Betyder det overhovedet noget at få en ny kulturminister? Med seks kulturministre på syv år og manglende visioner er forhåbningerne ganske små for billedkunsten, der længe har lidt under politisk tøven.
Så fik vi en ny kulturminister. Eller mere præcist: Endnu en ny kulturminister, for det er den sjette kulturminister vi har indenfor syv år. Siden Brian Mikkelsen stoppede i september 2008 har vi haft Carina Christensen, Per Stig Møller, Uffe Elbæk, Marianne Jelved og nu Bertel Haarder.
Spørgsmålet er så: Betyder det noget at få en ny kulturminister, vil det være godt eller skidt for billedkunsten, og får det nogen konsekvens for billedkunstnerne? Svaret er nærmest givet på forhånd: Det er fuldstændig ligegyldigt, for der vil helt sikkert bare blive administreret som hidtil under de fem foregående kulturministre!
Mangel på vision og ånd!
Som valgkampen med al tydelighed viste, spiller hverken kunst eller kultur nogen som helst rolle i den politiske dagsorden. Den var stort set reduceret til økonomiske kalkuler og beregningsmodeller, nulvækst eller o,6% offentlig vækst, hvor mange flygtninge har vi råd til, og hvor meget velfærd kan der spares på? Politikerne optrådte, og det gør de fortsat, som revisoragtige forvaltere og administratorer, der er aldeles blottet for visioner og ånd. Ja, ånd! Det er virkelig ikke åndfuldhed der præger dansk politik!
Når alt således er underlagt et økonomistyret forvaltningsregime, kan det ikke undre at kunst og kultur forsvinder fra radaren.
Det er også symptomatisk at kulturministrene gerne rekrutteres enten blandt de helt uprøvede eller blandt de meget pensionsmodne. Både Brian Mikkelsen og Uffe Elbæk var uden ministererfaring, da de trådte til, og Elbæk endda helt uden parlamentarisk erfaring overhovedet. Og selv om Carina Christensen nok havde en vis ministererfaring inden hun kom på, kunne hun vel ikke siges at høre til de mest profilerede og garvede af slagsen. På den anden side er der pensionisterne: Per Stig Møller og Marianne Jelved, der nærmest forvaltede posten som en form for aftægt eller otium efter en lang og glorværdig ministerkarriere. Og nu Bertel Haarder, der ikke står tilbage for de to andre, hvad alder og fortids merit angår, hvor energisk og nytænkende vil han mon gå til værks?
En god kulturminister
Lad os lige slå fast, hvad det vigtigste opdrag for en kulturminister er, altså, hvad der kendetegner en god kulturminister. En god kulturminister er ikke nødvendigvis en, der ved en masse om kunst og kultur. Det har man rådgivere og fagfolk til, og vi er mange, der nok skal fortælle kulturministeren, hvad der menes med god kunst og kultur, og sikre at pengene anbringes rigtigt. Det er det der hedder armslængde.
En god kulturminister er derimod en politiker, der mere overordnet formår at tale kulturområdet op, skabe begejstring og sætte kulturen på den politiske dagsorden i en grad, så vedkommende kan gå til sin finansminister og få flere penge til hele kulturområdet. Altså sørge for økonomisk vækst i Kulturministeriet! Netop fordi kulturen indeholder dannelse og samfundsværdi, der ikke umiddelbart kan gøres op i penge, er man nødt til politisk at beslutte, at det vigtigt at investere i den.
Nedskæringspolitik
Det er dog ikke lykkes for nogen af de foregående fem kulturministre at tale kulturen derop eller skaffe flere penge til den. Tværtimod har man bare forvaltet nulvækst eller det der er værre, nemlig nedskæringer, og det er sket både på et kulturelt og på et økonomisk niveau.
Der er ellers masser af problemstillinger og sager at tage fat på. Skal vi holde os indenfor billedkunstens domæne, som er vores fokus i denne sammenhæng, er der fx. kunstmuseernes og udstillingsstedernes bevillinger, der ikke er ikke er fulgt med udviklingen, så man idag i højere grad er overladt til sponsorer og private fonde, hvilket har ført til en udbredt eventkultur på bekostning af det kunstfaglige. Eller hvad med kunstnernes manglende muligheder for en økonomisk tryg tilværelse, og deres fordrivelse fra byernes kulturelle brændpunkter på grund af høje huslejer og spekulation i omdannelse af den ældre bygningsmasse. Ud med de kreative iværksættere og ind med tunge investorerer. Og ungdommen, de unge talenter, kan ikke længere afsøge deres kunstneriske potentiale, da de billedkunstneriske grundkurser, BGK’erne, er sparet væk, så de må i stedet se at finde sig en mere økonomisk korrekt uddannelse og stemple ind til en karriere i konkurrencesamfundet.
Vi venter stadig…
Og nu vi er ved det: Uddannelse, her er den helt gal! Hvor længe skal vi vente på at Kulturministeriet vil tage ansvar for de billedkunstneriske uddannelser, sådan som Staten gør med alle de andre kunstneriske uddannelser i Danmark, og som det også sker i landene omkring os. To af kunstakademierne i Danmark er overladt til kommunal styring og bevilling, hvilket sætter hele kunstlivet bagud i forhold til vores naboer.
Ingen af de fem foregående kulturministre har ønsket at drøfte disse problemstillinger, og spørgsmålet er om den sidste nye har tænkt sig at gøre det?
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
