En kritisk mangel

En kritisk mangel

Elmgreen og Dragsets performative værk, Det er aldrig for sent at sige undskyld!, 2010. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Samtidskunsten er præget af en fascinerende mangel på samfundskritik. Og det til trods for at konflikterne i vores samfund og globale tidsalder vel ikke bliver mere udtalte end de er lige nu.

Grænserne er hårdt optrukne. Magthavere fordrejer. Krigeraser. Det kapitale system udstiller dets svagheder. Regeringer lyver. Deresursesvage ofres. Overvågningen øges. Lækagerne afslører. Asylansøgernevanrøgtes. Klimaet forværres. Det offentlige rum kontrolleres. Derevolutionære fængsles.

Og hvad gør kunstnerne og kunstinstitutionerne?

En sjælden konfrontation
Et af de få kritiske indslag i den seneste tid varElmgreen og Dragsets performative værk på Gammeltorv i sensommeren; Det er aldrig for sent at sige undskyld! (2010),der nu installeres permanent i Holland – medperformer! Et sjældent kunstnerisk indslag, der gik i kødet på de negativesymptomer i vores samfund generelt og det social-politiske klima – endda somdirekte henvendelse midt på Strøget.

Men skal man virkelig være Elmgreen og Dragset,homoseksuelle, og etablerede kosmopoliter på den internationale kunstscene for atturde konfrontere normalen og ytre sig kritisk?

Kritisk frihed
Et af de eneste rum i vores samfund i dag, der rent faktisk har mulighed ogmagt til at ytre sig kritisk om tingenes tilstand er kunsten. Her er, om manvil det eller ej, en af de få kanaler til at påvirke offentligheden og denpolitiske dagsorden.

Kunsten er per definition en fri aktør, og især i etvestligt, civiliseret land som Danmark! Men hvis kunsten ikkeudnytter og bekræfter denne frie position, hvorfra den kan konfrontere vor tidsinhumane, lyssky og fordrejende tendenser og systemer, så svigter og udhulerkunsten sin legitimation som oplysende, kritisk praksis.

Kunsten kan selvfølgelig ufortrødent fortsætte sine ufarligeundersøgelser af sig selv, den kunstneriske grundforskning, granske sinhistorie, unikke sanselighed og italesætte den sansende og interagerendekrop.

Paradoksal tavshed
Det helt paradoksale er, at samtidskunsten i sin nutidige praksis er og kanvære tilstede i utallige medier og ville kunne agere kritisk på et væld afplatforme:

Nettet, de offentlige rum, globalt som aldrig før, på museer, ikunsthaller, i udstillings- og projektrum, som græsrods-organisation, somsocialt projekt, i medierne og jeg kunne blive ved…

Det er kun kunsten selv,der begrænser sit råderum. Det handler om at tilpasse strategierne efterintentionerne og kanalerne. Og det her sure opstød skal mest af alt forstås som et kald tiløget strategisk, kritisk tænkning og praksis i samtidskunsten.

For er intentionen virkelig at undgå stillingtagen ogkonfrontation?

I så fald, kan jeg ikke andet end at være skuffet. Måskeligefrem harm.

Hvis jeg var kunstner
Jeg er ikke billedkunstner. Men hvis jeg var, ville jeg bruge min stemme, denprivilegerede position jeg gennem mit felts lange historie har fået tildelt tilat udtrykke mig om det, der betyder noget.

Og nej, det ville ikke være nok for mig at italesætte voresansende kroppe, gense en kunstnerisk reference fra 60’erne og skabe etinteraktivt værk, hvor folk kan få deres facebook-narcissisme bekræftet positivt. Og hvis jegendelig rejste en kritik, var det nu nok ikke af kongehusets sexliv, ellermanglende kvindelige repræsentationer i kunsthistorien.

Minimal ellerradikal?
Det er måske lige netop nu at man burde spørge:

Ville jeg som nutidig kunstner hellere være ufarlig endfarlig? Konform i stedet for kritisk? Stiltiende i stedet for højtråbende?Anerkendt i stedet for underkendt? Dyr i stedet for vigtig? Minimal i stedetfor radikal?

NEJ!

Del artiklen

'En kritisk mangel'

Facebook