Et canadisk blik på dansk kunst

Looking the other way

Hans Henrik: Prøv at beskrive kunstscenen i Canada

Mia: Canada er jo et enormt land med en forholdsvis lille befolkning i befolkningscentre, der ligger langt fra hinanden. Så det er vanskeligt at tale om en kunstscene. Der er snarere tale om forskellige kunstscener i Vancouver, Winnipeg, Montreal og Toronto, alle med en forskellig stil. Og det er altid et meget varmt emne i Canada at tale om national eller kulturel identitet, og vores nærhed til USA spiller også en stor rolle. Det kan bare ikke fortrænges.
I billedkunsten kan man se, at vi i Canada har en forkærlighed for collagen og en genfortolkning af det allerede eksisterende. Det går helt tilbage til 1960erne Iain Baxters banebrydende plastic skulpturer, og senest kan det ses i Douglas Couplands fotobaserede værker, Paul Butlers abstrakte collager og Carl Beams mixed media.

I Toronto sker der en masse. Der er et fantastisk levende miljø centreret omkring Queen West Street og desuden en masse kommercielle gallerier og et rigt museumsliv. Mange af disse institutioner udstiller internationale kunstnere, og det smitter også af på det lokale miljø. Der er måske et sceneskift i gang i Toronto i øjeblikket. For nogle få år siden var der en rå, nærmest naiv tone i maleri og tegning under indflydelse af Royal Art Lodge et kollektiv fra Winnipeg ledet af Marcel Dzama. På det seneste ser det imidlertid ud til en mere poleret stil i maleri, foto og skulptur, med vægt hvordan værkerne præsenteres. Så man må sige, at installation er i centrum. Men alt i alt har det været en meget spændende udvikling

Hans Henrik: Udstillingens titel er Looking the other way. Prøv at forklare titlen

Mia: Først er jeg nødt til at introducere stedet, hvor udstillingen finder sted. The Drake Hotel er i en kategori helt for sig selv. Det er på samme tid hotel, restaurant, natklub, koncertsal og samlingssted for samtidskunst. Oven i det dette et det blevet et sted, hvor man skal ses, og hvor man oplever noget. En ganske fantastisk transformation.. For ganske få år siden var det helt upåagtet. Man i dag symboliserer det et smart boheme sted, og det har også smittet af på omgivelserne, så huspriserne i området er gået op.

Udstillingen falder sammen med den årlige Contact Photography Festival, den største i Nordamerika. Jeg begyndte at overveje, hvordan et enkelt billede eller sted kunne repræsentere så mange idéer, og hvilken rolle fotografiet har fået i måden vi opfatter verden på. Hvordan det påvirker vores forventninger til steder vi oplever, skaber vores ønsker og følelser og bidrager til vores hukommelse. Det var nogle af de vigtigste ting, jeg ønskede at lægge vægt på, men ikke på en åbenlys og oplagt måde. Derfor titlen Looking the other way.

Hans Henrik: Har udstillingen et fælles tema?

Mia: Udstillingens værker refererer til den måde fotografiet påvirker vores liv, afgørelser, fantasier og forventninger, men der skulle også være en forbindelse til fotoudstillingens tema i år, der blev kaldt ” The Constructed Image”. Meget af fokus kom så til at ligge på, hvordan forskellige teknikker – collage, digitale effekter kunne påvirke motiverne.

Hans Henrik: Hvordan valgte du de forskellige udstilleres nationalitet?

Mia: Selv om jeg ønskede, at der skulle være et internationalt snit over udstillingen, betød nationaliteterne umiddelbart ikke noget. Det drejede sig først og fremmest om motiverne, og desuden betyder nationalitet ikke noget i samtidskunsten i dag, hvor globaliseringen er slået igennem. Alle kunstnere er jo i dag påvirkede af andre kulturer. Det er ganske tydeligt.

Hans Henrik: Hvordan udvalgte du de danske kunstnere Lose, Just, Sviatchenko og Bangsted?

