Kunstverdenen er fuld af floskler, og en af bidragyderne er Olafur Eliasson. I denne klumme kigger vi nærmere på tre af dem. Er det ikke blot reklameslogans pakket ind i kunstverdenens foretrukne sprog?
Jeg har i mange år været ude med riven efter samtidskunstens retorik – dens klichéer, dens filosofiske fejlslutninger, dens spin og dens bullshit. Man finder tit reklame forklædt som refleksion. Ingen andre steder end netop i kunstverdenen kan man formulere PR med et så abstrakt sprog som i kunstverdenen. Der er nogle helt generelle problemer forbundet med det:
Kunsten murer sig op i et hjørne, hvor det vigtige bliver at legitimere sig over for den indforståede kunstverden. Taberne er både publikum og kunstverdenens åndelige niveau. At gentage floskler, som ingen tillægger konkret betydning, men som lyder godt og værdimæssigt rigtigt, fungerer på kort sigt som PR over for de andre aktører, der deltager i samme retorik.
Men på langt sigt er det en fordummelse, dér hvor det modsatte burde være ambitionen, og publikum fornemmer det og tænker ‘Kejserens nye klæder’. Derfor skyder samtidskunsten sig selv i foden med denne strategi.
Tidens utopier
Når jeg nu benytter Olafur Eliasson som eksempel på en mere generel tendens, skyldes det, at jeg har fulgt ham gennem årene og måbet lidt over hvor meget han uimodsagt er sluppet af sted med at formulere om sin kunst, som museer og andre aktører så ukritisk har gentaget.
Jeg ved godt at det vil kunne udlægges som at jeg særligt er ude efter ham, fordi jeg skulle have noget imod ham eller ligger under for janteloven, men det er ikke tilfældet. Jeg synes, han er en udmærket kunstner, hvilket også jævnligt fremgår af mine anmeldelser, men hans værker omgærdes bare af disse utopiske tanker, som er oppe i tiden, og som de ikke kan bære. Desuden bør den mest succesrige kunstner kunne tåle, at man gransker hans udsagn lidt og stiller spørgsmålstegn ved dem. Også fordi han angiveligt netop vil dialog og forhandling og give ‘beskueren’ magten. Skulle jeg tage fejl i min kritik, lader jeg mig i øvrigt gerne modsige.
“Beskueren skaber værket”
En af Eliassons kongstanker er, at publikum selv skaber værket. Det demonstrerer han blandt andet ved at lade os kigge på en rød cirkel og fjerne den, hvorefter vi ser et efterbillede, der hvor cirklen var. Dette efterbillede er en optisk illusion, som vores hjerne/øje producerer. Altså er det os, ikke ham, der har gjort det, og sådan er kunsten, det er beskueren der skaber den, siger han. Hokus-pokus, beskueren i fokus.
Det holder ikke. Når jeg ser et efterbillede, er jeg et offer for en optisk illusion. Det er noget ganske andet end at skabe. Det er en refleks. Olafur Eliasson trykker på nogle sanselige knapper og får mig til at reagere. Det svarer lidt til, at han pludselig knipser foran ansigtet på mig og får mig til at blinke. Jeg skaber ikke denne reaktion, det er en respons på en stimuli. Og jeg skaber heller ikke regnbuen. Jeg ser den. Det er noget andet. At sanse er ikke det samme som at skabe. Hvis det er, skaber vi hele tiden og begrebet mister enhver interessant betydning.
“Min kunst er demokraktisk og aktivistisk”
En anden kongstanke hos Olafur Eliasson er, at hans værker aktiverer ‘beskueren’ (som underforstået til daglig er et passivt menneske uden kritiske evner) og at hans værker er mere inkluderende og dialogiske og demokratiske end andre værker. Et eksempel er hans idé om, at hans vandfald i New York i kraft af deres størrelse giver en fornemmelse af skala og derfor (?) er særligt inkluderende.
Ofte bygger dette på ret banale omstændigheder: At man går gennem værket. At man oplever det indefra. At man selv vælger sit tempo og sin vej. Altså omstændigheder der gælder stort set al installationskunst alene i kraft af dets beskaffenhed som installation. Jeg har svært ved at se det særligt demokratiske i dette. Jeg har svært ved at se det særligt dialogiske i dette. Jeg har svært ved at se det særligt inkluderende i dette. I hvert fald mangler der en række mellemregninger. Det lyder lidt som når en leder påstår at medarbejderne er medbestemmende og at der er en flad struktur – ikke fordi det egentlig er tilfældet, men fordi det lyder godt. Det er jo gode værdier. Og hvem vil ikke associeres med gode værdier? Men måske skal kunsten ikke hoppe med på de samme floskler som resten af samfundet?
“Min kunst unddrager sig oplevelsesøkonomien”
Olafur Eliasson er flere gange blevet beskyldt for at være i lommen på eller være en del af oplevelsesøkonomien. Det skyldes, at han kunst ofte kunne se ud til at flere formål end de rent kunstneriske, nemlig som turistattraktioner (fx vandfaldene) eller trækplaster for erhvervslivet (fx ARoS-regnbuen).
Måske netop derfor har han en fantasi om, at det forholder sig anderledes. I forbindelse med den aktuelle udstilling på Louisiana, formulerer han det således:
”For mig er det syn eller blik, der ikke understøttes af bevægelse, en slags konsumerende blik. Det sluger omgivelserne. Derfor mener jeg også, at der ligger et kritisk potentiale i bevægelsen, i den tid, det tager at gå gennem et rum. Hvis Louisiana tør tilskrive bevægelsen betydning, kan det omgå de konsumbaserede præmisser, der driver oplevelsesøkonomien i dag.”
At stå stille og betragte er konsum. At bevæge sig er at unddrage sig konsum. Hvis nogen kan få dette til at give mening, så skriv endelig en kommentar i diskussionsfeltet herunder. Må jeg blot pege på rutsjebanen i Tivoli som et eksempel på bevægelig konsum/oplevelsesøkonomi. Og den kontemplative betragtning som noget langt mindre konsumerende. Og på at man som regel bevæger sig i omgangen med kunstværker. Og på at man altid bevæger sig på Louisiana – blandt andet bevæger mange sig ned i museumsbutikken.
Hvis jeg har ret i at sådanne udsagn er PR, så er det PR, der retorisk påstår at unddrage sig PR-systemets mekanismer.
