Fandenivoldsk og vildtvoksende!

Fandenivoldsk og vildtvoksende!

Kultur-entreprenør fra Bureau Detours, Mads Peter Laursen. Foto: Ida Caroline Schaltz.

Den autodidakte kunstner og initiativtager til den kreative netværksorganisation Bureau Detours, Mads Peter Laursen, karakteriserer gruppens arbejdsform som “vild, sprudlende, uforudsigelig, fandenivoldsk - men også professionel og fyldt med kan-selv-attitude”.

Ved at kombinere udtryksformer fra kunst, design, arkitektur og byplanlægning, arbejder organisationen Bureau Detours med at skabe sociale miljøer i 1:1 skala i det offentlige rum.

Bureau Detours har eksisteret siden 2006 og består af ca. 50 personer med forskellige baggrunde, som for eksempel håndværkere, arkitekter, folkeskolelærer og studerende. De samarbejder om at udfolde projekter i byrummet, hvor nye relationer og interaktioner mellem mennesker kan opstå.

Bureau Detours har etableret Institut for (X), som er et eksperimenterende, folkeligt og kunstnerisk laboratorium for eksperimenter med byrum og borgerinddragelse i Aarhus, som for eksempel projektet: Vejforskning.

Udover at være til stede i Aarhus og København, har Bureau Detours også mindre satelitter i Oslo, Bordeaux, Milano og Rotterdam.

Billederne nedenunder er af tidligere projekter fra ind- og udland.

BDX, Bordeaux, 2009. Pressefoto.
BDX, Bordeaux, 2009. Pressefoto.

Prammen, Skanderborg Festival, 2010. Pressefoto.
Prammen, Skanderborg Festival, 2010. Pressefoto.
Operaen, Aarhus, 2008. Pressefoto.
Operaen, Aarhus, 2008. Pressefoto.
Free Furniture Factory, Rotterdam, 2010. Pressefoto.
Free Furniture Factory, Rotterdam, 2010. Pressefoto.

Ny Kommune er det nye!
Bureau Detours arbejder for tiden med et statement-projekt, som hedder Ny Kommune. Laursen uddyber: “Når vi synes, vi løser kommunale opgaver, så kalder vi det Ny Kommune”.

Ny Kommune er med andre ord en organisatorisk tanke, som vi refererer til med lige dele frækhed og seriøsitet. Holdet omkring Bureau Detours arbejder på en måde, som Aarhus Kommune (Gammel Kommune) ikke kan eller skal”!

“Vi kan bl.a. arbejde uden at skulle underlægge os en masse bestemmelser og regler, udover den sunde fornuft og den gode intention”.

“Vi ser Ny Kommune som en varm og nærværende måde at ånde Gammel Kommune lidt i nakken på – ikke skubbe, men ånde. Men vigtigst af alt, er Ny Kommune en tankeramme der gør, at uafhængige borgere og igangsættere kan bidrage med nye løsninger og ny energi. Ansvaret for byen og kommunen ligger ikke kun på rådhuset. Ligesom friheden til at agere i det offentlige rum heller ikke gør det”.

Billede fra Vejforskningsintervention, 2011. Pressefoto.
Billede fra Vejforskningsintervention, 2011. Pressefoto.

Vejforskning som social aktivitet
Ny Kommune har allerede gang i projektet Vejforskning, som borgerne kan “låne” i Aarhus til midlertidige bilfrie områder. Laursen forklarer:

Vejforskning kører fra fredag eftermiddag til søndag aften, hvor Vejforskning leverer en ramme og et sæt aktivitetsredskaber til fri afbenyttelse for gadens beboere. Men enhver aktivitet, både social og fysisk, sker på beboernes eget initiativ og ud fra egen lyst. Alle steder vi rykker ud, er vi blevet inviteret af en eller flere beboere”.

Billede fra Vejforskningsintervention, 2011. Pressefoto.
Billede fra Vejforskningsintervention, 2011. Pressefoto.
Vejforskning startede i 2011 og fungerer rigtig godt, da der kommer en helt anden energi og stemning på vejene. Folk kommer ud på gaden og bilerne er væk fra gaden. Der opstår en samværsgade frem for et parkeringsareal og en midlertidig platform for alternativ erhverv”.

“Der er ikke så mange regler, når ting er midlertidige, og det giver plads til Bureau Detours’ kreative og uforudsigelige byggeunivers”.

Den guddommelige idé med funktionelle behov
Med så vidtforgrenede projekter, er det nærliggende at spørge, hvad det er for nogle idéfaser Laursen skal igennem med et projekt:

“Jeg drømmer og arbejder længe og mange timer hver dag. Langt de fleste af mine idéer opstår ofte rigtig tæt på Aarhus Domkirke. Derudover har vi et kæmpe bibliotek af formsprog hos Bureau Detours, der ligger i underbevidstheden, og det gør, at der er nogle projekter, som går op i en højere enhed, når de udføres i praksis”.

Bureau Detours’ byggeprojekter tager generelt udgangspunkt i funktion og menneskelige behov. Laursen forklarer:

“Vores projekter har den kunstneriske vision gemt i sig, på samme måde som en skulptur, der ligger gemt i en sten. Stenhuggeren kan mærke skulpturen inde i stenen og former sin skulptur i en æstetisk form. Bureau Detours’ projekter har derimod snarere en funktion indbygget i sig, og de former sig mere efter nogle funktionelle behov i stedet for den kunstneriske form”.

