En fremmedgjort kongefamilie

En fremmedgjort kongefamilie

Thomas Kluge: Kongehuset, udsnit af det nye kongelige familieportræt. (Foto: Evan Frederiksen)

Vis billedserie

Udstilling

Thomas Kluge. Kongelige Portrætter

16 nov 2013 2 mar 2014

Thomas Kluge

Amalienborgmuseet
Se kort og tider

Thomas Kluges portræt af kongefamilien er præget af tyngde og fremmedgørelse snarere end vitalitet. I denne klumme tager Torben Sangild os gennem billedet.

Vi ser en familie samlet i et rum omkring en sofa, hvor bedsteforældrene sidder mageligt, mens børnene står bagved med deres spædbørn og de resterende børnebørn leger i forgrunden. Det lyder næsten hyggeligt, når man beskriver det på denne måde, men det er overhovedet ikke et hyggeligt billede, det er snarere uhyggeligt. Det ligner mest af alt en demontering af kongefamilien som fællesskab og institution.

Lad os begynde omvendt, nemlig i baggrunden. Her er nogle forfaldne, historicistiske fantasibygninger, der peger bagud og er nostalgiske i anden potens, idet det vel nærmest er en neo-neo-klassicisme. På pladsen står maleren selv, Thomas Kluge, sammen med sin gravide hustru. De poserer på samme måde som Jan van Eycks berømte Arnolfini-bryllupsbillede fra 1434, og ligesom fru Arnolfini har Kluges hustru en grøn ventekjole på. Det er blot én af mange kunsthistoriske referencer i billedet.

Ikke blot sammenligner Kluge sig med de store mestre; han indsætter sig selv i et royalt portræt. Det har andre gjort før ham, og han er fx mere diskret end Velásquez, der selv står helt centralt i kongefamilieportrættet ’Las Meninas’.

Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)
Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)
Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)
Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)

Drillenisse
Til venstre i baggrunden står der en person med ryggen til og nissehue på. Det er muligt, at der findes en historisk hovedbeklædning af denne type, men i dag ser man det entydigt som en nissehue. Er det en dyster drillenisse, der driver gæk med kongehuset? I hvert fald er opstillingen i forgrunden ikke et billede af styrke, sammenhold og vitalitet, men snarere det modsatte. Det er præget af kulde, fremmedgørelse og dyster stivhed.

Billedet lægger sig et sted mellem et klassisk entydigt rum og en collage. Personerne har forskellig belysning og perspektivet er ikke helt konsistent. Dette collage-præg er så diskret, at det ikke peger på sig selv, men blot bidrager med fornemmelsen af figurernes isolation og en generel mærkelighed i billedet.

Thomas Kluge: Kongehuset, 2013. (Foto: Evan Frederiksen)
Thomas Kluge: Kongehuset, 2013. (Foto: Evan Frederiksen)

Gyserfilm
I forgunden står Prins Christian, der måske en gang skal være konge. Han står lige i midten og blokerer blikket ind i billedet. Belyst nedefra ser han uhyggelig ud, selv om hans ansigtsmimik er et neutralt-genert smil. Endnu mere spooky er pigen til venstre, som taget fra en gyserfilmplakat.

Prinserne til højre i billedet, som bygger et tårn af røde legoklodser, er malet med den glatte æstetik, der kendetegner romanblade og Jehovas Vidners publikationer. Denne æstetik kan man finde flere steder i billedet, fx på Maries ansigt. Den er forskellig fra den detaljerede streg, som især Margrethe er malet med.

Roller
De to forældrepar står bag sofaen og udspiller deres forældreroller på en ganske konservativ måde. Mens Mary/Marie er kærligt optaget af børnene, skuer kronprinsen på os – det er kun de nuværende og kommende regenter forundt­ ─ mens Joachim kigger fraværende og hårdt væk.

Kvinderne er smilende mødre; mændene er alvorsfulde og fraværende. Frederik har ganske vist et barn på armen, men det er hans kone, der er i kontakt med det. Joachim holder mekanisk på en ankel, som om han er blevet bedt om det og som om han lige så godt kunne holde et landbrugsredskab. Så meget for de nye fædre. (Her skal det måske tilføjes, at det er mit indtryk, at den virkelige Frederik faktisk forsøger at være en moderne far, og det er måske derfor han trods alt har fået et barn på armen).

Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)
Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)
Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)
Thomas Kluge: Kongehuset, 2013, detalje. (Foto: Evan Frederiksen)

I sofaen troner regentparret. Dronningefiguren er den mest velmalede, og formentlig den, der er brugt mest tid på. Hun fremstår værdig og (som den eneste af de tre, der kigger på os) faktisk nærværende. Som siger hun: ”Her er jeg og omkring mig ser I min familie”. Prins Henrik er omvendt portrætteret som en forfængelig dandy med et skævt ansigt, bittert skuende ud til siden.

Hvis man tager dette portræt bogstaveligt, så forestiller den en familie uden nærvær og sammenhold og et kongehus uden sammenhængskraft; et kongehus der hænger tungt fast i sin historie og har svært ved at indtage sin rolle og i særlig grad sin fremtid – en fremtid, der ser dyster og uhyggelig ud.

Hvorfor Kluge har valgt som han har gjort, ved jeg ikke; dette bygger udelukkende på iagttagelser af billedet og tolkninger ud fra disse.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.


Vis billedserie

Udstilling

Thomas Kluge. Kongelige Portrætter

16 nov 2013 2 mar 2014

Thomas Kluge

Amalienborgmuseet
Se kort og tider

Kommentarer