Distance og bekendelse

Distance og bekendelse

John Davidsen: 3 ud af 8 dele af værket Twister, 1964. Olie og blyant på masonit. Statens Museum for Kunst.

Der synes at være en modsætning i kunsten omkring 1970 mellem den upersonlige distance og den personlige bekendelse. Men måske er det ikke så meget en modsætning som en drejning af perspektivet?

John Davidsens Dansefrise fra 1964 viser en række slanke, mandlige silhuetter i forskellige kropspositioner fra dansen twist. Det stærkt todimensionale billede har en række store bogstaver som baggrund. Bogstaverne danner ingen ord, de er bare bogstaver. Som en formel understregning af at dans også er et tegnsystem, et sprog, en kode. Selv om museets tekst understreger, at twist gav en større bevægelsesfrihed for den mandlige danser, ligner dette på ingen måde en kropslig frigørelse.

I Kirsten Justesens og Jytte Rex’s Tornerose var et vakkert barn fra 1971 danser en lidt buttet kvinde i bikini i en have. Hendes dans er fri, amatøragtig og spontan, hun nyder det og spiller ind imellem på det lidt komiske, men udstråler hele vejen igennem en sanselig glæde ved sig selv, som er næsten grænseoverskridende intim. Det er umiddelbart den type dans, der hører til i det private rum, når man er alene, ikke på en film, men netop fordi både kameraet og kvinden insisterer på at fortsætte med at vise den frem for os, viger det tåkrummende og der opstår noget rørende og smukt ved denne selvudfoldelse.

Distancens koder
En af de ting, udstillingen What’s Happening? på SMK tydeliggør, er en dobbelthed i perioden mellem det upersonlige på den ene side og det intime eller private på den anden.

Et markant fællestræk i 1960’ernes ‘neo-avantgarde’, der i høj grad havde sit udspring i den amerikanske kunst, var forskellige former for upersonliggørelse (eller ‘desubjektivering’, som det hedder på akademisk) af kunsten. Forskelligartede retninger som minimalisme, konceptkunst, fluxus og popkunst benyttede systemer, formaliseringer og objektiveringer i en ‘cool’ og distanceret æstetik, der lå langt fra ekspressionismen og andre autenticitetsdyrkende modernistiske kunstretninger. Centrum lå ikke længere inde i kunstnersubjektet, men ude i verden, den sociale og kulturelle verden med alle sine relationer, spilleregler, tegn og koder.

Det politiske individ
I 1970’erne dukkede et nyt slagord op: ”Det private er politisk”. Hvis man skulle kæmpe for kvindernes frigørelse var man nødt til at inddrage de kønsrollemønstre der vævede sig ind i spørgsmål om selvudfoldelse, krop, seksualitet og familiestrukturer – sfærer der traditionelt blev betragtet som private anliggender, modsat den offentlige politiske debat.

Derfor ser vi den dansende kvinde i haven i Tornerose-filmen. Hun er i færd med at udfolde sig på tværs af de kulturelle krops- og bevægelsesidealer. Hun nyder sin krop og den spontane udfoldelse frem for at indordne sig under det disciplinerende blik som forventer, at man enten danser pænt og dygtigt eller også gør det alene.

Kirsten Justesen & Jytte Rex: Tornerose var et vakkert barn, 1971. (Still fra værket, SMK)
Kirsten Justesen & Jytte Rex: Tornerose var et vakkert barn, 1971. (Still fra værket, SMK)

I samme film ser vi en ældre kvinde tale åbent om sit sexliv samtidig med at hun poserer kælent for kameraet. Hendes gestik overholder de kulturelle koder for en æggende model, men hendes alder gør det umiddelbart akavet, ligesom det ikke var normalt for ældre kvinder at tale om deres seksualitet overhovedet.

Se hele værket her.

Udfoldelse som kulturel bekendelse
Begge kvinder overskider en intimitetsgrænse på hver sin måde. Vi kommer tættere på end vi er vant til og måske end vi umiddelbart ønsker. Den distance som 60’er-avantgarden dyrkede er afløst af en tilsyneladende modsætning: Den intime udfoldelse, den intime bekendelse.

Men det er ikke så meget en ægte modsætning som det er en drejning. For store dele af den feministiske kunst på udstillingen viderefører de formelle distanceringsgreb, der prægede 60’er-avantgarden samtidig med at de går tæt på intimsfæren. Det er indrammede sekevenser, humoristisk distance, formaliserede greb, mediererefleksioner osv. der præger den bedste af denne kunst. Snarere end at genoprette det gammelmodernistiske, inderlige subjekt, bliver bekendelserne eksempler på nogle kulturelle mekanismer og nogle drifter, som undertrykkes af disse. Gennem de distancerende indramninger får bekendelserne ikke blot en form, men også en kant.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Del artiklen

'Distance og bekendelse'

Facebook