Den Internationale Udstilling på Venedig Biennalen er i år baseret på idéen om, at vi hver især rummer en række indre billeder, som på forskellige vis kommer til udtryk. Det har skabt en udstilling, hvor ellers interessante værker nemt overskygges af et pseudo-religiøst univers, som kun rettroende vil kunne finde en meningsfuld værdi i.
Vendig Biennalen har siden 1998 haft sin egen internationale udstilling med skiftende kuratorer som et supplement til de mange nationale pavilloner. I år har Den Internationale Udstilling titlen Il Palazzo Enciclopedico (et palads med alverdens viden) og rummer ikke kun kunstværker af kunstnere, men også af amatører, etnografiske objekter og kulturhistoriske dokumenter.
Utopiske forgangsmænd
Den Internationale Udstilling er som sædvanlig fordelt på to lokaliteter: Den Centrale Pavillon på Giardini og hovedbygningen på Arsenale. To mænd, psykiateren Carl Gustav Jung og den italiensk-amerikanske kunstner Marino Auriti, er essentielle for udstillingens tematik og udformning.
Sidstnævnte tog i 1955 patent på sit Palazzo Enciclopedico, en 136 etagers høj bygning, som skulle bygges i Washington, og som ville huse alverdens viden og opfindelser – lige fra hjulet til de nyeste rumteknologier.
Hvor Marino Auriti ønskede at bringe alverdens viden sammen, har kuratoren på Den Internationale Udstilling, Massimiliano Gioni, valgt at lave et arkiv over, hvordan mennesket gennem tiderne har udlevet deres indre billeder gennem visuelle værker og objekter.
Konsekvensen af Jung
I Den Centrale Pavillon på Giardini er Carl Gustav Jungs Røde Bog det underliggende tema i udstillingen. Jungs bog er en samling af tekster og illustrationer af de indre billeder, som han efter en psykotisk periode efterfølgende udviklede over 16 år og som senere førte til hans ide om vores kollektive underbevidsthed.
Når kunstnere overfører denne ide til værker, er det ofte med en påtrængende påstand om, at disse billeder indeholder en eller anden form for sandhed, hvilket man oplever hos mange af udstillingens værker. Man kan nemt blive overdøvet af mængden af religiøse symboler, stjernekort, krystaller og alverdens åndelige motiver.
Plads til selvdistance
Udover en række værker, som er udtryk for en iboende åndelighed, finder man også værker, som tager sig selv lidt mere afslappet. Her skal nævnes den engelske kunstner Sarah Lucas’ skulpturer, der rummer en befriende selvdistance og humor.
Også amerikanske Ellen Altfests nøgenstudier og 94-årige østrigske Maria Lassings selvportrætter giver rum til flere historier end fortællingen om vores indre profet. Polske Artur Żmijewski tager skridtet videre og har bedt en række blinde voksne male det billede, de ser på deres indre nethinde. Det er et af de få værker på udstillingen, som virkelig lykkes i forhold til formidle idéen om personers indre billeder, når man ser de blinde male løs, mens de fortæller, hvad de selv mener de maler.
Performance med et tvist
I et af de centrale rum i udstillingen med tegninger af Rudolf Steiner kan man overvære en performance, der umiddelbart ligner en spontan udførsel af et sekterisk ritual. En lille gruppe af skiftende personer udfører et spil, hvor de bevæger sig tranceagtigt til hinandens udefinerbare lyde. Værket er af engelske Tino Sehgal, som oftest arbejder med amatørskuespillere, dansere og sangere. Opsætningen er tilpas teatralsk og konstrueret til at Tino Sehgals værk bliver en befriende kommentar til de omgivende værkers postulerede universelle betydning.
Paladset på Arsenale
I udstillingsdelen på Arsenale er der skruet ned for den pseudo-religiøse lydstyrke, hvilket giver bedre plads til det overordnede koncept om udstillingen som et arkiv. Publikum bliver mødt af en model af Marino Auritis Palazzo Enciclopedico som symbol på den utopiske ide om at kunne samle alverdens viden. Denne drift til at samle og arkivere strømmer én i møde, når man går gennem udstillingen, som både består af enkelt værker, men i særdeleshed også af værker, som i sig selv er samlinger.
