Nej, vort fremmedgjorte forhold til virkeligheden bliver ikke helet af Eliasson, Superflex eller et besøg på retro-yuppie-paladset Karriere Bar!
Fagre nye virkelighedsforbindelse
Nye forbindelser med virkeligheden i kunsten er meget påberåbt igennem det sidste tiår: Efter firsernes postmodernisme og ”dens lumre og frivole odør” (for at citere kunstkritikkens fader Diderots ord om rokokoen) har kunsten formået at revitalisere avantgardens gamle drøm om at forene kunst og virkelighed, så ethvert avantgarde-hjerte igen kunne banke frit og revitaliseret med buzzwords som ’relationel æstetik’ og ’kontekstkunst’ på brystet. Nu er mit ønske eller ærinde ikke at dømme eller nedvurdere disse kunstretninger som sådan. Jeg mener bare, at man i kunstverdenen har været for hurtig og blåøjet til at godtage virkelighedsforbindelsen for pålydende.
Uimodsagt heling af den tabte virkelighed
Det har stået lidt for uimodsagt, at der vitterligt skabes ny forbindelse med virkeligheden, som det moderne menneske ellers ikke er i stand til at nå i en stadigt mere hypermedialiseret tid. At det er ren sansebetagelse, der kommer ud af Olafur Eliassons imiterede vandfald og optiske effekter. At det er ægte samvær, der kommer ud af Rirkit Tiravanijas fællesspisnings-seancer på de bonede gallerigulve. Og at resultaterne af Superflex’ globaliserede velgørenhed har større værdi og fylde i virkeligheden end i kunstverdenen, for bare at tage et par eksempler.
Ægthed eller imitation?
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke disse værker simulerer den påberåbte effekt frem for kun at ville tilbyde den ægte vare. Imitationen og sansebedraget er netop tydeligt hos Eliasson og er et væsentligt karakteristika for hans værker, som jeg ser det. Derfor er kritikken af dem som en del af underholdningsindustrien også lidt forfejlet. Det er imitation og ikke ægthed med den efterfølgende udfordring af sandhed og sanselighed i den hypermediale Aladdinshule. Og Tiravanija og andre ’sociale skulptører’ gør det nok også mere som en imitation af sociale handlinger og relationer, frem for blot at ville have os til at ”komme hinanden ved”. Bevidstheden om den kunstmæssige formålsrettethed er i hvert fald ikke til at komme udenom. Og angående Superflex’ omfattende tiltag må det siges, at de nok primært er kendte indenfor en kunstkontekst og ikke er hyret i nogen officiel udviklingssammenhæng endnu. Man skal i hvert fald ikke være blind overfor, at det er en gestus rettet mod kunstverdenen, som primært giver reaktioner i denne.
Karriere bar – social satire eller socialitet?
Lad mig til sidst rette det virkelighedsskeptiske blik mod kunstboom-stedet nr. 1: Karriere Bar på Kødtorvet. Dette hører man også udlagt som en platform for socialt samvær, for eksempel af Ny Carlsbergfondets nye direktionsmedlem Maria Fabricius Hansen i Jyllands Posten d. 29.12. 2008. At de stedsspecifikke værker her bidrager til nærmere og alternativt samvær og socialitet.
Mit indtryk er dog, at det ikke er videre alternativt eller inkluderende samvær, der karakteriserer dette udprægede yuppie-agtige sted med champagne i baren og streger på toiletterne. Og er denne socialitet så befriende ægte eller netop kunstig? Der fornemmes en sarkasme bag navnet ”Karriere Bar” og at hele tiltaget kan ses som en scene for social satire: hvordan kan man tiltrække de unge, rige og smukke og hvordan ser det ud, når de ter sig? Eller måske en dobbelt manipulation: Kunstfolkene ved ikke, at det i virkeligheden er en yuppiebar og yuppierne ved ikke, at det i virkeligheden er et kunstværk! Virkeligheden er en sær størrelse nu til dags og man skal ikke altid tage den – eller kunstens integration af den – for gode varer.