Mia: Først og fremmes valgte jeg danske kunstnere, fordi jeg var i Danmark sidste sommer for første gang i mange år. Som mit navn vel antyder, har jeg danske aner, og jeg har tilbragt mange somre i landet. Under opholdet så jeg en masse interessante udstillinger. Jeg har gennem min kusine lært kunsthistorikeren Kathrine Bolt Rasmussen at kende, og det var hende, der anbefaled, at jeg så nærmere på Bangsted og Just, men jeg valgte først og fremmest pga. motiverne. Søren Loses værker er utrolig spændende. Jeg er helt fascineret af den måde, han forbinder fortid og nutid. Gennemtænkt og sofistikeret. Især hans Rhodes Lead serier, hvor motiverne først ser så genkendelige ud, men pludselig bevæger sig ind i noget mystisk og alvorligt, når vi ikke ser objektets ansigt.

Thomas Bangsted er den eneste rigtige fotograf i showet. Hans billeder er både skarpsindige, komplicerede og har en intelligent humor. Et af hans mest succesrige motiver er Watering Place, og ved første øjekast kunne det være et 1600-tals hollandsk eller britisk motiv, men pludselig vender algerne på vandoverfladen hele motivet rundt, så overfladen nærmest uheldsvangert ligner mint eller atomaffald.

Når folk på det sidste har spurgt mig, hvilken kunstner jeg var mest imponeret af, har Jesper Just hele tiden været på tungen. Selv om han har udstillet i Canada flere gange, er han ikke særlig kendt her, men han laver nogle af de mest spændende videoer i øjeblikket. Han leger med virkemidlerne fra Hollywood-film, men i modsætning til disse film stiller Just spørgsmålstegn ved filmenes følelsesmæssige virkemidler. Det betyder, at tilskuerne selv må drage deres konklusioner, og ofte er de bestemt ikke entydige. Det er en spændende udfordring.

Sergei Sviatchenkos værker er forskellige fra alt, hvad jeg har set tidligere. Hans collager er fantasirige, og også med en nærmest dadaistisk ånd, hvor han skubber grænserne for visuel kultur. Men når han gør disse billeder til en slags tapet leger han med kunsten som dekoration, og spiller fint på dobbeltheden i kunst netop som en kunstform men samtidig som dekoration med et skønhedsideal iblandet.

Hans Henrik: Hvilke kunstnere bringer du til Danmark til den udstilling du skal kuratere i Viborg til efteråret?

Mia: Ja, det er september. Der kommer kunstnere fra hele Canada til denne udstilling om canadisk samtidskunst i Viborg men også kunstnere bosat i Latinamerika og Europa.
Angela Grosmann fra Vestkysten præsenterer en række malerier om antik fotokunst. Paul Butler fra det centrale Canada viser nogle forfinede og elegante collager fra kunstmagasiner.
Robert Waters bor i øjeblikket i Mexico City og hans bidrag er en installation, der indeholder gamle rekvisitter til begravelser men transformeret til lette luftlag. Diana Landry er fra Quebec, og hun kommer med en kinetisk lysinstallation. Edith Dakovic opholder sig i øjeblikket i Berlin og inkluderer skulpturer, der umiddelbart ser ud til at være produceret af skind. Jessica pendler mellem Toronto og New York, og hendes sound bike performance, får alle til at trække på smilebåndet.
Endelig er der Max Streicher, hvis bidrag er en taginstallation, der vil overraske alle.

Udstillingens titel er Fine-Line, hvor hvert værk repræsenterer en balance mellem to elementer. Sammen inviterer de tilskuerne til at gøre sig overvejelser over den meget fine skillelinie mellem f.eks. myte og realiteter, mellem det hellige og profane og mellem liv og død.
Det er alt sammen progressiv samtidskunst, der arbejder med overraskende og usædvanlige materialer og er koncentreret omkring installation. Det skal nok blive interessant.