Efter ‘det nordiske mirakel’

Den norske kuratorMarianne Zamecznik (f. 1972) er for tiden en del af et nordisk kuratorteam, somarbejder med den sjette udgave af den nordiske biennale Momentum, der åbner i Moss udenfor Oslo den 18. juni 2011.

Zamecznik, som for tidener baseret i Berlin, var fra 2007 til 2010 administrerende leder på 0047, etudstillingssted for kunst og arkitektur i Oslo. I den periode kuraterede hunblandt andet den nordiske udstilling Vodousammen med Lina Selander, maratonudstillingerne Ryk tilbage til start  sammen med Jan Christensen og The Space Between Us – introducing the work of Stanisław Zamecznik sammenmed Piotr Zamecznik. I 2002 startede hun det mobile galleri Simon Says sammenmed den svenske kurator Stina Högkvist. Zamecznik har også arbejdet somredaktør i UKS-Forum og som kurator for Filmform i Sverige.

Momentum blev afholdt for første gang i 1998, samme år som den nordiske udstilling Nuit Blanche åbnede i Paris. Det var densidstnævnte udstilling som satte startskuddet for hypen omkring ‘Det nordiskemirakel’, der kom til at præge en stor del af modtagelsen af den nordiskekunstproduktion i de efterfølgende år. Momentumfulgte op og benyttede blandt andet begrebet i sin markedsføring.

Andengenerations-kurator
Zamecznik,som har sin kunst-uddannelse fra Kunsthøjskolen i Oslo og sin kurator-uddannelsefra Konstfack i Stockholm, var ikke en del af den første bølge af aktivitetomkring ‘det nordiske mirakel’, men har senere arbejdet med projekter irelation til det nordiske.

Nu, et par måneder før den nordiske biennale åbner,har vi talt med hende om hendes forståelse af det nordiske, konsekvenserne afog reaktionerne på det såkaldte mirakel, set fra en uafhængig kuratorsposition.

De andre medlemmer af kuratorteamet til Momentum 2011 er: Theodor Ringborg (SE), Christian Skovbjerg Jensen (DK),Markús Þór Andrésson (IS) og Aura Seikkula (FIN).

Hvad er din opfattelse af ‘Det nordiske mirakel’,i hvilken forstand tror du det er en relevant kategori for at forståkunstproduktionen i Norden i dag?

Jeg ved ikke om jeg harså stærke meninger om det. Jeg var studerende på det tidspunkt og gik på Kunst- og håndværksskolen. Mit blik påkunstverden i slutningen af 90’erne var virkelig bare set fra sidelinjen.

Jeg tænker alligevel det kunne være interessant atsnakke med nogen, som måske ikke oplevede ‘det nordiske mirakel’ den gang, mensom må kæmpe med resterne af selve fænomenet. Du arbejder jo også med Momentum,en biennale med sit ophav i den periode, hvor ‘det nordiske mirakel’ blevlanceret. Det er vel en del af de spørgsmål, der er aktuelle for dig som enslags ‘andengenerationskurator’?

Jeg er vel andengenerationskuratorpå den måde, at jeg ikke deltog aktivt på kunstscenen i 90’erne. Dajeg tog til Sverige, for at begynde på Konstfacks kuratorstudium i Stockholm i2000, oplevede jeg scenen helt anderledes der end i Norge. I Sverige var dekommet videre, ikke bare i forhold til kuratorrollen, men også i forhold til’det nordiske mirakel’ som virkede til at være passeret da jeg kom tilStockholm.

Den nordiske periferi
Det erunderligt, i og med størstedelen af kunstnerne i “Nuit Blanche” varsvenske. Udstillingen havde relativt få norske kunstnere med, men skabtealligevel en mulighed for at distribuere og sælge det norske indenfor enkonstrueret nordisk ramme.

Fænomenet blev jointroduceret af to kuratorer, der ikke kom fra Norden, men det virker som om dennorske kunstverden stoppede op og nød at være aktuelle i en internationalsammenhæng. Det var et mirakel i anførselstegn, et færdigpakket koncept, somman brugte til at markedsføre kunst fra periferien. Norden er jo en periferi ikunstsammenhænge.

Men en utrolig rig og økonomisk stabil periferi?

Ja, og derfor fokuseredemange netop på det socialdemokratiske og spørgsmål koblet til identitet. Men isig selv er det ikke noget specielt nordisk at tale om politik, identitetog styreform, det er noget som sker i hele verden. Kunstnere tager jo ofteudgangspunkt i det som er tæt på dem selv og det samfund de lever i.

De ‘nordiske’ penge
Med andre ord: det nordiske er ikke en aktuelkuratorisk ramme for dig? Har det nordiske noget interessant over sig i dethele taget?

