Det skal du se! uge 45

Det skal du se! uge 45

Fra Kristoffer Ørums udstilling New Tactics – moving in a soft field på Galleri Image, 2018. Foto: Kevin Malcolm.

Møstings Hus
9 nov 2019 – 15 dec 2019 Putins Nose: Kristoffer Ørum
En hæsblæsende associationsrække fra rødbedesuppe til næser er den figurative inspiration i værker, hvor tanker om personlig identitet, det levede liv og kunsten flyder sammen med storpolitik og digitale sfærer.
Fernisering fredag 8 nov kl. 17-19

SPECTA
9 nov 2019 – 14 dec 2019 Less is more or less more: Anders Bonnesen
255 lysskilte, 231 stykker grafik, 5-7 rullegardiner og 1 halstørklæde. De udstillede genstande med titler fra sangere og poeter som Per Højholt og Bill Callahan kan enten betragtes som dele af større enheder eller som enkeltgenstande i sig selv. Som 7-8 ting eller 500, alt efter hvad man nu har lyst til.
Fernisering fredag 8 nov kl. 17-19

Galerie MøllerWitt
8 nov 2019 – 14 dec 2019 We are the Human Waterfall: Adam Saks
Motiverne kredser om det menneskelige livs cyklus, der både dikteres af biologiske processer og samtidig indeholder et eksistentielt kaos. I en blanding af maleriske flader og linoleumssnit afbilder Saks menneskefiguren i anatomiske fragmenter, som henleder beskueren på den menneskelige eksistens skrøbelighed.
Fernisering fredag 8 nov kl. 16-19

Ida Nissen: Værk fra Compile your inventory, 2019. Pressefoto.

Galleri Image
8 nov 2019 – 20 dec 2019 Compile Your Inventory: Ida Nissen
Med inspiration fra forfatteren Antonio Gramschi udforsker Ida Nissen et manglende indeks over de mange spor, som aflejrer sig i os. I Nissens tilfælde bliver en sydkoreansk arv og personlig erindring til en fortegnelse af former, tegn og symboler i et abstrakt narrativ relateret til den sydkoreanske traditionelle kultur.
Fernisering fredag 8 nov kl. 16-18

Horsens Kunstmuseum
9 nov 2019 – 8 mar 2020 Dark Matter: Nikoline Liv Andersen & Cathrine Raben Davidsen
Et dialogisk udstillingsprojekt med afsæt i naturen og dennes betydning for vores eksistens. Titlen og værkerne henviser til alt det, vi ikke kan se. Udstillingen handler om at give form til det uformbare og til det uhåndgribelige.
Fernisering lørdag 9 nov kl. 14

Galleri Lene Bilgrav
8 nov 2019 – 21 dec 2019 Swinging Lassos Subtotal
En gruppeudstilling skabt i bevægelse som lassosving uden en på forhånd fastlagt tema, men titlens konnotationer af gentagelse, bevægelse og rytme går også igen i kunstnernes værker, der svinger mellem maleri, collage og grafik.
Fernisering fredag 8 nov kl. 17-19

Del artiklen

'Det skal du se! uge 45'

Facebook