Fællesskab med blandede følelser

Hvad er det fælles?
Bogen vil bag sin nøgternt tørre forside sætte det store og uformelige begreb fællesskab i spil på de tre fronter kunst, politik og filosofi. Bevæggrunden for bogen er aktuelt:

med den tiltagende globalisering er det “blevet stadigt vigtigere at analysere og reflektere over, hvad det vil siges at være fælles om noget”.

De to redaktører har derfor samlet en række æstetikfaglige og filosofiske forskere (men ingen fra det politologiske felt) til at besvare spørgsmålet “Hvad vil det sige at være fælles?”.

Filosofisk udgangspunkt tager overhånd
Som udgangspunkt har redaktørerne kørt de litterære filosoffer Giorgio Agamben (f. 1942) og Jean-Luc Nancy (f. 1940) i stilling. Der er derfor inkluderet tekster af dem begge, mens bogens øvrige bidrag flittigt refererer mere eller mindre indforstået til dem.

Det skaber en fornemmelse af, at bogen er ude i et dobbelt ærinde: den påstår at ville behandle fællesskabsfølelser aktuelt og generelt, men ender mere i retning af en bog om Agamben og Nancy. Filosofien er kaldt ind som tjener, men ender med at agere herre.

Tunge tænkere
De to tænkere har ikke nogen let anvendelig eller forståelig tænkning af fællesskabet. Agambens fokus er på det rent potentielle: Det, der ikke har taget form og ikke er blevet til endnu. Når ting og sager faktisk tager form, bliver de ekskluderende og undertrykkende. Den ønskværdige form for fællesskab er derfor fællesskabet i det rent potentielle.

Nancy gør det heller ikke let: “Den afbrudte mytes fællesskab, det vil sige det fællesskab, der i en vis forstand er uden fællesskab, eller kommunismen uden fællesskab, er vores destination”.

Det er altså ikke videre konkrete fællesskaber, eller for den sags skyld verdensnære betragtninger af ting som fællesskabsfølelser, vore filosoffer kan byde på. Faktisk er de provokerende svære at læse og diffuse, når det kommer til budskaberne.

Svar skyldige, når det kommer til aktualitet og relevans
Og hvad kan videnskabsmændene og -kvinderne så stille op med de tørre tænkere? Ikke nok! Der er simpelthen ikke aktuelle og relevante pointer og iagttagelser nok, hverken i forhold til det politiske eller kunstmæssige.

Mikkel Bolt lægger ud med en tekst om Georges Batailles Acéphale-gruppe, en obskur nihilistisk kultbevægelse, som eks-surrealisten havde gang i fra 1936-39. Dette “umulige fællesskab” uden egentligt fælles projekt forklares i relation til datidens politiske billede.

Hvad vi skal med det som første tekst i en antologi om forståelsen af fællesskab i nutiden, er lovlig dunkelt. Det virker virkelighedsfjernt at fremhæve sådan et stykke obskur avantgardehistorie som bidrag i denne sammenhæng uden nærmere forankring!

Carsten Juhls appel til billedkunsten Det store ville være, om billedkunsten kunne få omlagt følelsen af at høre til er en ustruktureret række strøtanker, der ikke giver denne læser noget.

At smide argumentation og forståelighed ud og erstatte det med indfordståede personlige kommentarer og begrebsdannelser vidner ikke om den store respekt for læserne eller den tematiske ramme.

Læserbreve og generel sociologi

Henrik Kaare Nielsen og Birgit Erikssons bidrag går i den mere sociopolitiske retning. Kaare Nielsens Fællesskabets posttraditionelle vilkår præsenterer en række samfundstænkeres syn på det trængte fællesskab.

Konkret og klarhedsskabende, om end der mangler en overraskende ny stemme. Birgit Eriksson går i samme retning på det mere individuelle plan: Socialiseret til individualisering, globaliseret til æsteticering. Pænt og ordentligt, men kunne have haft en klarere konklusion.

Litteraten Jørn Erslev Andersen står bag en satire over tidligere folketingsmedlem og pornomodel Louise Frevert og hendes benægtelser af egne udtalelser og handlinger. Det er underholdende, men lidt som et bedaget læserbrev: Frevert er vist old news og teksten ligner dermed noget fra overskudslageret.

En følelse, man har om en del af bogens bidrag, da de ikke virker helt skarpe eller undfanget udfra bogens tema.

Hverken til mandelgave eller læseferie
Hvis man vil have relevante og aktuelle betragtninger om, hvad fællesskab er, kan herværende antologi ikke stille sulten. Det er ærgerligt, temaets almene og aktuelle relevans taget i betragtning.

Man kunne have ønsket sig større fællesskabsfølelse overfor tema og læser og Fællesskabsfølelser kan derfor ikke anbefales, hverken til mandelgave eller læseferie.