Et opgør med monokulturen

Et opgør med monokulturen

Hiba og Alaa har været med Superflex i Palæstina og hente jord mellem ruinerne af deres familiers hjemby. Nu indgår jorden i Superkilen. (Foto: Superflex)

Billedserie

Udsmykning

Superkilen

22 jun 2012

Topotek1, BIG, Superflex

Det globale offentlige rum oplever en gradvis uniformering drevet af en vestlig monokultur. I den sammenhæng slår Superkilen ned som et multikulturelt lyn – et fantastisk eksempel på brugerbaseret formgivning og et åbenlyst slag mod kulturel assimilering.

Hvad er et offentligt rum? Hvem definerer og formgiver det offentlige rum? Hvad er borgerinddragelse? Og hvad kan kunst, når det gælder det offentlige rum?

Det er alle spørgsmål, man får tydeligt besvaret i mødet med Superkilen af tegnestuerne Topotek1 (DE) og BIG (Bjarke Ingels Group) og den danske kunstgruppe Superflex.

3,3 hektarer på Nørrebro har fået en markant make-over og et par års intensiv arbjede blev endelig inviet i både styrtregn og strålende solskin den 22. juni. Tre arealer, der strækker sig fra Tagensvej til Nørrebrogade.

Den Røde Plads. (Foto: Superflex)
Den Røde Plads. (Foto: Superflex)
Oversigtskort over Superkilen. (fra BIG.dk)
Oversigtskort over Superkilen. (fra BIG.dk)

Først, Den Grønne Park, så Det Sorte Marked, der efter Mimersgade ender i Den Røde Plads. Fra rekreation, motion og picnic i den grønne afdeling over leg, spil og grill i den sorte afdeling til mere leg, trafik, musik og kulturelle aktiviteter og møder i den røde tæppelignende afdeling.

Lokal-global-lokal
Det er kort sagt, hyper aktive rum, der er lagt op til fra skaberne side. Men de mange objekter: pavillioner, bænke, spil, cykelstativer, hængekøjer, lydsystem, boksering, skraldespande sågar kloakdæksler og meget andet er importerede eller kopierede genstande (ialt ca. 100 fra 50 lande), der er blevet nominerede af borgerne i området.

Pullerter fra Ghana og cykelstativer fra Holland. (Foto: Superflex)
Pullerter fra Ghana og cykelstativer fra Holland. (Foto: Superflex)
Det er 1:1 import, kopi og inddragelse. Der er således direkte forbindelse til en bænk på Cuba og til en borger på Nørrebro.

Det er medbestemmelse på et helt ekstremt niveau, men vi stopper ikke her.

Går man på opdagelse i baggrundsmaterialet til Superkilen (på superflex.net, Facebook-siden eller den informative app), så kan man få historier og film fra processen, hvor Superflex har taget lokale beboere med til Jamaica for at finde det ultimative lydsystem, til Thailand for at finde den helt rigtige thai-boksering, til Palæstina for at hente familiens hjemstavns-jord eller til St. Louis (USA), for at finde den ultimative line-dance-pavillion.

Kunstnerisk bemyndigelse
Det er virkelig empatisk, rørende ærligt og bemyndiger de lokale deltagere i en uhørt grad, hvor det at være del af en fremmed kultur (medfødt eller som udøver) bliver en efterspurgt resurse og den udslagsgivende faktor.

Undertegnede fik en decideret klump i halsen ved oplevelsen af Inga, der trods de sproglige barriere, kæmper sig vej ind i det kulturelle fællesskab hun har med de amerikanske line-dancers i St. Louis, og mærker begejstringen suse gennem kroppen, når Benja og Nicklas endelig finder og hører det udvalgte lydsystem i Kingstons gader. Booooum!

Disse strategier har gjort Superkilen til et offentligt rum, hvor objekterne og deres tilknyttede aktiviteter begejstret råber i munden på hinanden fra hvert sit verdenshjørne. Og det er tydeligt, at det er i denne strategi og med dette empowerment-greb at Superflex optræder som part i projektet (problemer med belægning og slitage vil jeg umiddelbart placerer på arkitekternes mere funktionelt rettede bord).