I dag er det ikke nogetinteressant udgangspunkt kuratorisk set. Men der findes jo støtteordninger someksempelvis Kulturkontakt Nord og Nordisk Kulturfond. Her lægges der op tilnordiske samarbejder. Men det kan til tider virke som en påtvungen ideologiskramme, som kuratorer og andre benytter sig af, alene for at få fat ipenge.

Det lyder ikke så sundt.

Da jeg var i Stockholmfik det Svenske Institut retningslinjer fra forskellige ministerier. I enperiode var Rusland meget vigtig, så kulturarbejderne i Sverige blev opfordrettil at lave projekter med Rusland. Da man endelig havde oparbejdet kontakterder, ændrede instituttet kurs og skiftede indsatsområde. Nu skulle manpludselig satse på Spanien. Det er en meget lidt produktiv situation. Vikuratorer og kunstnere har alligevel lært at leve på den måde og må som regelforholde os til de retningslinjer som findes, som strå i vinden. Kunstfeltethandler om penge og definitionsmagt.

Mener du at kuratering handler om at jage efterdet næste, politiske direktiv?

Nej, det handler om jagtenpå finansiering af projekter. Troværdighed er fortsat den primære værdi ikunstfeltet. Troværdighed omsættes til symbolsk kapital og økonomisk kapitalfor os som arbejder med kunst. Vi skal jo leve af det og er afhængige af atvære aktuelle. Det gælder jo ikke alene kuratorer. Kunstnere, kunsthistorikere,magasiner og institutioner må alle hænge på i svinget. Da Norden blevaktualiseret i slutningen af 90’erne medførte det en forøget aktivitet iregionen og hypen blev instrumentel. Et andet eksempel er Polen som nu har haftsin hype i ti år. Det er utrolig hvor store figurer som Adam Szymczyk og andreindivider i det polske kunstfelt er.

Du fornemmer at visse individer bevarer ogreproducere hypen?

Hvis de klarer det. Deter ikke så let.

Platform uden aktører
Det var måske anderledes i Norge, hvor der har mangletfolk som kunne reproducere og bevare hypen?

Ja, men kunst fra Norden kan altid tolkes ogformidles som nordisk – man kan altid finde kunstproduktioner, som kan læsesind i en nordisk identitet, gøre sig i landskabet, det romantiske, detsocialdemokratiske og så videre. Det bliver imidlertid ofte en gentagende meningsproduktion af relativtringe værdi, specielt når de vigtigste platforme for en ‘nordisk’meningsproduktion som NIFCA, Siksi ogsenere NU: the Nordic Art Review ervæk.

Jeg skal ikke pege fingre af nogen, for det er ganske let for mig at siddeher og sige at det og det er et problem, og at visse konstruktioner eruinteressante. Hype og politiske retningslinjer giver arbejde og penge, menskaber hurtigt kedelige projekter. Tag for eksempel udstillingen Vodou, som jeg lavede sammen med densvenske kunstner Lina Selander. Den begyndte som en ide om at lave enudstilling i form af en vinylplade.

En meget enkel ide, uden nogen tilknytningtil Norden. Men for at finansiere projektet satte vi et nordisk fokus påprojektet og fandt for eksempel rigtig mange kunstnere fra Island og meget fåfra Finland. Jeg synes således at ‘det nordiske’ som kuratorisk ide bliver enspændetrøje, men projektet blev godt og holdt en høj kvalitet.

Udveksling fremfor eksport
Ser du andet end Momentum, som hænger ved fra ‘det nordiske mirakel’?

Jeg ser ikke noget af detmirakel i dag. Tværtimod, jeg ser nærmere Norden som en ørken, hvor vindenblæser lige hen over. Her er helt bart.

Men selv i denne ørken findes der vel oaser ellerspejlinger. I Norge ser det ud som om man er inde i et stor opsving, med højaktivitet.

Snakker du om dekunstnerdrevne steder i Norge?

Til en vis grad, men også Office for ContemporaryArt Norway (OCA) er lykkedes med både at arbejde med professionalisering oginternationalisering af det norske kunstliv.

Det bliver alligevelpå et lokalt niveau, uden større international indflydelse, desværre.

OCA har vel fået en del internationalopmærksomhed?

Institutioner som Iaspishar gjort et stort arbejde i Sverige og fået mange internationale aktører påbanen. OCA gør et tilsvarende arbejde i Norge, men jeg synes de kører et meresnævert løb. De burde arbejde mere på at få den internationale kunstscene tilNorge, frem for at få norsk kunst ud i verdenen. Man burde ikke være afhængigav OCA for at komme ud. Ydermere burde støtteordningerne revurderes.

