Det skal du se! Uge 43

Det skal du se! Uge 43

Tue Greenfort: Under brolægningen, stranden! (procesbillede). Pressefoto.

Overalt i landet er der gode muligheder for spændende kunstoplevelser. Her anbefaler vi nogle af de udstillinger, der lige er åbnet eller åbner lige om lidt.

Kunstforeningen GL STRAND
24 okt – 3 jan Tue Greenfort: Under brolægningen, stranden!
I en række nye værker af skulpturel og installatorisk karakter stiller Greenfort sig kritisk over for den forvandling, stranden som kulturelt sted har undergået, samt hvordan samfundets regulering af stranden som billede og landskab er knyttet til politiske og økonomiske interesser.

Copenhagen Contemporary
23 okt – 30 dec Esben Weile Kjær: Hardcore Freedom
I krydsfeltet mellem kunstinstitution og natklub skubber udstillingen til vores forestillinger om, hvad frihed er og kan være. Installationen er foranderlig og vækkes løbende til live af performances, der veksler mellem oprør og fest, hvor udstillingens gæster inviteres til at deltage.

SixtyEight Art Institute
23 okt – 21 nov Signe Maria Friis: Unveiling Forms: Beyond Me
Udstillingen tager udgangspunkt i en undersøgelse af, om der ligger et potentiale i at forvandle sig selv til en abstrakt figur. Med egen krop, rum, organiske former og lydspor med løsrevne fragmenter af tale laver Friis en eksistentiel søgen efter, hvordan man som individ kan være og forblive i en mere sanselig verden.
Fernisering fredag 23 okt kl. 18-21.

Sophie Louise Pedersen. Foto: Kirstine Autzen.

CLAY Keramikmuseum Danmark
23 okt – 24 jan Graduation2020
Afgangsudstilling af de 10 afgangsstuderende fra programmet Crafts: Glass and Ceramics på Kunstakademiets Designskole, Bornholm. Værkerne afspejler traditionelle teknikker, men udfordrer samtidig opfattelsen af hvordan kunsthåndværk kan se ud og forstås i 2020.

Galleri Progres
10 okt – 14 nov Jens Chr. Jensen: Ny kant – skulptur og assemblage
Indenfor de stramt komponerede værkers ydre hersker en livfuld, dynamisk spænding. Værkerne repræsenterer en materialeæstetik, der på en og samme tid fremhæver forfaldets ekspressive poesi og den skulpturelle konstruktions formalistiske skønhed.

Horsens Kunstmuseum
3 okt – 17 jan Christian Lemmerz & Norbert Tadeusz i dialog
I 2016 blev udstillingen MEAT forsøgt gennemført med de to kunstnere i Beijing. Det lykkedes imidlertid ikke helt, eftersom de kinesiske myndigheder bortcensurerede Tadeusz malerier. Derfor bringes Tadeusz og Lemmerz’ værker nu i kunstnerisk dialog på tværs af materialer, medier og generationer på Horsens Kunstmuseum.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 43'

Facebook