Palmer, bænke, lygtepæle fra alle verdenshjørner på Det Sorte Marked. (Foto: Torben Eskerod)
Palmer, bænke, lygtepæle fra alle verdenshjørner på Det Sorte Marked. (Foto: Torben Eskerod)
Superflex tilfører det arkitektoniske en social dimension og er den indfølende, inkluderende og i sidste ende integrerende – og ikke assimilerende – part. Kunst som både lyttende, engagerende, administrerende og formgivende praksis.

En del af kunsthistorien
Den amerikanske kunstteoretiker Miwon Kwon er en af fornyerne inden for den stedsspecifikke kunstteori og ville formentlig kalde Superkilen for “art as public space” (kunst som offentligt rum), hvor kunsten ikke træder ind som værk i et offenltigt rum på en sokkel, men integrerer sig i den arkitektoniske proces. En strategi, der havde sit udspring i slut 70’erne med land art-projekter som fx Nancy Holts Dark Star Park i Virginia, 1979-1984 (med den årlige Dark Star Park Day 1. august, kl 9.32 (US-tid)).

“I was the landscape designer as well as the sculptor, so the whole park became a work of art. And I was on the committee to approve the architectural design of the building adjacent to the park. I don’t think either of these situations ever happened before for an artist, so that was unusual, and it broke new ground for public art,” forklarede Nancy Holt i 1988.

Lydsystemet fra Kingston (Jamaica) på Den Røde Plads. (Foto: Superflex)
Lydsystemet fra Kingston (Jamaica) på Den Røde Plads. (Foto: Superflex)
I 90’erne og 00’erne influeres kunsten af en mere socio-politisk dagsorden i en offentlig kontekst, hvor kunstnerens rolle beskrives således af Kwon:

”The artist as an overspecialized aesthetic object maker has been anachronistic for a long time already. What they provide now, rather than produce, are aesthetic, often ”critical-artistic”, services.” (One Place after Another – site-specific art and locational identity, 2004).

Eksemplarisk praksis
Det er mellem land art og 90’erne og 00’ernes community art at Superflex opererer, og med de briller man bør se kunstgruppens administrerende/servicerende funktion i realiseringen af Superkilen.

Det er en funktion, gruppen har varetaget helt eksemplarisk i denne anmelders øjne, der gør Superkilen til et uhyre vigtigt og eksemplarisk projekt, der bør gentages, kopieres, importeres, eksporteres og det er netop meningen med gruppens projekter. De er et eksempel, en model, et redskab, til videredistribution, -refleksion og -produktion.

I samarbejde med arkitekterne har Superflex kunnet skabe og give plads til en lokal bruger og kulturelt varieret borger på en respektfuld og empatisk måde, der aldrig har været udlevet i et kommunalt eller rent arkitektonisk regi, og drømmen om et heterogent, multikulturelt og funktionelt rum er her rent faktisk inden for rækkevidde.

Indvielsen af Superkilen 22. juni. (Foto: Hasse Ferrold)
Indvielsen af Superkilen 22. juni. (Foto: Hasse Ferrold)

Nu er det så op til den fremtidige brug om at be- eller afkræfte dette.

Superkilen er finansieret af Realdania og Københavns Kommune med støtte fra Statens Kunstfond.
Realiseret af BIG, Topotek1 og Superflex.
Længde 750 meter, areal 33.000 m2.
Pris: 58,5 mio. kr.
Blev indviet 22. juni 2012.

Superflex er en kunstnergruppe grundlagt i 1993 af Jakob Fenger, Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Christiansen.

SuperkilenYouTube

SuperkilenFacebook

Superflex om Superkilen

Billedserie

Udsmykning

Superkilen

22 jun 2012

Topotek1, BIG, Superflex

Del artiklen

'Et opgør med monokulturen'

Facebook