Er dansk kunstliv en stram fisse?

Er dansk kunstliv en stram fisse?

Joachim Koester gentager med Untitled, 2013 et værk, der skabte spændinger for tyve år siden. Men hvor står vi i dag? (Foto: Anders Sune Berg, © Galleri Nicolai Wallner)

Her skal det handle om kunstens tilgængelighed.

“Den danske kunstscene er en stram fisse, og ligemeget hvor stor din pik er, så kommer du ikke ind.” Nogenlunde sådan var ordene fra kunstner Jacob Tell til et dansk kunstmagasin for tolv år siden.

For tyve år siden barrikaderede kunstner Joachim Koester indgangen til Galleri Nicolai Wallner, som dengang lå i nogle ubetydelige kælderlokaler i St. Kongensgade. Det er selvfølgelig provokerende at lade som om, der finder byggesanering sted i det navnkundige gallerikvarter i indre by, midt i Kongens København. Det er også frækt at lade som om, man lukker publikum ude, som om gallerirummet ikke findes i virkeligheden. Eller som om den kunst, man vil vise, skal skærmes fra den virkelige virkelighed.

That was then…
Galleristen Nicolai Wallner, som lod sit galleri barrikadere samme år, han åbnede, var 22 år gammel. Kunstneren var 31. Begge har siden mildt sagt tordnet igennem på den internationale kunstscene. Galleriet rykkede fra kælderen til en bedre adresse i indre by og siden til de højloftede lokaler i en tidligere garage i udkanten af Carlsbergområdet. Det er her, galleriet nu fejrer sit tyveårs jubilæum med en udstilling og et gratis katalog med titlen 93.

Peter Land: d. 5. maj 1994 (1994). (Foto: Anders Sune Berg, © Galleri Nicolai Wallner)
Peter Land: d. 5. maj 1994 (1994). (Foto: Anders Sune Berg, © Galleri Nicolai Wallner)
Installation view, COPENHAGEN 93 (August 2013). (Foto: Anders Sune Berg, © Galleri Nicolai Wallner)
Installation view, COPENHAGEN 93 (August 2013). (Foto: Anders Sune Berg, © Galleri Nicolai Wallner)

Igen barrikaderer kunstneren galleriet. Indenfor vises værker af andre af galleriets superstjerner fra 1990erne. Her er en fuld, nøgen dansende mand (Peter Land), rigtige schäferhunde lænket i et hjørne (Jens Haaning og Magnus Wallin), et elektrisk hegn (Ann Lislegaard), collager med Thorvaldsens statuer (Michael Elmgreen og Henrik Olesen), forladt sovepose og ungdomstrash i stroboskoplys (Jes Brinch) og et tidligt værk af Olafur Eliasson, et brændende stearinlys på et rundt spejl.

Installation view, COPENHAGEN 93 (August 2013). (Foto: Anders Sune Berg, © Galleri Nicolai Wallner)
Installation view, COPENHAGEN 93 (August 2013). (Foto: Anders Sune Berg, © Galleri Nicolai Wallner)

Alle er velkomne. Sådan set. Tyve år er længe siden og man skulle mene, der er løbet meget vand under broen siden da. Da Nicolai Wallner åbnede galleri i 1993 var dansk kunstliv markant anderledes. Noget er der da også sket, også med omgangsformen og tilgængeligheden generelt.

13 år med fri tale
For 13 år siden begyndte Kopenhagen Publishing fra en baggård ved Peblinge Dossering at udsende gratis, ugentlige nyhedsbreve, der annoncerede, hvor der var fernisering. En lind strøm af mestensdels nyuddannede og frivillige kunsthistorikere lod kunstnere tale frit for i korte interviews. Efterhånden rummede hjemmesiden Kopenhagen.dk et unikt arkiv over 00´ernes københavnske kunstliv med omfattende billedmateriale. Det skete altsammen under overskriften “kunsten kommunikerer” og det var, hvad der skete. Aktører på scenen fandt hinanden. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.

I år er Kopenhagen Publishing blevet 100% engelsksproget, meget af det historiske materiale er ikke længere tilgængeligt og der er kommet konkurrerende medier, som kommunikerer om kunsten, blandt andet nærværende landsdækkende Kunsten.nu, som har over én million besøg om året. Alt dette kompenserer tildels for billedkunstens exit fra de trykte medier.

Velkommen i periferien!
Dansk kunstliv er kort sagt tilgængelig for den, som gider. Sidste måneds Copenhagen Art Week, der også rummede en Gallery Night Aarhus, havde et så omfattende program, at selv den hærdede kunstforbruger kan blive helt forpustet. Alle er velkomne til at komme på besøg. Kunstlivet vil gerne have et publikum! Det vil sige mennesker, som forholder sig til det, nogle kunstnere mener er vigtigt at vise frem.

Alligevel er der sket det, som ikke kan undgåes, når noget vokser: kernen, inderkredsen, befinder sig i dag længere væk fra periferien.

I takt med at dansk kunstliv er blevet mere synlig, for sig selv og for omverdenen, står den professionelle inderkreds tættere og tættere, skulder ved skulder. Men der er altid sprækker, hvor man kan kigge ind.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Del artiklen

'Er dansk kunstliv en stram fisse?'

Facebook