Vi rejser med maven. Vi indtager nye steder, når vi spiser den lokale cuisine. Og vi lader noget af vores identitet komme til udtryk, når vi holder fast i vores egen madkultur, selvom vi flytter til andre lande. For måltidet er ladet med betydning. Samtidig er det også et mødested. Man samles omkring maden. Man bryder brødet.

Rirkrit Tiravanija er kendt for sine mad-performances, designet til at nedbryde grænser mellem mennesker og sætte gang i dialog på tværs af forskellighed. På grunden bag Herning Højskole, et lille stykke fra HEART, har han lige nu gang i gryderne. En gigantisk grill er tændt.

Mænd omkring en grill
Mænd står og diskuterer henover grillen, gløderne og røgen, med rødvin i den ene hånd og grilltænger i den anden. For der er noget ved en grill, som kan gøre de fleste mænd til eksperter, og der er da også mange bud på, hvornår bøfferne skal vendes, og om hvorvidt kyllingerne har fået nok. Alt sammen under kyndig vejledning af kunstneren selv.

Projektet handler dog om mere end mad, forklarer Tiravanija. ”Eventen i dag kredser om noget, der projiceres ind i fremtiden”, siger han. Hermed synes han at referere til to ting: Dels de muligheder som samtalen og mødet åbner op for på længere sigt, altså yderligere dialog og forståelse. Og dels et mere konkret forslag til en have designet af Tiravanija og præsenteret til aftenens event. Sidstnævnte er tænkt som en mulighed for – helt i projektets ånd – at lave en nyttehave med grønsager og andre spiselige planter samt med plads til at spise.

”Idéen er, at vi vil træne lokale borgere, herunder også de lokalt bosatte flygtninge, i, hvordan man bruger haven, og hvad man kan dyrke i den,” fortsætter han.

Et fugtigt hjerte
Haveanlægget er inspireret af den danske landskabsarkitekt, C. Th. Sørensen. Det var ham, der tegnede Herning Højskoles første have. I Tiravanijas design vil hovedhaven være anlagt i terrasser. Planen er, at der skal dyrkes planter på de trin eller terrasser, der fører op til en køkkenplatform, hvor havens besøgende selv har mulighed for at tilberede friske måltider på stedet. Titlen på projektet er Have til et fugtigt hjerte, som refererer til et thailandsk udtryk, der bruges til at beskrive en ydmyg, men følelsesmæssig respons over for noget overvældende smukt – og samtidig også en reference til selve kunstmuseet, HEART. Desuden indgår det i et andet havedesign af Sørensens, hvori et formklippet hækanlæg staver det thailandske udtryk på originalsproget. I Tiravanijas havedesign vil man også kunne finde et formklippet hækanlæg. Her er udtrykket direkte oversat til dansk. Også sproget bliver et tværkulturelt mødested.

Det er dog stadig ikke sikkert, at haven bliver en realitet. Airi Veinberg, der underviser på Lær Dansk, er dog meget begejstret, og hun påpeger, at mange af flygtningene jo ikke har en have, der hvor de bor: ”Jeg krydser fingre for, der kan blive skabt en have, hvor alle er velkomne til at mødes, snakke, lave mad og tilbringe tid sammen. Især de, der er langt væk hjemmefra og i fremmede omgivelser.” Tiravanija forklarer, at ”brugerne af haven også inviteres til selv at medbringe de planter, som de vil dyrke.” Veinberg siger også, at ”andre kursister, som ikke har hørt om projektet før, næsten ikke vil tro på det; det er en utopi, drøm, de vil se det, før de tror det.”

Mad og minder
”Hvad er det, som mad kan?” spørger jeg Tiravanija. ”Vi har alle brug for mad,” svarer han. ”På den måde handler det i virkeligheden om opretholdelse. Derudover fungerer måltidet som et sted, hvor vi iscenesætter mødet med andre mennesker. Derfor er det også en mulighed for at introducere os til det andet, til den anden, til andetheden.”

”Samtidig er mad og kogekunst knyttet til erindring, og for immigranterne er maden derfor også en måde at mindes det sted, de kommer fra, men også forstå et nyt sted med nye, anderledes retter,” fortæller Tiravanija. ”Idéen med køkkenplatformen i haven er jo også, at man her vil kunne undervise hinanden.”

Det er også deltagerne på projektet, der selv har været med til at bestemme aftenens Sankt Hans-menu, som består af retter fra Syrien, Danmark og Thailand. Tiravanija forklarer, at der er sørget for, at ingen personer er ekskluderet fra at spise nogle af retterne. Der er eksempelvis ikke svinekød på menuen, og alt er halal.

Efter måltidet bliver bålet tændt. Der er ingen hekse på, og det ville da også sende et underligt budskab, da hekseafbrændingen netop symboliserer angsten for det fremmede og det ukendte. Først senere på aftenen kan de fleste af projektdeltagerne selv spise. For det er Ramadan.