Temaet er stadig at vise værker, som på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i kunstnerens personlige univers. Udstillingen rummer værker som den dansk-vietnamesiske Danh Vos forladte katolske kirke importeret fra Vietman og Jessica Jackson Hutchins skulpturelle møbler med keramik.
Danh Vo arbejder ud fra sin og sin families historie som vietnamesiske bådflygtninge og laver værker, der ofte handler om kulturel identitet, mens Hutchins værker mere direkte er forbundet med personlige anskuelser. Møblerne brugt i skulpturerne er ofte taget fra hendes hjem, og værkerne er en form for registrering af hendes dagligdag oversat i objekter. Tankevækkende er især en lænestol, som er ved at kollapse under vægten af en gigantisk keramisk fallos.
Samlingens samlinger
Udstillingens styrke på Arsenale er de mange store præsentationer. Blandt andet har den amerikanske fotograf Cindy Sherman lavet sit eget lille museum med objekter, som alle refererer til hendes egen kunstneriske praksis. Samlingen består af fotografier, malerier og skulpturer af både amatører og kunstnere blandt andet af Paul McCarthy og Linda Fregni Nagler. Sidstnævnte med en samling af gamle børneportrætter, hvor mødrene på billederne sidder med et tæppe over hovedet.
Et andet rum er dedikeret til den unge amerikaner Ryan Trecartin, som viser en række videoværker. Ikke kun Trecartin selv, men også en række venner udspiller forskellige populære tv-genrer som for eksempel reality-tv og talk shows iført tonsvis af attitude og makeup. Køn og race udviskes og Trecartin prøver at kaste lys på den åbenlyse påvirkning disse tv-programmer har på vores hverdag og trang til at iscenesætte os selv.
Et rum, som udstillingen kunne havde været foruden er med polske Pawel Althamers skulpturer, der består af ansigtsafstøbninger af lokale venetianere og grå plastikbånd. Resultatet er mildeste taget uskønt og minder mest om den tyske læge Gunter von Hagens skulpturer af lig med afskrællet hud.
Troen flytter ingen bjerge
Det kan have en kulturhistorisk interesse at se, hvordan kunstnere arbejder, versus hvordan kreative sjæle uden for kunstverden udtrykker sig, men lige på nær nogle enkelte objekter på udstillingen er det primært de egentlige kunstværker, som er interessante. Og dem er der, thank god (for at blive i udstillingens ånd), masser af på Den Internationale Udstilling.
Den underliggende strøm af pseudo-religiøsitet og psykoanalytiske ideer, som især er til stede i Den Centrale Pavillon, er på ingen måde til gavn for udstillingens mange værker. Det kan føles som at stå i en kirke for en fremmed religion og betragte endnu et gudebillede omgivet af religiøs bling bling. Som ikke-troende mangler man måske netop troen for at kunne værdsætte det trivielle og se det enestående i de udstillede objekter.
Indkøbscenter
Tematikken om vores indre billeder kan desuden virke noget populistisk efter en finanskrise, hvor det er på mode at søge nye sandheder som erstatning for kapitalistisk vækst. For tag ikke fejl; Venedig Biennalen er stadig et af verdens største butiksvinduer for samtidskunst.
Udstillingen er kurateret af den 40 årige Massimiliano Gioni som er kunstnerisk leder af Nicola Trussardi Foundation i Milano og desuden arbejder som udstillingsleder på New Museum of Comtemporary Art i New York.
Gioni har før været involveret i biennale udstillinger, senest i 2010, da han kuraterede den 8. Gwangju Biennale i Sydkorea. Han har også være medkurator på Berlin Biennalen i 2006 Manifesta i 2004, Den Internationale Udstilling på Venedig Biennalen i 2003.
Danske Helga Just Christoffersen (f. 1983), er medkurator på Den Internationale Udstilling og har tidligere været kuratorisk assistent på billedkunstfestivalen U-turn i København 2008 og koordinator for Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2011.