The wooden house, Køln, 2011. Pressefoto.
The wooden house, Køln, 2011. Pressefoto.
More is more, Oslo, 2009. Pressefoto.
More is more, Oslo, 2009. Pressefoto.

Nemme netværksrelationer
Bureau Detours’ netværk er vigtig for at etablere nye kontakter i ind- og udland:

“Netværksrelationerne opstår ret nemt for os efterhånden, fordi vi er ret mange mennesker, der hænger sammen i et stort netværk. Der er mange tråde ud af den tråd, som hedder Bureau Detours”.

Det er rimelig nemt at kaste nogle tråde ud og eksempelvis råbe: “Hey er der nogle, som skal med til Silkeborg og lave et projekt der”? For dernæst at kaste nogle flere tråde ud i Silkeborg og reklamere for, at det er Bureau Detours, der kommer til byen: Det lokker folk til og virker som om, det sker af sig selv”.

swaG!-chill-out miljø og lysinstallation på Færøerne, 2012. Pressefoto.
swaG!-chill-out miljø og lysinstallation på Færøerne, 2012. Pressefoto.
Hvorfor?
“Det skyldes projekterne, attituden og måden, vi deler det op på. Hos Bureau Detours handler det ikke om at have en særlig mærkat på skjorten, der viser, om du er assistent, frivillig eller noget andet. Hos os går det ud på at indgå i projektet og vise, hvad man kan”.

Kemi og økonomi
“Den store udfordring ved Bureau Detours er jo, at det skal blive ved med at være sjovt at være med i – så folk kommer igen. Derudover er det også en udfordring at få det hele til at hænge sammen økonomisk. På den måde er vi også ret effektive til at rykke ud eller lave noget derhjemme i værkstedet. Endvidere er der også mange af os, der er gode til at leve billigt”.

“Der er heldigvis travlt i kalenderen, hvilket betyder, at det handler mere om at få afviklet alle projekterne. I gamle dage gik der ofte tre måneder mellem projekterne, hvor der ikke skete en skid. Nu er der tre til fire projekter om måneden. Så der er positivt feedback på økonomien, da der næsten altid er et overskud på økonomien, herunder frisk værktøj, nye møbler, som kommer med på de næste projekter eller cool cash”.

Fordelen ved at have et kreativt værksted som Bureau Detours er enkelt at svare på for Laursen: “Det er en livsstil”!

En uge i juni er Bureau Detours flyttet til Lunden i Silkeborg for at udføre projektet Lyd og Byg. Lyd og Byg går ud på at lave et kultur-rum i forbindelse med Riverboat jazzfestival for de unge mennesker. Foto: Ida Caroline Schaltz.
En uge i juni er Bureau Detours flyttet til Lunden i Silkeborg for at udføre projektet Lyd og Byg. Lyd og Byg går ud på at lave et kultur-rum i forbindelse med Riverboat jazzfestival for de unge mennesker. Foto: Ida Caroline Schaltz.

Mads Peter Laursen (f. 1976) er autodidakt multikunstner, kulturentreprenør og stifter af Bureau Detours. Laursen og Bureau Detours stod blandt andet bag Prammen på Skanderborg Festival i 2010, One Love City på Den Sorte Diamant i København i 2010 og Operaen til Aarhus Festuge ved Aarhus Kunstbygning i 2008.

Bureau Detours er et kunst- og arkitekturfællesskab, der med socialt engagement afprøver grænserne for det offentlige rum ved at skabe kreative og midlertidige platforme med eksperimentel arkitektur og sociale miljøer i byrummet.

Læs mere om Bureau Detours her

I 2009 flyttede Bureau Detours ind i den gamle toldbygning på Godsbanen i Aarhus. Her har gruppen etableret Institut for (X).
Fra Institut for (X)’s hjemmeside: “I laboratoriet undersøger vi sociale interaktioner i det offentlige rum. Kemikalierne er skiftet ud med kunst-projekter og kultur-begivenheder. Vores frivillige testkaniner er iværksættere, kultur-entreprenører og borgere i Aarhus”.

Læs mere om Institut for (X) her

Vejforskning er et Aarhus-baseret initiativ, der tilbyder almindelige borgere en bilfri weekend, hvor de bor. Pilot-projektet der startede i 2011 viste, at et fælles rum bringer øget samvær, øget tryghed og mere fysisk aktivitet. Tilbuddet er gratis.
Vejforskning er skabt af cand.mag. René Heebøll Clausen og Mads Peter Laursen.

Datoer og steder for kommende Vejforskning:

17. - 19. aug. 2012 - Myggenæsvej, 8200 Århus N
17. - 19. aug. 2012 - Åbyvej/Roarsvej, 8230 Åbyhøj
24. - 26. aug. 2012 - Holbergsgade, 8000 Århus C
24. - 26. aug. 2012 - Degnebakken, 8230 Hasle

Læs mere om Vejforskning her

Del artiklen

'Fandenivoldsk og vildtvoksende!'

Facebook