Surrend er atter i vælten, og endnu engang løber debatten om deres praksis ud i hampen. Spørgsmålet er ikke om hvorvidt kunstnerduoen laver kunst, og om kongehuset skal udsættes for kritik, men om hvordan kunsten udtaler sig? Og her fejler Surrend.
Magthavere har til enhver tid været fokus for kunstens konfrontationer – og bør altid være det. Men noget andet er, om kunsten forvalter sin stemme ordentligt?
Det er Surrend’s plakat Dusken er tilbage, som skulle indgå i den aktuelle udstilling på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, et dårligt eksempel på. Nu er plakaten med den danske, royale families sexorgie sendt i skammekrogen af Thomas Bloch Ravn, museumsdirektøren i Den Gamle By.
SURREND – ikke ‘friend’
Der er flere åbenlyse misforståelser i denne sag.
I første omgang kan det undre, at censurkortet overhovedet bliver smidt, fordi man dermed igangsætter en offentlig bevågenhed og granskning, der om noget sætter gang i penne og kommentarspalter. Censur er en prekær sag i disse tider… Og derudover kan det vel ikke overraske særlig mange at Surrend skaber kunst for at provokere.
Surrend, der består af kunstnerne Jan Egesborg og Pia Bertelsen, er til for at gøre grin med verdens magthavere, som de selv erklærer højlydt. Det har de skam ofte gjort, og sidste royale skalp var det spanske kongehus.
Magtens udøvere
Men Surrend burde måske kigge efter egentlige magthavere og -udøvere i den danske andedam i stedet for at rette skytset mod en royal familie, der efterhånden har meget begrænsede magtbeføjelser, de sjældent benytter sig af. Derudover er disse mennesker på ingen måde undtaget offentlighedens kritiske blik.
De er folkelige på godt og ondt, SE & HØRs eksistensgrundlag og økonomiske protektorer for en række fine initiativer. De sidder der med folkets accept. Ikke som reelle magtudøvere.
Kunsten at konfrontere
Og så rent principielt:
Ja, det er kunst, fordi det er præsenteret og italesat som kunst skabt af en kunstnergruppe.
Nej, det er ikke i museumsdirektørens magt at kunne udelukke et værk fra offentlig visning.
Når det så er sagt, så er Dusken er tilbage et stykke dårlig kritisk kunst, der ikke bidrager med nogen form for reflekteret indhold. Det er helt igennem uklart, hvad værket vil?
Hvad menes der overhovedet med: Dusken er tilbage?
Har H.K.H. været glatbarberet, siden den ‘er tilbage’?
Har den royale familie levet i cølibat indtil nu (og hvem er så egentlig forældrene til alle de børn) eller er der tale om en kønsproblematik, siden der udelukkende henvises til kvindekønnet?
Hvorfor trække pornokortet?
Det er den rette vej til forargelse, selvfølgelig, men hvad har det med den royale familie at gøre? Driver de pornoindustrien herhjemme?
Hvad er det overhovedet, I vil konfrontere eller diskutere, Surrend!?
En skam for kunsten
Konklusionen må være at SURREND har brugt deres kunstneriske og kritiske stemme på ingenting; en provokation frarøvet enhver mulighed for kritisk refleksion, og dermed bringer de ikke skam over kongehuset men snarere over kunsten.
Kunsten skulle gerne rykke ved noget – og især fastlåste holdninger og magtpositioner, men det gør en naiv tegning af et royalt sexorgie på ingen måde. Tværtimod. Kunsten står tilbage som ren forfladigelse.
I dette tilfælde bliver det faktisk helt klart: Et ureflekteret værk (en uklar kritik) ender i en ureflekteret debat og domme uden indhold.
Kunstnerrollen bør forvaltes med lige dele skarphed og ydmyghed, og det er denne kunstneriske fuser og efterfølgende debat et meget klart udtryk for.
