En klumme om de tidsmæssige aspekter af det kunstneriske arbejde.
Balancering af tid
De fleste, som har undervist i billedkunst, har oplevet spørgsmålet: “Hvornår skal det være færdigt?” ofte efterfulgt at et lettelsens suk, når det viser sig, at der er god tid, for så kan man måske vente lidt med at gå i gang. Måske er det bedre at vente til i morgen, eller til inspirationen kommer …
Men det interessante ved netop kunst er, at det jo aldrig rigtigt bliver færdigt. Der kommer – forhåbentlig – hele tiden nye vinkler og ideer på de temaer, man beskæftiger sig med. Hvis man vel at mærke formår at være til stede i og reflektere over det, man gør. Modsat det meste andet i samfundet foregår det kunstneriske arbejde langsomt og i åbne processer, og det er ikke færdigt, før man har været en række forsøg igennem og endelig føler, at resultatet er tilfredsstillende.
Samtidig lever kunstnerne i den samme realitet som alle andre. Der skal tjenes penge og betales husleje. Deadlines skal overholdes, der skal dokumenteres og søges fonde, projekter og udstillinger. Privatlivet, børn og gamle forældre skal passes osv. Næsten alle kunstnere kæmper med at få disse betingelser til at balancere. På den ene side langsomheden, refleksionen og friheden – på den anden side deadlines, strukturering, afrapportering og synlighed.
Penge er tid
“Hvis man tænker for meget på salg i forhold til kunst, så bliver man en dårlig kunstner”, sagde min professor Franz Erhard Walther i sin tid til os på akademiet i Hamborg. Dertil kommer, at visse kunstformer, såsom konceptuelle og performative værker, slet ikke kan overleve på kunstmarkedets præmisser. De må finansieres på anden vis.
Mange vælger da også at holde tingene adskilt og går på job for at få råd til at arbejde på egne betingelser. Og der skal arbejdes en del, hvis man skal spare op til fordybelsen, til huslejen på atelieret, til værktøjet, materialerne og dokumentationen. Det gamle ordsprog “tid er penge” kan i kunstnernes tilfælde vendes om, for her betyder penge således modsat; mere tid – til arbejde.
Der er en masse logistik i at få fastlagt diverse forskellige lønjobs, så de ikke ramler sammen med hinanden eller ind i en udstillingsforberedelse. Mange af de værker, vi kan glæde os over på udstillinger og museer, bliver skabt under disse betingelser, hvilket en stor del af befolkningen i øvrigt lever i lykkelig uvidenhed om. Hvem har ikke oplevet den velmenende bordherre, som spørger hvad man “sådan får tiden til at gå med?”, og som på oplysningen om, at man er kunstner, interesseret forhører sig, om man så kan leve af det? … Og den tavshed og forlegenhed, som breder sig, når svaret er nej.
Som nyuddannet tog jeg et kursus på CBS om projektstyring, fordi jeg tænkte, at der her var mulighed for at lære noget om økonomi og strukturering af arbejde. Mantraet lød hver morgen: “Formålet med ethvert projekt er at akkumulere profit”, men jeg blev hurtigt klar over, at diverse cost-benefit analyser ikke rigtig kunne benyttes på det kunstneriske område, uden at det gik ud over indholdet og kvaliteten af arbejdet. En pudsig detalje var i øvrigt, at der aldrig var afsat løn til kunstnerne i de fiktive kulturcases, vi analyserede.
Kunst tager tid
Nogle kunstneriske processer kan vare i årevis, før de bliver forløst i en udstilling eller et projekt, hvilket så i mellemtiden giver kunstneren problemer i forhold til synlighed. Mon han bestiller noget? Er hun holdt op? Jeg tænker, at der ofte bliver arbejdet mest der, hvor man ikke rigtigt lægger mærke til det. Der hvor der kæmpes med materialet og ledes efter den rette kontekst at vise værket i.
Sideløbende med det kunstneriske arbejde og arbejdslivet venter alle slags kunstnere så i spænding på svar fra Statens Kunstfonds diverse tildelinger, og hver gang, der bliver slået et nyt privat stipendie op, tændes nye håb og gnister rundt omkring… Alle synes, måske med rette, at de har anvendt tiden bedst og fortjener en økonomisk indsprøjtning for at kunne arbejde videre.
For paradoksalt nok er kunstnere ofte, måske til overraskelse for mange, utroligt disciplinerede. De har lært sig at udnytte tiden, som det hedder. De er trænet i at agere i forskellige virkeligheder og tempi. De hopper frem og tilbage mellem langsomme og hurtige rum. Derfor er det så nedslående med diverse kampagner mod kunstnere, som modtager legater for “ikke at bestille noget”.
Hvornår er man egentlig færdig?
Man bruger udtrykket “Hun er lige blevet færdig” om en nyuddannet kunstner. Sådan lidt “nå, nu har hun lært det fag”-agtigt. Men sagen er, at man jo aldrig bliver færdig. Man skal bruge resten af livet på at fordybe sig, udfordre sig selv, holde sig orienteret om samtidskunsten, eksperimentere og spejle sit arbejde i verdenen, i andre kunstnere og aktuelle eller evige kunstneriske problemstillinger. Det er det, som arbejdet handler om, og det er de processer, man lærer at agere i på kunstakademierne.
Derfor er det nyttesløst at trække gængse værdisæt ned over kunsten i form af “værdi for pengene”, som det hedder i forbrugerundersøgelser. Den repræsenterer netop alt det andet – det som ikke er effektivt i klassisk forstand og som ikke “betaler sig” – men netop derfor er værdifuldt. Ikke bare for kunstnerne selv, men også for publikum. Derfor er det så basalt, at der findes støtteordninger. Så den professionelle kunstner af og til kan nøjes med at være til stede i det kunstneriske rum og få ro til at skabe nogle interessante værker til glæde for almenheden.
Kunstnere har en slags outsiderposition i verden, som nogen der sidder på sidelinien og har til opgave at reflektere fællesskabet eller undersøge detaljen og foretager sig alt det, som ikke kan passes ind i regneark og rationaler. Men de er ikke verdensfjerne. De lever i præcis den samme virkelighed som alle andre. De fortsætter determineret, og de bygger de netværk, som udfordrer dem, ikke nødvendigvis som karrierestrategier, men fordi det inspirerer og beriger deres faglighed. For på den måde at holde processerne åbne, levende og relevante.
Og tilbage til spørgsmålet om, hvornår man er færdig. De fleste kunstnere bliver det aldrig. Det er det, det handler om. Det er ikke købmandsvarer, der fremstilles, men tanker, refleksioner, fortolkninger osv. omsat i diverse medier, projekter og processer. Processer som formodentlig først ophører med at eksistere, den dag kunstnerens værker ikke er her mere.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