Mangekunstnere og institutioner i Norge får støtte, men ender ud med ganske fåmidler til produktion af udstillinger. Norge burde vise at vi har oliepenge ogkan lave projekter i et format, som vækker international interesse. Det handlerom at anvende midlerne til kunstproduktioner i særklasse, i stedet for atsprede midlerne ud.

Institutionen Momentum
Er det også noget du mærker, når du arbejdermed det kommende Momentum? Er det sådan, at man skal gøre meget med få midler?o

Momentum burde have haft mindst et dobbelt så stort budget for at kunne hævde sig ien international sammenhæng. Momentumer faktisk allerede ganske kendt internationalt, så det burde ikke være nogetproblem at skabe interesse omkring biennalen og finde flere midler. Jeg bliverglædeligt overrasket over, at folk rundt omkring i verden kender til Momentum, og at kuratorer som DanielBirnbaum, Caroline Corbetta og Mark Sladen har været inde i billedet. Folk vedtilmed at byen heder Moss!

Så er det igen kuratorerne, der er meningsbærendeog som løfter biennalens anerkendelse og status. Hvad er Momentumsmuligheder for fortsat at eksistere som nordisk biennale?

Momentum må fortsætte med at arbejde med høj kvalitet i et mindre format. Manbehøver ikke at arbejde med de mest populære og dyreste kunstnerne, meninstitutionen behøver flere penge, det er der ingen tvivl om. Som kuratorbehøver man også mere tid. Det at lave en biennale på ti måneder er vanskeligt.

Det abstrakte sted
Du har sagt at årets Momentum skal handle om tid,har manglen på tid været medvirkende til at definere det?

Når du siger detpå den måde, så lyder det næsten logisk, men det var nu ikke sådan detstartede. Vi begyndte med at snakke om, hvordan vi kunne forholde os til stedetuden at gå i fælden og konstruere en ‘kunstig’ relation til Moss, noget derledte os til en diskussion omkring stedet som en teoretisk og abstraktstørrelse. Derfor gik vi over til at bruge ordet ’locality’, som et universeltsted og intet-sted, i samme tid eller forskellige tider. Vi snakkede om enlineær og cirkulær forståelse af tid – tilstedeværelse i nuet ogforestillingsevne. Tid er et vidt begreb at anvende til en lille biennale, mendet var nødvendigt for os at skabe den slags ramme, når vi var fem kuratorer,som skulle arbejde sammen. Gennem den forskning vi udførte de sidste måneder optil Momentum, så jeg, at megetaf det vi snakker om i dag handler om tid, tilstedeværelse ogforestillingsevne. Vi befinder os i en slags krise. Både verdenen ogkunstbegrebet er i krise. Verdenen kollapser omkring os og d. 21. december2012, datoen Mayaerne spåede som verdens undergang, nærmer sig med stormskridt.Store eksistentielle spørgsmål koblet til tid og sted farer rundt om os heletiden.

Men har det nordiske været diskuteret ikuratorteamet? Hvad en nordisk biennale for samtidskunst kan være og ombiennalen som platform for meningsproduktion?

Vi snakkede ganske kortom det nordiske, fordi alle var enige om, at der ikke findes noget specifiktnordisk, nogen af os kunne definere. Jeg kan i hvert fald ikke. Teamet har haftganske kort tid til at finde sammen og arbejde med biennalen. Vi har kunti måneder, som i praksis er ganske kort tid, når man er fem kuratorer. Det erheller ikke lagt op til, at man skal rejse rundt i fællesskab og researche, somdet er blevet gjort tidligere.

Nordisk repræsentation
Hvorfor valgte Momentum at ansætte en kuratorfra hvert land i Norden?

Dag Aak Sveinar,direktøren for Punkt Ø A/S, som arrangerer biennalen, sagde at det var et grebfor at understrege det nordiske. Tidligere har han valgt en kurator fra Nordenog en ikke-nordisk kurator. Han ville have et koncept, skabt af et nordiskkuratorteam med et andet fokus. Jeg spurte ham på det første møde, om dervar andre retningslinjer, vi skulle forholde os til, men udover dette fik vi carte blanche. Han forklarede gansketydeligt, at vi kunne begynde at tænke over, hvad der er relevant forkunstproduktionen i dag, frem for at det skal være en ‘nordisk’ biennale.

Når det så er sagt, vil jeg understrege atandelen af nordiske kunstnere, som er med på biennalen, afgjort er ganske høj,i hvert tilfælde i forhold til andre internationale biennaler. Det kommer af,at vi bruger det netværk og de interesser vi har. Er det godt eller skidt? Jegved det ikke. Det er en skæv fordeling, men det er den norske eller nordiskerepræsentation på den internationale kunstscenen også. Det har aldrig væreten pointe at ekskludere nordiske kunstnere. Kunst fra Norden har høj kvalitet.