke kunstneren:
“Processen med at finde frem til et billede, en fortælling eller et rum gennem dets forbindelse til kameraet, er det interessante for mig. Der skal ikke være noget fysisk tilbage af installationen efter.”
Refleksionens rum
Anne Hardy er fascineret af rum og en arkitektur, som tilsyneladende er improviseret eller befinder sig i et limbo; en arkitektur hvis oprindelige brug er overstået, og som står åbent for at kunne genanvendes til noget nyt.
Hendes værker forsøger at genforhandle ideen om en færdig arkitektur for således at stille spørgsmålet om, hvordan man skaber bedre rum.
”Jeg er optaget af et rum, som på en eller anden måde både er privat og offentligt. Den slags rum, hvor folk, som benytter dem, ofte ikke tænker over, hvordan de er konstruerede, eller hvordan de ser ud. Rummene tilbyder blot en plads, hvori man kan udføre sine aktiviteter”, forklarer Anne Hardy.
Hun mener, vore længsler og ængstelser intentionelt eller ubevidst indlejres i den arkitektur, vi bygger. Men hun er derimod ikke sikker på, man kan opføre noget som for alvor ville kunne ændre verden.
Et rum til eftertænksomhed
Det fiktive rum er for Anne Hardy interessant, fordi det også kan åbne en dør indtil noget andet. Hun fortæller, hvorledes hun er inspireret af det litterære rum i sit arbejde.
”Jeg ser værket som et rum, der på en eller anden måde er i mellem mig og verden, et rum til at kunne tænke over tingene. Jeg ser det som en parallel til nogle former for litteratur, idet den på samme tid kan repræsentere og forvirre verden og på den måde åbne op for forskellige tankesæt”.
I samme tråd kalder hendes værker, som altså både indeholder et kaos og en struktur, også på en læsning eller en fortolkning med de spor, som er lagt ud i billederne.
I billedet Booth fra 2006 tyder det gamle tapet, gulvtæppets mærker, de efterladte bøger og papir på, nogen har været i rummet, men hvem og hvad er deres historie? Hvad er gået forud for billedet? Man må selv digte sig til svarene eller lade spørgsmålene stå hen i det uvisse.
En upræcis virkelighed
”Der er ingen personer i mine værker, for de skal ikke forstyrre fortællingen, den skal alene projiceres over på beskueren. Det er vigtigt for mig, at rummene i fotografierne er overbevisende, men samtidig fremstår som fiktion, så man bliver nødt til at prøve at forstå ud fra erfaringer, man har fra den ‘virkelige verden’.”
Men Anne Hardy synes samtidigt, det er vigtigt, at billederne ikke har en bestemt fortolkning eller løsning:
”Jeg vil gerne forstyrre ideen om, at fotografiet giver information og fortæller noget præcist, derfor forsøger jeg at bruge fotografiets registreringskarakter til at repræsentere ting, man ikke er i stand til at finde registreringen for eller løsningen på.
Jeg er interesseret i, hvordan vi konstant forsøger at ordne og definere verden omkring os, samtidig med den orden også hele tiden synes at bryde ned: ting kollapser, ideer ændres og systemer vi bruger til at bestemme ting med udvikles konstant,” afslutter Anne Hardy.
Anne Hardy er født i 1970 i England. Hun bor og arbejder i London.Hun tog sin MA i Fotografi på the Royal College of Art i 2000. Siden har hun haft udstillinger i hele den internationale kunstverden, hvor hun har været en af de stærke repræsentanter for det nye fotografi.
Hendes værker er repræsenteret af Maureen Paley, London og Federica Schiavo, Rom.
Under Copenhagen Photo Festival blev hendes værker præsenteret under hovedprogrammet Day&Night, der blev vist i det offentlige rum i København.
