Om kun få dage åbner årets Roskilde Festival, og under V på listen over de deltagende kunstnere finder man VOINA. En russisk kunstgruppe, der af Roskilde har fået friheden til at gøre præcis som de vil. Hvad dette magtkritiske serviceeftersyn af velfærdsstaten vil føre til, er svært at forudsige.
VOINA betyder krig på russisk; krig mod systemet, staten og magtstrukturen. Mod de som krænker menneskerettighederne, mod den russiske regering, mod Putin, hans hånddukker og politiet. Mod uretfærdighed.
Det er ikke for sjov, ikke en hobby, ikke et arbejde, ja næsten ikke engang et valg. Det er en nødvendighed. En nødvendighed, ifølge VOINA, at kæmpe imod. En nødvendighed gennem deres kunst og deres aktivisme at stille spørgsmålstegn, vække eftertanke og skabe forandringer.
Når aktivisme er kunst
Gruppen blev grundlagt i 2007 af Oleg Vorotnikov, ideologen, og Natalia Sokol, chefkoordinatoren. Senere er Alexei Plutser-Sarno, gruppens medieansvarlige kunstner og Leonid Nikolayev, formanden, kommet til og sammen udgør de gruppens kerne. To medlemmer af Pussy Riot var også del af gruppen i en periode. Her deltog de blandt andet i performanceaktionen Cock in the Ass, en ulovlig punkkoncert, der fandt sted under retssagen mod den russisk kurator Andrei Yerofeyev, hvis udstilling havde været en smule for kontroversiel for de russiske myndigheder.
Deres kunst fungerer oftest som performance, men varierer i udtryk – aktivismen danner den røde tråd. Som med performancen, eller for at blive i termenologien, aktionen Decemberists Commemorations fra 2008, hvor 3 illegale centralasiatiske indvandrere og to homoseksuelle, hvoraf den ene var jøde, alle slaver ifølge gruppen af det moderne samfund, blev ‘hængt’ i et supermarked.
Kritik og kontekst
Andre aktioner af gruppen tæller værket Dick Captured by KGB, hvor en 65 meter lang penis, malet på broen Liteiny i Skt. Petersborg, rejste sig, da broen gik op for at lade skibe passere forbi. Naboen til broen er den russiske efterretningstjeneste KGB, og det var ikke til at overse, at VOINAs gestus var møntet på de russiske myndigheder.
Endelig bør aktionen Palace Revolution nævnes, hvor gruppens medlemmer i 2010 væltede 7 politibiler i Skt. Petersborg. Symboliken er klar, her er ikke meget at misforstå.
Aktionerne er provokerende, ikke bare som aktioner, men også som kunst. Provokerende for den russiske regering, den russiske befolkning og i russisk kontekst. Men i en dansk kontekst har de en anden effekt. Ikke at man ikke fanger pointen, rammes og rystes, som med Decemberists Commemorations, hvor man mærker det løbe koldt ned at ryggen.
Men vores forståelsramme er en anden i Danmark; vi har et andet forhold til politiet, til myndighederne, til ytringsfrihed og dét at være mod regeringen. Og måske lige netop derfor fandt jeg mig selv sidde smilende over youtubevideoen af Dick Captured by KGB, mere underholdt end provokeret.
Både oplagt og absurd
Koblingen mellem VOINA og Roskilde Festivalen synes på en og samme tid både oplagt og absurd. Oplagt i den forstand, at Roskilde Festivalen, politisk bevidst og med standpunkter, mærkesager og en hang til velgørenhed, er et frirum karakteriseret ved åbenhed, mangfoldighed og tolerance. Roskilde er sit ansvar bevidst: brugte telte indsamles og doneres, overskud går til velgørenhed og VOINA inviteres og tilskrives taletid.
Men festivalen er også ugen, hvor virkeligheden er en by i Rusland, hverdagen noget man prøver at glemme, og hvor man virvles væk i et festfyldt parallelunivers af håndbajer, teltduge og tonerne af utallige bands. Her leger vi, drømmer os væk, for ugen efter at tage hjem, til hverdage og virkeligheder.
Men dobbeltheden virker, i sin oplagthed og absurditet, og bevidst omkring det synes VOINA også at være. Denis Rivin, projektleder for VOINAs besøg i Danmark, slår således fast, da vi taler sammen om koblingen mellem VOINA og Roskilde:
“Det drejer sig ikke kun om, at Roskilde er et enormt forum med massive eksponeringsmuligheder, men at Roskilde selvfølgelig også er en slags parallelverden, der netop repræsenterer velstand, overflod og det frie samfund, vi lever i.”
VOINA minder os med deres kunst ikke bare om absurditeten, om groteske magtstrukturer, om menneskerettigheder og om vigtigheden af dem, om ytringsfrihed og dét at have noget at kæmpe for.
Ved deres blotte tilstedeværelse – midt i paralleluniverset – minder de os ligeledes om vores luksustilværelse og i-landsprobelmer. Mellem linjerne kritiseres vi selv og vores virkelighedsflugt og måske ligefrem uvidenhed.
Hvad kollektivet vil bidrage med på årets Roskilde Festival vides endnu ikke – det afhænger af øjeblikket, af stemningen og stedet, af gruppedynamik, inputs og indfald. Først nu, hvor gruppens medlemmer er ankommet til Danmark, vil de endelige planer bliver lagt, for hvad taletid og frirum på Roskilde skal ende med at rumme. Sikker kan man dog være på, at aktioner og russisk roskilde-aktivitet vil vække opsigt, debat og eftertanke, når VOINA faciliterer serviceeftersyn af velfærdsstat, værdier, dansk mentalitet og nationale problemer.
VOINA kan ikke alene opleves på årets Roskilde Festival. Allerede nu samt ugen efter Roskilde Festivalen kan man rundt omkring i København stifte bekendskab med den russiske gruppes medlemmer, deres projekter og kunst.
Se hvordan det gik for sig i 2009, da VOINA havde deres første store udstilling i Rusland. Se videoen her.
