Chris Verene gæster Galleri Image med udstillingen Family, der giver et både kærligt og barsk indblik i hans families virkelighed. "Sådanne billeder kan kun skabes ud af oprigtige, dybe relationer", forklarer kunstneren.
“Dette er mit livsværk”, ræsonnerer Chris Verene notorisk, mens han bladrer i sin senest udgivne monografi, der skildrer livet i den økonomisk-tilbagestående by Galesburg i staten Illinois.
“Byen er et symbol på et landligt samfund, der har lidt særdeles hårdt under recessionen”, fortæller han og fortsætter efter en kort tænkepause: “Jeg har dedikeret al min tid til at arbejde på projektet. For at jeg på en overbevisende måde kan indfange essensen af stedet og dets mennesker, må jeg arbejde på det hele livet.”
Family viser, hvordan mennesker lever livet efter bedste evne på trods af modstand. Historien om et forlist ægteskab bliver også en fortælling om, hvordan vi mennesker forandres og udvikles med de op og nedture som livet er så fuld af. Folk holder hinanden i hånden, de slapper af, soler sig og spiller spil. I kunstnerens omgangskreds er der trods alt håb, hjertevarme og stærke familiebånd.
Og selvom Verene ikke længere bor i Galesburg, og faktisk som den eneste sammen med sine forældre er flyttet fra byen, har Galesburg en særlig plads i hans liv: ”Vi har boet mange forskellige steder, men Galesburg har altid været som mit andet hjem”.
Når man som Verene har kendt sine ‘modeller’ længe, giver det ham mulighed for at kommer helt tæt ind på livet af dem, og fortælle ærlige og afslørende historier:
“Jeg laver billeder, der viser historier, som alle kan forstå. Det er naturlige billeder, hvor forventningen ikke er, at de portætterede skal posere for fotografen. Men nogle gang insisterer de dog på at posere for at fremhæve, hvem de i virkeligheden er.”
Han fortsætter: “Historierne i disse billeder viser realiteten af skilsmisser, tabt indkomst, mental ubalance, alderdom og ensomhed. Men billederne viser også menneskets evne til at overleve.”
Respekt for mennesker i deres egen ret
Under sine studier på Georgia State University stiftede Verene bekendskab med én af det forrige århunderedes mest markante amerikanske fotografer Diane Arbus’ eklatante portrætter af afvigende og marginale mennesker.
Disse blev en stor inspiration for Verene, der med stor ærbødighed i stemmen forklarer, at hun lærte ham at elske mennesker i samfundets periferi.
“Arbus’ arbejde er en del af det, som gør mig et bedre menneske. Et bedre medlem af samfundet.”
Kærligheden til den enkelte er en central drivkraft i Verenes kunstneriske virke såvel som troen på, at vi kæmper med nogle af de samme problemer, selvom vi er vidt forskellige som mennesker.
“Jeg tænker, at vi kan guide andre ved at dele de simple historier, der binder os sammen som familie i almindelighed og mennesker i særdeleshed.”
Som at underskrive et brev
Til hvert billede, har Verene forfattet en kort tekst, der beskriver de portrætterede.
Verene fortæller, at teksterne er skrevet i hånden. Det har til hensigt at fungere som en simpel sandhed: som at underskrive et brev, skærpe beskurens opmæksomhed og etablere en nær forbindelse til kunstneren.
Teksterne binder værkerne sammen i små fortællinger, der bringer os tættere på folkene og stederne i Galesburg.
Et billede fra et børneværelse indrettet med to stole er påført navnene ‘Sarah’ og ‘Stephanie’, signalerer alt andet end lykke, da teksten afslørende fortæller: ”After the divorce Steve never saw his girls again” (Efter skilsmissen så Steve aldrig sine piger igen).
“Nøglen til min kunst er, at den kun kan skabes ud af oprigtige, dybe venskaber og relationer”, forklarer Verene og fortæller, at så snart opholdet i Danmark er slut, drager han hjem til Galesburg for at fortsætte sit historiske dokumentarprojekt.
Chris Verene (f. 1969) er kunst- og dokumentarfotograf samt performancekunstner. Uddannet ved Georgia State University. Bor og arbejder i New York.
Med på Whitney Biennalen i 2000, og selv samme år blev hans monografi om byen Galesburg og hans mors familie i Georgia og Florida udgivet af Twin Palms Press. Den blev i 2010 fulgt op af ednu et bind.
