Det skal du se! uge 9

Det skal du se! uge 9

Installationsfoto: Haegue Yang: Double Soul, SMK, 2022. Foto: Jan Søndergaard.

Marts måned byder både på forårslune solstrejf og et væld af spændende, nye kunstoplevelser. Redaktionen anbefaler her en håndfuld udstillinger, som vi gerne selv vil se!

SMK – Statens Museum for Kunst
5 mar – 31 jul, Haegue Yang: Double Soul

Roterende persienner, lysende elpærer, raslende bjælder og en lugt af krudt og blomster. Den sydkoreanske kunstner Haegue Yang er kendt for sine særegne skulpturer og store installationer, der pirrer sanserne og består af alt fra tørrestativer og ventilatorer til påfuglefjer, kunstige planter og pomponer af nylon.

Formation Gallery
4 mar – 16 apr, Mythic Materials

Udstillingens værker kredser på hver deres måde om alternative virkeligheder og parallelle universer. For nogle af kunstnerne er der en tydelig linje tilbage til myternes væsner og sagnfigurer, for andre er det i højere grad en abstrakt antydning eller ligefrem en disruption eller nedbrydning af materialet.

Ringsted Galleriet
6 mar – 26 mar, JUBILÆUM 1

Ringsted Galleriet fejrer 40 års jubilæum med værker af Cecilie Skov og Morten Buch, samt Nat Bloch Gregersen og Hans E. Madsen, der spreder sig ud i hele byrummet. Fælles for kunstnerne er en gennemgående interesse for det serielle, samtidig med at der arbejdes med en allestedsnærværende variation og foranderlighed.

Michelangelo Pistoletto: Venus of the Rags, 1967. Collezione Cittadellarte – Fondazione Pistoletto, Biella. Foto: Courtesy P.M.A – Philadelphia Museum of Art.

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
4 mar – 21 aug, MARMOR

Gennem historien har marmor signaleret magt, status og skønhed. Udstillingen sætter fokus på, hvordan marmor som materiale forarbejdes, forstås og fortolkes i samtidskunsten, samt hvilken betydning marmor som materiale har for det indhold, et kunstværk bærer med sig ud i verden.

Cantina
4 mar – 10 apr, SEEDERS

Seeders præsenterer tre selvstændige soloudstillinger af Signe Rohardt Lund, Signe Cygan og Yujin Jung. Igennem de tre udstillinger deler kunstnerne tanker, observationer og billeder af en samtid spændt ud imellem kapitalistiske krav om effektivitet og profitoptimering og behovet for at vende blikket indad og rette en nænsom opmærksomhed mod det, vi kommer af og det, vi sår.

Horsens Kunstmuseum
5 mar – 12 jun, Anne Marie Ploug: MORI MORI

Naturen og store mestre er inspirationen, men samtidig arbejder Ploug på sin helt egen måde med materialerne og de grafiske processer, der er er lige så vigtige elementer i det færdig udtryk som selve motivet. Udstillingen præsenterer en lang række eksperimenterende, grafiske værker, der indfanger materialernes forskellige toner og stofligheder.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 9'

Facebook